Cuckoo

Filmselskabet NEON bliver nødt til at klinke glassene lidt, tænker jeg. De lagde ud med Immaculate tidligere på året, og har sidenhen fulgt op med Longlegs og nu Cuckoo, to film med sparsom, enigmatisk markedsføring, som er blevet belønnet med både ros og interesse blandt biografgængere. Det har så her i sidste ende resulteret i solidt salg og positive anmeldelser.

Men specifikt for Cuckoo er det lidt af en opgave at skulle følge Longlegs, for selvom at de to film ret tematisk, stilistisk og slet og ret mekanisk er ret forskellige, så kommer de fra samme efterhånden ret genkendelige filmselskab, og de fleste steder har der været bare en måned mellem de to premiere. Jeg kan lige så godt sige allerede nu, at Cuckoo ikke er helt lige så stringent, tematisk forankret og finpoleret som Longlegs. Den har en mere uregerlig baggrundshistorie, byder på lidt mere ujævn opbygning og er i det hele taget lidt sværere at få styr på end Oz Perkins ondsindede, brutale og geniale gyserspiral. Men det betyder virkelig, virkelig ikke at Cuckoo hverken skuffer eller bør gå din næse forbi.

Hunter Schafer spiller Gretchen, der efter sin mors bortgang er tvunget til at bo sammen med sin far, og med hans "nye" familie bestående af Jessica Henwicks Beth og Mila Lieus Alma tager de alle fire til de tyske alper for at assistere den enigmatiske Herr König (spillet af en Dan Stevens i absolut topform) i at udbygge et naturresort. Men som altid lurer der mere under overfladen, og efter at König blandt andet insisterer på at Gretchen ikke cykler hjem alene om aftenen, og at mærkelige lyde kan høres om natten, ja, så bliver det tydeligt at det her resort også har en anden, mørkere funktion.

Lad os skære direkte ind til ønskebenet; det her er Schafers og Stevens' film fra enden til anden, og de leverer hver især mildest talt mesterlige præstationer, der giver filmen det flair der skal til for at bære den igennem hvad der til tider kan føles som et lettere rodet plot, der kæmper med at præsentere en letforståelig rød tråd samtidig med at der konstrueres en bredere myte. Særligt Schafer er værd at rose adskillige gange i blandt andet Euphoria, så er det her en langt mere fysisk rolle, der virkelig kræver alsidighed og slet og ret kunnen. Men fra at sørge over sin afdøde mor, til krampagtige, intense, klassiske horror-scenarier så er hun, igen sammen med Stevens, det bærende element.

Og instruktør Tilman Singer formår ligeledes at fremmane en ret specifik identitet igennem kameraføring, 80'er agtig æstetik og farvekemi (til trods for at filmen foregår i nutiden) og nogle ret intense scener der forstærkes af bundsolidt "creature design", som genreterminologien kalder det (og uden at spoile for meget). Resultatet er en film der byder på tematisk samhørighed imellem det mere uhyggelige og det dramatiske på en måde som netop Longlegs ligeledes gør, og selvom at den ikke er nær så uhyggelig, eller brutal, så har den en stemme og en effekt på dig.

Derfor er det kun endnu mere skuffende at Cuckoo falder ret pladask i en efterhånden ret kedelig og genkendelig faldgrube. Særligt i filmens anden halvdel byttes enigmatisk mystik med overeksponering af centrale plotstrukturer og et behov for konsekvent, og ofte konstant, at forsøge at forklare og kontekstualisere det seeren har spekuleret over i den første halvdel. Resultatet er at du, i brede træk, forstår hvad der foregår, men på bekostning af den trykkende, klaustrofobiske følelse som kun uvidenhed kan give dig. Med andre ord; Cuckoo mister grebet om sin egen præmis ved at forsøge at præsentere den for os på et sølvfad.

Men takket være skarp musik, spids instruktion fra Singer og et par bundsolide præstationer fra Schafer og Stevens, så overkommer Cuckoo sin svagere anden halvdel, og er endnu en sejr for NEON. Deres næste er i øvrigt en gyser fra selveste Steven Soderbergh, der er skudt udelukkende i førsteperson, og som allerede høster flotte anmeldelser fra diverse festivaler.

Godt klaret, NEON.