Jeg er pjattet med Atom Egoyan. Eller, i hvert fald i den grad, at to af hans film er på min all time favoritliste over film jeg godt kan lide. Det siger selv sig, det er derfor den hedder min all time favoritliste. Der er tale om The Sweet Hereafter og Felicia’s Journey. Begge meget stilfulde, og langsomt opbyggelige til grænsen af hvad det hårdt prøvede tålmod kan bære. Alligevel er det sådan med disse to film, at de hiver mig med ind i et univers, uden jeg er klar over det og så pludselig ikke vil give slip. De påvirker mig følelsesmæssigt. Det er på grund af de to film, at jeg altid er spændt på hvad Atom Egoyan har til mig, når han skruer et nyt værk sammen. Men det er også på grund af de to film, at jeg næsten altid bliver skuffet. Sådan er det også med Den Nøgne Sandhed.
Ideen er ellers god nok. Det i 50’erne kæmpestore komikerpar Vince og Lanny, finder en død pige i badekarret på deres hotelværelse, og går i opløsning. 15 år senere vil den unge, ambitiøse journalist Karen O’Connor finde sandheden bag denne brutale oplevelse, og det gør hun. Det tager 103 minutter. Det står der i hvert fald på pakken. I løbet af de 103 minutter, lykkes det for Egoyan, at servere en thriller uden spænding, med et plot der aldrig formår at blive drevet frem af andet end plottet selv. Hver gang en ny facet af mysteriet kommer op til overfladen, virker det forceret og tilfældigt. Den unge Karen O’Connor virker uintelligent og naiv, så det er heller ikke ligefrem fordi det er supertroværdigt, at det rent faktisk lykkes hende, at trække den sande historie frem i lyset.
De største problemer ligger i manuskriptet. Alt andet fungerer som det skal. Specielt Kevin Bacon og Colin Firth spiller den berømte røv ud af buksen, og Alison Lohman gør hvad hun kan, for at give facetter til en rolle, der ellers bare forekommer som en smukt formet 2D figur. Historien er flot filmet, både 50’erne og 70’erne gør sig godt på skærmen, men det hjælper bare ikke når helheden halter lidt ubehjælpsomt af sted på krykker, mens store spørgsmål skriger til himlen om at blive besvaret.
Hvor alting kører af sporet, men man til gengæld får sig et billigt grin med på vejen, er da en ungt kvinde netop har været ned og "muff dive", som de unge kalder det, på den bly Karen, og kommer op med et ansigt tværet ind i glinsende safter. Det er som Dødens Gab med æteriske olier, og beviser fint hvordan fokus hele tiden kommer til at lægge sig de forkerte steder.
Den Nøgne Sandhed er ikke så meget dårligere end så meget andet. Filmens største problem er måske, at den er skrevet og instrueret af Atom Egoyan. Det kørte forventningerne op til et sted, hvor de åbenlyst ikke hørte hjemme. Tilbage til The Sweet Hereafter med mig...