Der er en meget speciel stemning i Palads' foyer her til aften. Det er endnu en gang tid til en premiere på en Quentin Tarantino-film, og som altid ser folk frem til både at blive underholdt men så sandelig også at blive provokeret. Endelig åbnes dørene, og folk strømmer ind i den store sal. Jeg føler et lille stik i siden af spænding, som jeg plejer når jeg går ind og ser en film der har fået en del nomineringer til årets Oscar uddeling.
Er rosen fortjent? Hører filmen virkelig til blandt årets bedste? Disse spørgsmål runger i baghovedet, da lyset bliver dæmpet og filmen endelig går i gang.
Filmen begynder i det sydlige USA, to år før den amerikanske borgerkrig, hvor vi følger den frigjorte slave Django (Jamie Foxx) og dennes søgen efter hans tilfangetagne kone. Django får hjælp af den komiske dusørjæger Dr. King Schultz (Christoph Waltz), og sammen tager de på en blodig rejse gennem slaveplantager og bjergområder for at finde Djangos kone og samtidig måske udløse en dusør på de farlige Brittle Brothers.
Jeg sidder i mørket med forventningerne skruet i vejret, for det her er jo ikke bare en tilfældig, voldelig ode til western-genren. Det er en Quentin Tarantino film. En gedigen kritiker-darling og voldsfikseret mesterinstruktør, der i sin tid både har afleveret tusindvis af uforglemmelige dialoger og stærke action-sekvenser.
Der går et sug igennem salen. Jeg vender mig og kigger på det skraldgrinende publikum. Det er latter. Det viser sig nemlig overraskende nok, at Django Unchained er hysterisk morsom. Fede one-liners, kreative dialoger og et fuldstændig eminent cast sikrer at Django Unchained ikke bare er den voldssymfoni som man forventer, men så sandelig også giver grinemusklerne krampe. Eksempelvis trækker Django en revolver og rammer midt i brystet på sin fjende og siger "I like the way you die boy".
Det komiske element kommer delvis fra det sarkastiske manuskript, men mest af alt fra filmens alsidige karaktergalleri, der sørger for et ordentligt skud personlighed i det ellers ret action-prægede univers. Blandt andet Samuel L. Jackson er uforglemmelig i rollen som Stephen. En karakter som, ifølge Tarantino, skal kropsliggøre de mest forhadte afrikansk/amerikanske stereotyper. Dertil kommer Leonardo DiCaprios excentriske mesterpræstation som slaveejeren Calvin Candie, der er lige dele psykopat og sydstatsgentleman.
Karaktererne og skuespillerpræstationerne skjuler filmens spilletid på tre timer med lethed, og dertil kommer fortællertempoet der er så finjusteret at man aldrig keder sig. uanset om det er minimalistisk dialog eller voldsomme shoot-outs.
Balancen mellem absurd komedie og seriøs historisk refleksion, er også et af Django Unchaineds stærkeste pointer. Ja, der fokuseres på de underholdene elementer, men tit pardannes disse med en stærk historisk bevidsthed. Det er altså en blodig actionkomedie, men også en film om slaveri og på trods af filmens komiske natur, mister filmen aldrig grebet om kildematerialet. Tarantino bruger desuden også rundhåndet af forskellige westernsange, der perfekt understreger den genre og de traditioner, filmen ønsker at parodiere.
Django Unchained var en enestående oplevelse, og da filmens rulletekster kørte over skærmen vidste jeg, at dette bliver en af årets film. På vej hjem gennem det mørke København fangede jeg mig selv i både at grine lidt over den skarpe dialog, men også reflektere over en af de mørkeste perioder i moderne historie.
Via et skarpt cast, solidt tempo og intelligent manuskript, beviser Quentin Tarantino endnu en gang, at han er en af Hollywoods mest alternative og bedste filmmagere. Django Unchained er et must-see.