
Hvis dit toilet er tilstoppet og du ikke kan ordne det selv, går du til en VVS-mand. Hvis du har brug for en djævleuddrivelse, går du til en præst og hvis du gerne vil nyde en kanon tv-serie, går du til BBC. Så enkelt kan det siges. BBC har leveret det ene pragtstykke indenfor britisk tv efter det andet og selskabet har i høj grad sat sit præg på den britiske sendeflade. De engelske krimiserier er blandt de bedste verden, komedierne er i en klasse for sig og de er åbenbart også kanongode til at lave sci-fi. Det slår Doctor Who fast med syvtommersøm.
Unge Rose Tyler dødkeder sig. Ikke bare på det normale plan, men helt enormt meget. Hverdagen er triviel og hun føler hun sidder fast i det typiske britiske liv, fanget mellem at bo hos sin mor, den halvkedelige kæreste og fish ´n´chips take-a-way. Men da Rose forvilder sig ned i kælderen af det storcenter hun arbejder i, og mannequindukkerne pludseligt bliver levende og overfalder hende, dukker Doktoren op - intet for- eller efternavn - bare Doktoren. Han er fra fremtiden og har muligheden for at rejse gennem tid og rum. Han får reddet Rose og samtidig frelst London fra dens totale undergang - noget han for gjort vane af gennem serien. Da Doktoren skal til at af sted igen, ser Rose sit snit til at få et liv med indhold og hun tager med Doktoren ud for at rejse rummet tyndt.
Doctor Who blev først lavet tilbage i tresserne, nu har BBC bestemt sig for at bringe ham tilbage i live og det gør de med bravur. Rose og Doktorens rejser er evigt overraskende og altid leveret med et glimt i øjet. På turen møder de alt fra Charles Dickens til quizprogrammer 200.000 år ude i fremtiden. Variation er herlig og tempoet er evigt underholdende. Det hele er tilsat en herlig form for humor og så snart et afsnit er set til ende, skal du dy dig for ikke at se videre med det samme, bare for at se hvad de nu finder på. Purunge Billie Piper gør det fint i rollen som Rose, hvis liv lynhurtigt går fra at være jordens kedeligste til at være det mest spændende og risikofyldte. Endelig er Christopher Eccleston herlig i rollen som Doktoren, som altid har et dumt smil og et højt humør parat, uanset hvor overhængende faren er.
En af seriens eneste problemer er, at de første par afsnit er lidt rodede, hvilket næsten altid hænder når en ny serie skal skydes i gang og derved forklares lidt for meget på lidt for kort tid, og når du som seer, endnu ikke er inde i seriens rytme endnu, virker det lidt kaotisk. Problemet løser dog sig selv, hvis du ser afsnittene mere end én gang. Doctor Who fik kæmpe succes, da den blev vist på britisk tv og det er ikke svært at se. Ærkebritisk og helt igennem underholdende og jeg kan dårligt vente til jeg får fingrene i anden sæson. Kan klart anbefales.