Ikke indtil det nævnes at han spillede James Bonds hjælper, Mathis, i de sidste to 007 film. Imellem de to film spillede han med i en italiensk miniserie der omhandlede de sidste år i den berømt-berygtede General Carlo Dalla Chiesas liv. Generalen spillede en afgørende rolle i 70'ernes Italien i bekæmpelsen mod politiske terrorister og mafiaen. Serien lægger både vægt på Generalens familieliv og hans jagt på forbryderne.
Til at starte med skal det nævnes at det føles som om filmen er lavet i perioden den portrætterer, 70'erne. Alt fra musikken til klipningen til kameraføringen føles håbløst udateret og understreger kun hvor uinspireret instruktøren har været. Udover dette er manuskriptet så dårligt skrevet, at alvorlige scener bliver morsomme. Unødvendige og endda selvmodsigende replikker er ikke en sjældenhed.
Handlingsstrukturen, der skiftevis følger Generalen og de politiske terrorister han følger, føles kedelig efter bare en time og man begynder som seer at hungre efter at handlingen går i en ny retning. Men alle 3 timer foregår der et katten og musen spil mellem Generalen og de kriminelle.
Hermed når jeg frem til min vigtigste pointe. Alle de ovennævnte ting ville måske være udholdelige i en film der strækker sig over ca. halvanden time. Men i en 3-timers narrativ falder det hele til jorden meget, meget hurtigt.
Det tragiske punktum i denne anmeldelse er, at Gianninis kræfter er spildt. Det bliver tydeligt fra første scene at han ønsker at portrættere General Dalla Chiesa som en karakter med mange facetter, men hans skuespiller-præstation maltrakteres af det tåbelige manuskript. Han har fortjent bedre.