Kontroverserne omkring Disneys seneste live action-remake, denne gang af Snehvide, har været mange og nådesløse. Bortset fra at den unge stjerne Rachel Zegler egenhændigt synes at have saboteret filmens chancer for succes med sine kontroversielle kommentarer, og at filmen er blevet beskyldt for at følge en eller anden form for "woke" dagsorden, har Disney generelt haft svært ved at overbevise sine loyale fans med sine live action-remakes. Deres kedelige genindspilninger har ikke formået at overbevise i årevis, og før Snehvide overhovedet blev udgivet, blev den et hit hos YouTube-skabere, som levede af den konstante negativitet.
Meget lidt af dette ondskabsfulde politiske klima har dog fundet vej til denne film. Faktisk er det overskriftsskabende mediecirkus langt mere interessant end selve filmen, som desværre bare er endnu en i en lang række af lettere intetsigende Disney-remakes. Jeg ville næsten ønske, at filmen havde været mere vovet, end den faktisk er, for årets måske mest kontroversielle film er ikke andet end en harmløs børnefilm, som ingen vil huske i det lange løb. Spørgsmålet er snarere, hvor dårlig filmen egentlig helt inde i sin kerne?
Snehvide er en udvidet nyfortolkning af Walt Disneys animerede mesterværk fra 1937, der tager en simpel eventyrhistorie og fylder den med mere moderne, fremadskuende ideer om undertrykkelse og om at rejse sig imod uretfærdighed. Men det gjorde Snehvide-filmen med Kristen Stewart allerede i 2012, så denne genindspilning har meget lidt nyt at sige på det punkt. Selv om filmen teknisk set er mere avanceret med hensyn til plot, er den også mere tom og åndeløs. Eventyrets enkelhed og budskabet om, hvor langt man kan nå med venlighed, overskygges her af filmens barnlige kamp mellem det gode og det onde, og halvvejs inde i denne green screen extravaganza begynder længden virkelig at tære på en.
Rachel Zegler er det centrale lyspunkt her, for for den unge stjerne er faktisk anstændig i rollen som hovedpersonen. Hendes navn refererer denne gang ikke til hendes hudfarve (som også har været en af online-kontroverserne), men står for hendes klare samvittighed og moralske kompas. Hendes underkæbe lever ganske vist sit eget mærkelige liv i flere scener, men hun formår at sælge sin uskyldige karakter, som har isoleret sig fra sin stedmors dominans og snart bliver et symbol på frihed for det undertrykte folk. Zegler har i det mindste en vis menneskelig charme i filmens klæbrige CGI-dynd, hvilket Gal Gadot desværre ikke formår.
Lad os sige det på denne måde: Nogle skuespillere slipper af sted med deres komisk dårlige præstationer, fordi de udmærket ved, at de er med i en ringe film, og gør det kun for lønnen, på en tilgivende selvbevidst måde. Gal Gadot er ikke en af dem. Hun er forfærdelig som filmens antagonist, som her når et direkte tåkrummende niveau af melodrama. Som en lille perle var dronningen i Walt Disneys oprindelige film mareridtsmateriale, men i denne genindspilning er dronningen så parodisk, at den smule spænding, filmen måtte have haft, bare forsvinder. Kun hendes sang »All is Fair« bevæger sig ind i "Overplay Deluxe"-territorie.
Apropos sange, så er soundtracket ikke meget at skrive hjem om. Der er ikke noget galt med Jeff Morrows komposition, men de nye sange passer ikke godt sammen med de remixede sangklassikere, som i sig selv lyder som overproducerede AI-produktioner. Banj Pasek og Justin Pauls nye materiale mangler også identitet og personlighed, hvilket får de mange nye sange til at lyde ens og smelte sammen til et enkelt generisk soundtrack. I det mindste matcher det filmens sprudlende visuelle udtryk i Disneyland-stil.
Når dværgene introduceres, forvandles filmen til noget lig uncanny valley-horror, der afskrækker mere end det charmerer. Ideen er sådan set fin nok, men i praksis fungerer de bare ikke rigtig. Hvis det ikke allerede er klart, har vi voksne meget lidt at vinde ved denne film, da der er meget lidt at blive begejstret over.