Dream Scenario

Det kræver stor dygtighed fra en instruktørs side at få det bedste ud af Nicolas Cage. Giver man den excentriske skuespiller for meget plads, overtager han ofte fuldstændig en film (med morsomme, men også lidt blandende resultater til følge), og lukker man inde med et for stramt manuskript, sygner han hen som et majestætisk dyr i en underbudgetteret zoologisk have. Martin Scorsese, Werner Herzog og David Lynch er nogle af de instruktører, der er lykkes med denne svære balancegang, og nu skriver norske Kristoffer Borgli skrive sig ind på den flotte liste. Ikke nok med det, så formår instruktøren i sin internationale debut, Dream Scenario, også at levere en smart film med meget på hjerte.

Den medlevende komedie fremviser først og fremmest et af de mere undervurderede aspekter ved Nicolas Cage - hans evne til at spille helt og aldeles ynkelig. Hans karakter Paul Mathews er en nær-skaldet underviser i social biologi, og med læspende stemme, foroverbøjet positur og yderst tvivlsom tøjstil formår Cage at på det nærmeste at personificere en midtvejskrise. Paul ønsker at skrive en bog, der for alvor etablerer ham inden for sit forskningsfelt, men har aldrig fået sat sig til tasterne, og hans karakter - eller mangel på samme - illustreres flere i gange i filmens åbning, som da han forsøger at afpresse sig til (og sidenhen trygle om) en kreditering fra en tidligere underviser. Paul er bestemt ikke bemærkelsesværdig, ja måske endda en anelse kedelig, og da han holder en forelæsning om, hvordan zebraen evolutionært har fået sine striber for at kunne gemme sig blandt de andre dyr i flokken, er pointen ikke til at tage fejl af.

Alt dette ændrer sig dog pludselig, da flere og flere begynder at drømme om Paul. Uanset hvilken type drøm, det drejer sig om, optræder Paul i baggrunden, som en passiv observatør. Selvom hans manglende heltegerninger i drømmenes rige irriterer ham, er Paul ikke sen til at gribe sine 15 minutters berømmelse, med det resultat at drømmeepidemien spreder sig, så alle snart alle taler, og ikke mindst drømmer, om den anonyme professor. Pauls familie forsøger ihærdigt at holde hans svævende ego en smule nede, og det medfølgende familiedrama skaber nogle stærke scener, da særligt kemien mellem Paul og hans kone Janet (Julianne Nicholson) virker yderst troværdig.

Forholdet til konen, der langsomt begynder at falde fra hinanden, fungerer både som filmens emotionelle anker og plottets fyrtårn, som handlingen bevæger sig henimod. Det fungerer godt, men ikke fuldkomment, for man får hurtigt fornemmelsen af, at Borgli og de andre producenter fra A24 har fået en idé og så ellers bare har taget den så langt som muligt - uden nødvendigvis at have en slutning eller pointe for øje. Efter det indledende familiedrama sætter filmen skarpt på berømmelsen i massehysteriets og de sociale mediers tidsalder, da et reklamebureau forsøger at kapitalisere på Pauls brandværdi. Herefter bliver de kollektive drømme om den anonyme professor mørke og foruroligende. Paul bliver lagt for had, og nu handler filmen pludselig mere om cancel culture, da den uheldige professor kæmper, ikke blot for sit job og renomme, men også for sine (pludseligt opståede) principper. Indsæt drømmesekvenser, humoristiske indslag, action og endda nogle sci-fi-elementer, og du får en film, der bestemt ikke spilder et eneste af sine 100 minutter.

De mange skift i tone, handling og sted, kan godt virke voldsomme, men afspejler vel på sin vis drømmens natur, hvor associationer spiller gæk med virkelighedens triste kausalitet. Vi ved aldrig helt, hvor filmen er på vej hen, men alligevel hænger det hele sammen. Også filmens tekniske komposition låner et trick eller to fra drømmenes drejebog. Eksempelvis er her masser af scene med spejle og spøjse kameravinkler, og både drømmetydere og filmanalytikere får serveret en massiv tagselvbuffet. Desværre er de egentlige drømmesekvenser, som filmen indeholder en del af, en smule sløve, og de gør i mine øjne ikke nok for at adskille sig fra de mere "virkelige" scener.

Alt dette kan måske lyde lidt voldsomt på skrift, så lad mig slutte af med at understrege, at Dream Scenario bestemt ikke er nogen David Lynch-film. Trods lidt svingende satire og nogle løse plottråde, så er det centrale drama stærkt, og filmen er meget velspillet med stærke præsentationer af blandt andet Tim Meadows som Pauls sympatiske afdelingsleder og Dylan Gelula som en ung marketingassistent med en stærkt (og lidt foruroligende) attraktion til den lidet attraktive professor. Vi kommer hele følelsesregisteret rundt med grin, gru og gråd, og selvom Dream Scenario næppe vil efterlade noget varigt indtryk, så er det klart en biografoplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.