Dredd

Den engelske forfatter Alex Garland udgav i 1996 sin første roman om en gruppe backpackere på jagt efter en sagnomspunden turistfri ø i Thailand. Bogen hed The Beach, og mens den var spændende og samfundskritisk læsning, var filmen en poppet genfortælling der tog sig en del friheder. De friheder var dog intet mod hvad Dredd-fans skulle leve med året inden.

Sylvester Stallone tog hovedrollen i en stort opsat action-film baseret på 2000AD-tegneserien Judge Dredd. Det var der flere problemer med. For det første var det dengang man endnu ikke turde markedsføre filmatiseringer baseret på tegneserier til voksne. For det andet havde man betalt kassen for at få Stallone med, så selvom Dommeren ikke var synderligt pumpet (især ikke i McMahons streg) og aldrig tog sin hjelm af i tegneserien, var det netop hvad man som fan måtte leve med her.

Historien var en pompøs sammensmeltning af en masse større fortællinger fra fremtidsverdenen, og det samme gjaldt personerne. Joseph Dredds bror Rico var således en blanding af pladder og en anden tegneseriekendis, overdommer Cal. Historien lå tættere på Demolition Man end 2000 AD-hæfterne, og Stallone var malplaceret i rollen som den følelseskolde dommer.

Men lad os lige få på plads hvem dommeren er.

Tegneserien
I 1977 dukkede Dredd for første gang op i det engelske tegneseriemagasin 2000AD. Her fik vi en række korte fortællinger, der alle havde det tilfælles, at de foregik i nogle dystopiske fremtidsuniverser. Judge Dredd blev skabt af John Wagner og tegneren Carlos Ezquerra med input fra deres daværende redaktør Pat Mills. Wagner havde tidligere skrevet en del knaldromans-lignende tegneserier, der havde mere tilfælles med Dirty Harry end fremtidsdystopi. Planen var dog heller ikke at ende så langt ude i fremtiden som de gjorde, og karakteren var faktisk tænkt som en kommentar på datidens frembrusende engelske højrefløj. Ezquerras tegninger vandt dog Wagner over, og universets historier endte med at finde sted fra 2099 og frem. Ganske vist havde Dommerne afsat den amerikanske præsident og ophævet demokratiet i 2070 efter tredje verdenskrig, men dette blev fortalt gennem tilbageblik.

Dredd fortæller således historien om et amerikansk samfund genopbygget efter en altødelæggende atomkrig. Dommeren er en af Mega-City Ones mest frygtede ordenshåndhævere. Byen er underlangt en totalitær styreform, der ganske som forventet i et diktatur giver byens politi tre roller i effektiviseringens navn: jury, dommer og bøddel. Som Dredd selv siger: Demokrati er ikke for folket. Dredd er ikke en rar person, han er ikke en antihelt og han er absolut ikke en helt. Han er et redskab og en klonet enmandshær, der som byens mange andre dommere skal sikre lov og orden i den overfyldte by, der nu huser omkring 800 (et tal der i tegneserien efter den 48 afsnit lange Day of Chaos nu er væsentligt mindre) millioner indbyggere. Og han er et effektivt følelseskoldt redskab. Han er en Robocop (der i øvrigt er inspireret af Dredd) uden følelsespladderet.

Mega-City One er fyldt med de såkaldte Mega Blocks, som i bund og grund er "mindre" bysamfund pakket i enorme bygninger. Folk lever og dør ofte i disse uden nogensinde at have forladt dem, og de højteknologiske bygningsværker giver ordet nabokrig en helt ny betydning.

Judge Dredd blev en bragende succes, og den grumme ordenshåndhæver blev hurtigt synonym med 2000AD-hæfterne, selvom han først dukkede op i magasinets anden udgave. Herhjemme forsøgte Interpresse sig med Dommeren Dredd i Seriemagasinet, der dog modsat 2000AD indeholdt alt fra Lucky Luke til Splint & co. I midtfirserne fik Dredd sit eget danske magasin, der lukkede allerede efter 13 numre, men som blev genudgivet samlet i 1995 i form af albummet Legender fra Megabyerne.

Modsat traditionelle superheltetegneserier bliver Judge Dredd-universet dog ikke holdt i limbo. Spider-Man er måske evighedsstuderende med fotojob, men et år for os, er et år for Dredd i Mega-City One, og tegneseriens historier bevæger sig i dag omkring år 2135. Han holder sig dog som alle gadedommerne aktiv ved hjælp af medicinsk behandling.

