Jeg kan nu godt lide en god familiefilm fra tid til anden. Sådan en rigtig feelgood-film med den forudsigelige gode slutning, den stereotype skurkefigur, heltene der klarer den mod alle odds og hele den dyne der. Men argh, selvom Det Vilde Dusin 2 har mange af disse ingredienser, så fungerer filmen bare aldrig rigtig, ikke mindst takket være Steve Martin. Manden der næsten bevidst forsøger, film efter film, at nå komikkens absolutte lavpunkt. Heldigvis er der ikke tale om en solopræstation af ham denne gang, og at han ikke konstant pryder skærmen redder trods alt lidt af filmens ære.
Har du stiftet bekendtskab med den første film med det vilde dusin, kender du allerede til den brogede børneflok. Til dem af jer som ikke aner hvad der snakkes om, kan jeg sige, at der er tale om Tom og Kate Bakers tolv børn, som alle er meget forskellige og sjovt nok udfylder hver deres skabelonsskårne rolle - jeg mistænker postmanden for at have en finger med i spillet, men nok om det.
De stolte forældre beslutter sig for at tage hele familien på ferie til søen Winnetka, hvor de skal tilbringe nogle sjove og aktive dage i hinandens selskab, troede de i hvert fald. Tom Baker (Steve Martin) møder nemlig sin årelange rival, den stenrige Jimmy Murtaugh (Eugen Levy), som ligeledes holder ferie ved søen med sine ni veldisciplinerede børn. For at gøre en lang historie kort, så ryger de to fædre i totterne på hinanden og inden længe kastes begge familier ud i kappestrid for, at se hvilken far der har det bedste afkom. Det er naturligvis ledsaget af masser af tam falden-på- halen og gale løjer fra både børnenes og Steve Martins side. Uha, mon det ender med at alle bliver venner?
Det er bare ikke sjovt! Filmen er helt klart rettet mod det amerikanske publikum, som kan mistænkes for, at lide humor på et lavere plan end os danskere, fordi alt bliver simpelthen skåret ud i pap og det sjove går derved i vasken. At der så ligeledes pøses godt med morale ind i historien gør ikke sagen meget bedre. Faktisk er filmens sjoveste indslag Eugene Levy. I kender ham måske som "faren fra American Pie-filmene". Hans finurlige stil og måden han leverer sine replikker ganske godt, men absolut ikke tilstrækkelig til at redde den sænkende skude. Helt klart ugens undgåelige.