Spillet Dante's Inferno har ligesom Dead Space fået en animeret spin-off. Sammen med Starz/Anchor Bay samlede EA seks velkendte animeinstruktører og skabte en Animatrix-lignende kapitelbaseret historie med udgangspunkt i spillet. Det indlysende motiv, med at malke lidt ekstra penge ud af franchisen, er ikke så svært at forstå, men hvorfor lave en film der direkte kopierer spillets handling? Så er den jo ikke lavet til dem som spillede det.
Dantes Inferno er navnet på den første del af poeten Dante Alighieris mere end 700 år gamle digtsamling, og handler om helvedes ni cirkler. I denne fortolkning er Dante en korsridder med en hel del på samvittigheden. Da hans kommende kone bliver myrdet, kidnappes hendes sjæl af dæmoner, som fører hende med til helvede. Det kan Dante ikke acceptere, og følger selv med ned, og indleder en vanvittigt jagt gennem alle Helvedes niveauer, for at få sin elskede tilbage.
At skaberne ikke har anstrengt sig for at præsentere det gamle digt som det er skrevet, er jeg parat til at tilgive. Dante's Inferno er trods alt baseret på et spil, der har taget sig fantastisk store friheder. Dermed bliver filmens største problem, at den forsøger at efterligne spillet for meget. Der er sat turbo på fortælletempoet, og præsentationen kopierer spillet direkte. Efter af Helvedes ringe venter en kæmpestor grimrian af en boss taget fra spillet, hvilket ganske vist er en anelse underholdende, men også nemt at forudse. Dante's Inferno-filmen er et actionbrag ala spil som God of War fra første sekund, og horder af bizarre væsener forsøger at gøre livet surt for Dante. Eller hvad med nogle babyer med knivarme? Dialogen er direkte fjollet, og holder nogenlunde samme niveau som mellemsekvenser i spil plejer at gøre - hvilket ikke er nogen ros.
At have flere forskellige instruktører fungerede i Animatrix, eftersom hvert afsnit havde en ny handling. Det er ikke tilfældet med Dante's Inferno. Her hænger alle kapitler sammen, men med hvert nyt kapitel, og dermed en ny instruktør, skifter Dante pludseligt undseende. Han veksler fra tændstikstyndt hungersnødsoffer til He-Man-bride i hvert andet afsnit, og det virker bare underligt. Trods det intense tempo og varierende miljøer føles Dante's Inferno substansløst. Den er virkelig dum og fuld af gentagelser. Men Dante skal i hvert fald have ros for at være den vredeste figur i filmhistorien, han tager virkelig ikke noget pis fra nogen. Dante's Inferno-filmen er ikke værd at bruge penge på, hvis du har spillet spillet. Har du ikke spillet det, og er du sulten efter et vanvittigt actionbrag i turbofart, så køb.
Billede:
Med så mange forskellige stilarter er det svært at sætte en vurdering på billedet i Dante's Inferno. Det ene øjeblik er animationen knivskarp og baggrundene bedårene, men i indledningen ser det for eksempel ud som om nogen har puttet smør på kameralinsen. Sådan fortsætter det filmen igennem, hvert nyt kapitel har sit eget særegne udseende. Farverne er meget fyldige. Farvemætheden er skruet op til maks, hvilket gør at de ind i mellem bløder en del. Jeg kan endda se lidt artefakter hist og her, og de computerskabte dele af filmen ser bestemt ikke flotte ud. Filmen leveres på en BD50 med AVC-codec, og formatet er 1,78:1.
Lyd:
Lydsporet på Dante's Inferno overrasker. Dolby TrueHD-lydmixet er herligt dynamisk, og bør ikke skuffe nogen. Dialogen er åndssvag, men Dantes stemme er alligevel skøn. Den er desuden krystalklar, og lydfolkene har endda fundet på at benytte alle kanaler til dialogen. Der bydes på adskillige lækre lydpanoreringer og lydeffekterne holder et godkendt niveau. Jeg er dog lidt skuffet over bassen, der anvendes meget sparsomt.
Ekstramateriale:
At samle alle seks instruktører til kommentarspor havde måske været for meget forlangt, men det havde nu været interessant. I stedet bydes der kun på fem styks animerede storyboards med tilhørende lyd.