Die Hard 4

Der var så meget der talte imod den, den nølende fjerde del af en af tidens bedste actiontrilogier. Valget af instruktør faldt på manden bag de to kummerlige Underworld-film, og den første trailer afslørede at McClanes nyeste eskapader var blevet tildelt en lavere aldersgrænse end de tidligere film, noget, der fik de hardcore fans til at bande projektet langt væk, længe inden det nåede det store lærred. Endelig var der også spørgsmålet om den ikoniske hovedrolle, om Bruce Willis var blevet for gammel til at lave actionfilm. I Amerika fik filmen oven i købet en komplet tåbelig og unødvendig navneforandring. Spørgsmålene var mange og tvivlen var stor, også hos undertegnede, men Die Hard 4.0 viser sig at være en yderst positiv overraskelse.

En gruppe terrorister har planer om at sende Amerika tilbage til stenalderen, bl.a. ved at sabotere børsen og hele landets infrastruktur. Til at gøre al det beskidte forarbejde for dem, var en større gruppe hackere landet rundt blevet narret til at arbejde for dem, og da de nu har gjort deres del, bliver de bagefter snigmyrdet: Da John McClane er på vej for at hente og beskytte hackeren Matthew Farrell (Justin Long), bliver han ufrivilligt indblandet og ender hurtigt som en enorm kæp i hjulet på terroristernes plan.

Hele vejen gennem filmen trækker Die Hard 4.0 på de tendenser, der har været i de tidligere film, og det sker på både godt og ondt. Jeg er f.eks. ked af at se handlingen igen er spredt over et større geografisk område, sandsynligvis for at give det hele en mere episk følelse. Første gang foregik det hele i et enkelt højhus, dernæst en lufthavn, så New York og denne gang går McClane på terroristjagt på hele den amerikanske østkyst, og det fjerner den klaustrofobiske følelse og den mere tætpakkede action, der kendetegnede etteren. Som det også var tilfældet i Mega Hard (i øvrigt den dummeste danske undertitel til en film nogensinde), har McClane igen fået et sidekick, og det fungerer faktisk godt.

Selvom Justin Long svinger imellem at være udmærket og være virkelig irriterende, så er der glimrende dynamik og dialog mellem de to. Desværre er skurken i form af terroristlederen Thomas Gabriel ikke specielt vellykket. Talentfulde Timothy Olyphant gør det godt med den ret begrænsede rolle, men han bliver aldrig virkelig skræmmende, og derfor heller ikke en værdig modstander for McClane.

Det bedste Die Hard 4.0 gør er, sjovt nok, at sende hele actiongenren et stort skridt tilbage i tiden. Der er sparet på computereffekterne, og det gør de mange stunts mere realistiske og hårdtslående. Og hvis du skulle være i tvivl, så har alderen ikke tæret det mindste på Bruce Willis. Selvom han har rundet de halvtreds og ikke længere bander som en sømand, er han stadig actionhelten over dem alle.

Jeg havde aldrig turdet stole på, at en forsinket efterfølger som Die Hard 4.0 kunne imponere mig det mindste, men min tvivl er blevet gjort til skamme, og fra den eksplosive start til det minimalistiske slutopgør, skuffer Die Hard 4.0 ikke. Både McClane og Willis er blevet ældre med tiden, men jeg kan ikke påstå, at det ikke klæder dem.