"Grunden til at anmeldere altid giver franske film topkarakterer, er fordi danske biografer kun importerer cremen af cremen fra det fransk filmmarked. Vi ser kun det bedste fra Frankrig", forklarede filmanmelder Søren Høy mig engang. Måske dengang, ja, men tesen gælder vidst ikke længere, for Luc Besson har med sit produktionsselskab EuropaCorp længe satset på markedet for verdens hjemmebiografer, leveringsdygtig i film efter formlen: Direct to video.
EuropaCorp har også produceret denne animationsfilm, Drengen med det Tikkende Hjerte - et eventyr med klassisk udgangspunkt, et moderne tempo og en rablende obskur historie. Kernen har ellers et fint potentiale: Drengen Jack bliver født på årets koldeste vinterdag hvor alt fryser til is på sekunder. Også hans hjerte, som lynhurtigt bliver udskiftet med et kukur af byens gode heks. Dog med et lille "men": Urværket kan ikke holde til at Jack bliver forelsket. Det skrøbelige, mekaniske hjerte var rigeligt til at fylde en godhjertet historie.
Nok er ikke nok for Drengen med det Tikkende Hjerte, som efterfølgende mister fokus i et ramasjang af musikalske indslag, fragmenterede oplevelser, stiløvelser og manglende mådehold. Der er periodiske smukke, mørke og kreative sekvenser gennem papir-verdener og surrealistiske togkupeer, men nøglen, der skal binde omstændighederne sammen, er tabt efter første akt.
Drengen med det Tikkende Hjerte er fransk-agtigt forfriskende anderledes med en dristighed helt anderledes end amerikanske metervarer, men filmens mærkelige og selvoptagede tankegang kan ikke knytte sig med et undrende publikum. Effekters forfængelighed og skøre idéer er desværre også et symptom vi ofte oplever i franske familiefilm. Resultatet er en sum som føles mindre end dens enheder, og en kunstnerisk gejst der ikke formår at samarbejde med scriptet.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven her intet ekstramateriale. Det skal også nævnes at filmen har både har engelsk og dansk tale, men ingen danske undertekster. Feinschmeckere havde nok foretrukket det originale, franske lydspor med danske tekster.
