Skip to main content
Gamereactor Film Diary of the Dead
Film

Diary of the Dead

En flok unge studerende filmer hændelserne, da de døde pludselig vågner op som zombier overalt. Zombie-mesteren George A. Romero trænger seriøst til at gå på pension efter dette makværk. Jesper er skuffet.
Jesper Knudsen 9 september 2008

I 1968 blev zombie-genren født, og når jeg taler om zombier, er det de kødædende levende døde, som går i et tempo, der ville få min bedstefar til at ligne Tom Kristensen. George A. Romero var manden, der skabte genren, og siden da har der været adskillige, der har forsøgt at gøre kunsten efter, efter hans klassikere Night of The Living Dead og Dawn of The Dead. Niveauet faldt en smule, da han tilbage i 80'erne lavede Day of The Dead, men stadig var det muligt for ham på bedste vis, at beskrive mennesker i desperate situationer og kampen for overlevelse.

I 2005 lavede han så, hvad man troede, og i mit tilfælde håbede, var den sidste zombie-film fra hans side. Her var hele genren lavet om til noget samfundskritisk fremtidsbøvl, som slet ikke lagde vægt på de menneskelige skæbner og handlinger. Underholdende var den dog, men slet ikke dyb som hans forrige.

Med Diary of The Dead forsøger Romero at vende tilbage til menneskets dystre sider, men resultatet er en flok irriterende unge med to videokameraer, og en film, der er ligeså skudt i hovedet som dens zombier.

Vi befinder os i Pittsburg, hvor nogle universitetsstuderende forsøger at lave en horrorfilm, da de i radioen hører om folk, der vågner fra de døde. Et par smutter hurtigt, en enkelt tror ikke på det og resten diskuterer, hvad de skal gøre, inden de beslutter sig for at køre hjem til deres pårørende. Jason Creed, manden med kameraet, filmer alle hændelserne undervejs, og selvfølgelig bliver turen hjem ét stort blodbad.

Filmen forsøger, ligesom Cloverfield, at beskrive en flok unges situation, da en ukendt trussel pludselig finder sted. Men hvor man i Cloverfield har givet kameraet til, hvad der ligner en totalt uerfaren, skal personen i Diary of The Dead forestille at ville lave en sammenklippet film, ud fra de hændelser, de oplever. Dette resulterer i, at næsten samtlige chokscener falder til jorden undervejs, og flere steder ødelægger det fuldstændig tempoet, når Jason siger, "kunne du ikke lige vente med at gå ind, jeg skal lige have en anden vinkel". Jovist, jeg ved, Romero har sans for ironi, og at hans tempo ikke just altid er det højeste, men af nutidens standarder, er dette alt alt for ringe af en person, der har titlen zombie-mester.

Når det nu er Romero som har lavet filmen, kan man heller ikke komme uden om al den kritik og moralprædiken omkring mennesker, han har valgt at indsætte i filmen undervejs. Det hele bliver så udpenslet, at det i sidste ende bare virker som en generende banalitet.

Hvis man kan kalde Romero en ting, er det tidløs, for det virker som om tiden er gået i stå for ham, siden han lavede Day of The Dead. Der er intet, og jeg gentager, INTET interessant eller overraskende at komme efter i Diary of The Dead. Hvis man skal se en zombie-film med samme forudsætninger, så se den fabelagtigt skræmmende spanske film "[REC]" i stedet.

Fuld profil 65 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.