Dredd har siden seriens begyndelsen taget tunge politiske emner op, og i 2005 berørte den eksempelvis anti-terrorist-lovgivningen i England og USA. Demokratiet og nutidens ligegyldighed er også blevet sat under lup i en længere historie, hvor borgerne efter 40 år uden demokrati, mislykkedes med at genindføre det, da de ganske enkelt ikke mødte op for at stemme. Utvivlsomt hjulpet på vej af Dredds indsats, der inkluderede at udsulte fortaleren for demokratiet, så vedkommende faldt om på valgdagen, mens bestilt regnvej gjorde det ekstra kedeligt at møde op til varslet demonstration.

Judge Dredd er med andre ord en grum fascist leveret gennem dagligdagsfortællinger, der svælger i bidende sarkasme. Netop derfor er han fascinerende, for han tror vitterligt på det retssystem han repræsenterer, og der er ikke plads til gråtoner. Kun retfærdigheden. Det er samfundskritik og politiske kommentarer serveret som actionfyldt sci-fi. Og nu er det endnu en film.

Filmen
Aner du intet om Dredd, venter der dig lidt af en mundfuld her, og i virkeligheden er det ligegyldigt at anmelde Dredd som andet end Dredd. Det ville være som at konstatere at Lord of the Rings ikke burde have så mange små nisser med ringe og derfor er en ligegyldig film.

Modsat så mange af nutidens superheltefilmatiseringer og for den sags skyld filmen fra 1995, får du ikke den store introduktion til universet. Det forventes at du accepterer at "sådan er det" uden yderligere forklaringer. Dette er en dag som så mange andre i Mega-City One.

Vi følger Dommeren på en tilfældig rute med tilfældige opgaver. Denne dag har Dredd dommerkandidaten Psi-Judge Cassandra Anderson med på vagt, da han har fået til opgave at vurdere Andersons egnethed til faget. Ifølge optagelsesprøverne har hun dog allerede fejlet, men da hun besidder evnen til at læse tanker, har Justistministeriet valgt at lade hende komme på prøve alligevel med Dredd som endelig censor.

I det ressourcefattige samfund rykker dommerne dog kun ud til seks procent af nødopkaldene, og disse prioriteres ganske enkelt som det passer dommerne. Denne dag er det Anderson, der træffer valgene som led i evalueringen.

De to dommere ender med at rykke ud til tre bestialske mord i en af de kilometerhøje megablokke, og inden de får set sig om, er de spærret inde i et tohundrede etagers slumkvarter som jaget vildt. Med andre ord The Raid: Redemption i sci-fi. Sådan da.

Stram og klaustrofobisk kameraføring, krydret med ultravoldelige CGI-effekter (der er smukke i 3D, hvis man vil det), sætter dagsordenen. Humoren glimrer oftest ved sit fravær, og når den endelig dukker op er det i den sorteste form. Som når en bunke uskyldige fanges i krydsild og Dredd rapporterer til kommandocentralen, at der er brug for et redningshold, da der er kroppe som skal afhentes til genbrug, mens en fejemaskine allerede er ved at fjerne blodet. Det er morbidt, dystert og til tider tragikomisk.

Karl Urban tager rollen som Dredd, og det er tydeligt at se at han er selverklæret fan af universet. Når han følelseskoldt med sammenbidte læber, nedadgående mundvige og velovervejet kropssprog snerrer kommandoer er det med en energi der imponerer, især med tanke på at øverste del af ansigtet under hele filmen er dækket af hjelmen. Han er Dredd.

Olivia Thirlby gør ligeledes et godt arbejde som PSI-dommeren og den mere menneskelige ordenshåndhæver. Det er samtidig en sand fornøjelse at opleve hvor meget ondskab Lena Headey kan levere som filmens vansirede hovedskurk, den tidligere prostituerede og nu fungerende bandeleder Ma-Ma.

Selvom filmen er fyldt med CGI-effekter, bliver det aldrig for meget andet end ganske bevidst, når utallige slow-motion-scener udpensler volden og blodet på fremragende vis. Ikke kun fordi de oversaturerede og filterfyldte farvekompositioner er fandens lækre at se på, men også fordi der sjældent er en scene, som ikke føles som et labert stilleben fyldt med ultravold og velvalgte vinkler.

Det er dog tydeligvis en mindre film udviklet for et lavere budget end nutidens blockbustere. Alligevel er de imponerende RED MX- og Phantom Flex high-speed kameraer en del af processen, og gør deres til at sikre en forbløffende visuel kvalitet. Filmen er til tider bevidst svøbt i næsten surrealistisk bløde optagelser, men det bliver altid fulgt til døren af knivskarpe billeder og fremragende lyslægning. På blu-ray er intet gået tabt, og det er en fornøjelse at se på.

