Jeg var selv en rødhåret dreng som barn, og vi havde det slet ikke nemt. Rødt drengehår var altid associeret med nørden, taberen, ballademageren eller den utilpassede skoleelev. Måske bærer filmbranchen en stor del af skylden. Især manuskriptforfatteren Don Macini, som i 1988 skrev Child's Play - den første mordscene for Chuckys rædselsregime. Men, det var mere end bare en ordinær slasher og benzin til frygten for levende legetøj.
Macini var inspireret af 80'ernes legetøjsindustri, hvor børn, i eskalerende grad, blev gjort til små superforbrugere for systematisk, målrettede marketingsstrategier. Child's Play var et dystopisk billede af industriens massefabrikation og reklamefiksering på børneglæde, som i ét enkelt tilfælde farvede stuegulvet blodrødt. En lavine af obduktioner blev sat i gang, den skæbnesvangre nat da seriemorderen Charles Lee Ray sendte sin sjæl ind i én tilfældig Good Guys dukke.
I over tyve år har Chucky hjemsøgt børneværelserne, fortsat med trofaste Macini bag tastaturet. I begyndelsen efter det traditionelle slasher-skema, hvor morderen dør og vender tilbage igen. Og igen. Og igen. Men i 1998 tog Chuckys udvikling en drejning med den sortkomiske og slasher-parodiske Bride of Chucky, efterfulgt af samme jargon i Seed of Chucky. Dukkedrengen var gjort mindre uhyggelig, mere morsom og meget mere uhøjtidelig.
I det seneste udspil, Curse of Chucky, er meget af den gamle, krybende uhygge tilbage, og skal du have udbytte af dette morderiske dukkespil, er det nødvendigt med kendskab til Chuckys historik. Nica sidder i kørestol og bor sammen med sin dominerende mor i et stort, afsondret, gotisk hus. Som var det bygget af Hitchcock. En dag kommer pakkeposten med en stor kasse, naturligvis indeholdende en Chucky-dukke, og samme nat kommer moderen ud for et "uheld". Hele familien samles i huset for at sørge og arve, men hvorfor har Chucky udset sig netop denne familie, og hvor kommer han fra? Og hvor mange mon overlever?
Det er tydeligt at Curse of Chucky er lavet på et lille budget, men det klassiske slasher-koncept er alligevel en rar genkomst. Lidt som at sidde som bumset teenager til en VHS-gyseraften hos vennerne. Denne (u)hygge er desværre ikke vedvarende efterhånden som mordraten eskalerer, og filmen står med et ubeslutsomt dilemma: Skal det være elegant skræmmende eller splatter-fjollet? Begge dele går ikke så godt sammen.
Curse of Chucky genfinder meget af sin oprindelse, men finder ikke helt tilbage på sporet. Mordene bærer præg af noget tegneserie-komik, og den seksuelle syndighed (som jo er obligatorisk for genren) er for hæmmet til min smag. Kulissen er overkill spooky, for, helt ærligt; Hvem maler alle døre og vægge i sit hus sorte? I sidste time er det den manglende fokus på filmens tone, der sender Chucky til tælling. Curse of Chucky vil gerne være helt klassisk, men er det kun halvt. Til gengæld har vi sikkert ikke set det sidste til den rødhårede dræberdukke.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en fin og engagerende portion ekstramateriale med slettede scener, tematiske interviews, gennemgang af forrige film, historien bag Chucky og lidt om filmens tilblivelse. Slet ikke værst for Chuckys fåtallige fans.
