Skip to main content
Gamereactor Film Drengerøve
Film

Drengerøve

Fem midaldrende mænd ødelægger deres ry med tåkrummende humor.
Julie Horup 22 februar 2011

Der er ikke noget værre end midaldrende mænd, der tror, de er sjove. Det kan være ens pinlige onkel eller far, eller også kan det være en samling af Hollywoods skuespillere, der tilsammen udgør den værst mulige kombination. På papiret burde Kevin James, Adam Sandler, Chris Rock, David Spade og Rob Schneider nemlig være en nogenlunde sikker succes, hvis man ellers synes, at de er underholdende, men resultatet er derimod trættende, kedeligt og direkte forfærdeligt, når Drengerøve folder sig ud fra sin værste side.

Den lille form for handling, der udspiller sig i filmen, starter med gruppen af de bedste venner, der samles efter deres basketball-træner fra barndommen er død. For at overkomme sorgen og genfinde deres fortabte venskab tager de koner og børn med til et afsides sommerhus, hvor weekenden bliver livsbekræftende for gruppen og ulidelig for publikum.

Med samlingen af komikerne er der nemlig smurt alt for tykt på med dødssyg humor, hvor de fleste jokes trækkes så langt ud, at det bliver decideret pinligt. Om det er fordi, at filmen ikke tager publikum seriøst eller simpelthen tror, at vi ikke er i stand til at sætte to brikker sammen, står ikke helt klart, men ligemeget hvad resulterer det i en langtrukken og patetisk oplevelse. Derudover er det aldrig en succes at være belærende om livets vigtige værdier og moraler, når man overser og glemmer alt om, hvor grænsen går for vittigheder med seksuelle og til tider klamme undertoner.

Bedre bliver det ikke, når stort set alle skuespillerne beviser, hvorfor nye og yngre kræfter er ved at overtage de attraktive roller i Hollywood. Rob Schneider og David Spade burde omgående lægge deres karrierer på hylden, selvom de nu har aldrig har taget fart, og især Salma Hayek bør helt holde sig fra de mindre alvorlige roller. Hun er en pinlig skygge af sig selv, der aldrig kommer længere udover kanten end at være i besiddelse af en attraktiv krop. Faktisk er det kun Kevin James, der kan formidle grinene, hvilket er lidt af en sørgelig tanke, når man ser folk som Adam Sandler og Steve Buscemi kæmpe i baggrunden.

Der kommer en tid, hvor man er nødt til at indse, at den ikke går længere. Drengerøve har åbenbart passeret den tid i flyvende fart for at styrtdykke med et brag. Jo, der er da få sjove øjeblikke, men de overskygges af en uforklarlig trang til at trække morsomheden ud på et absurd og latterligt plan, hvor ydmygelse åbenbart er i højsædet. Det er pinligt at se en samling af komiske talenter gå til spilde på denne måde, og med det sagt kan Drengerøve ikke være andet end en nødløsning, hvis man har et desperat behov for et godt grin.

Ekstramateriale
Hvis man af uransagelige årsager skulle være interesseret i mere fra drengerøvene, er der en bunke ekstramateriale, blandt andet med fraklip, sekvenser om skuespillerne og et segment om instruktøren, men nævneværdigt bliver det aldrig.

Fuld profil 14 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.