Det er ikke kun billedet der fungerer. Lydsiden er ganske vist underspillet, men så fremragende produceret, at man let kan indkøbe denne skive som reference-blær, hvis anlægget er på plads. Et elektronisk og ret industrielt soundtrack fra Paul Leonard-Morgan mikser beskidte guitarsamples med electro-lyd og matcher ligeledes fint dødsballetten og de utroligt mange blodige drab. Når filmen er til ende, har vi på mange måder fået en moderne Die Hard serveret.

Alligevel er der en chance for at den småbid af Dredds liv, man som ubekendt med universet har været vidne til, vil efterlade en med smagen af at have set en rigtig god pilot på en ny tv-serie. Om det er nok skal jeg lade være usagt. For det er ikke sådan jeg som langvarig læser oplevede gensynet.

Filmen og tegneserieånden
Er du ligesom jeg storfan af tegneserien venter der dig en sand lykkerus. Wagner, som har arbejdet på serien siden begyndelsen og stadig gør det i dag, er med ombord. Filmens Mega-City One er derfor genkendelig og tro mod tegneserien. Pete Travis leverer som instruktør det han skal. Førnænvte Alex Garland, der har skrevet filmens manus, forstår ligeledes universet, og med tidligere forfatterarbejde på blandt andet spillet Enslaved: Odyssey to the West er han heller ikke uvant med at levere anderledes sci-fi. Der er dog stadig taget enkelte friheder. Stort set alle er heldigvis til det bedre.

Som Garland selv forklarer, har de bevidst valgt at sprede de enorme Mega Blokke mere end de er i tegneserien, for ganske enkelt at gøre det tydeligere hvor store de er. Dommernes velkendte Lawmaster-motorcykler er blevet redesignede, og det samme gælder uniformerne. At filmen er blevet til på et lavere budget gør dog til tider, at fremtiden ikke leveres helt så futuristisk som man kunne ønske sig. Eksempelvis er der ikke skyggen af de enorme mobilehomes på vejene.

Lawmaster-motorcyklerne kan nu rent faktisk køre og gør det også (modsat de mere tegneserietro udgaver i 1995-filmen). Til gengæld har de mistet deres enorme pondus og guldskinnende ørne. Man skulle nu tro, at noget så ikonisk fra tegneserien ikke kunne redesignes uden ramaskrig, men fakta er, at ligesom Wolverine ville se tåbelig og utroværdig ud på film i gul/blå-spandex, på samme måde ville de i tegneserien så ekstravagante uniformer og køretøjer se tilsvarende fjollede ud.

Dommernes uniformer er derfor også barberede ned i udseende. Der er ikke længere enorme guldskinnende skulderpuder, kæder og andre upraktiske detaljer. Man føler vitterligt at de mørke uniformer er designet til kamp og til at yde beskyttelse. De virker funktionelle og bibeholder alligevel alle de vante kendetegn. På skuldrene finder man stadig de velkendte symboler, og man kan under den beskidte og slidte overflade fornemme at guldet stadig glimter. Hjelmen har til gengæld fået sit vikingeagtige kryds tilbage, og dommernes personlige håndvåben, Lawgiver, opfører sig nøjagtig som man ville forvente. Det er stemmestyret død og ødelæggelse i lommeformat, med masser af kærlige referencer til tegneserien.

Apropos referencer, så svømmer filmen i disse. Megablokkene er opkaldt efter mange af de velkendte personer fra og omkring universet. Selv computerskærmens GPS-lokationer driller med tal, der refererer direkte til at filmen er optaget i Cape Town og Johannesburg. Judge Hershey, Krysler og flere andre karakterer fra universet popper diskret op undervejs i fortællingen, og der er på alle måder gjort sit til at tegneseriefans sidder med et bredt smil på læberne.

Ikke mindst fordi Karl Urban leverer en dommer, der er som taget direkte ud af en Brian Bolland-tegning, mens plottet er som man kunne forvente det fra andet end de længere Dredd-sagaer: skævt, underspillet og uden de store armbevægelser. Bare endnu en dag i Mega-City One.

Som storfan af tegneserien er det let at give en karakter i top til denne fortræffelige filmatisering, og vil man bare nyde en actionfilm, må man bestemt sætte pris på det stramme katten-efter-musen-design. Alligevel vil den for andre end Dredd-kyndige næppe have samme gennemslagskraft.

Dredd er ikke en ny Dark Knight, men nærmere en moderne tilgang til den slags underholdning som Terminator, Robocop og John McClane ville levere. Er du ude efter action får du det, også selvom filmens bedste referencer og sarkasme måske farer henover hovedet på dig, og du derfor godt kan fjerne to karakterer fra resultatet her til højre.

Personligt var Dredd et langt bedre gensyn med Mega-City One end jeg havde turdet håbe på, og er du fan af Dommeren, er dette en sikker film til samlingen.

Negotiation's over. Sentence is death.