Dune: Part Two

Lad mig starte med at slå fast, at hvor få film er decideret perfekte, så betrager jeg Denis Villeneuves samlede filmiske virke, og derigennem også den første Dune, som værende noget tæt på et mesterværk. Det er ikke det samme som at jeg ikke ville ændre noget ved et eneste frame, få stykker kunst er direkte ufejlbarlige, men Villeneuve demonstrerer gang på gang at han mestrer sit "craft" på sådan en fascinerende facon, at selv noget så vanskeligt som en storladen og alligevel intim fortolkning af en af de mest avancerede, dybsindige og allegoriske sci-fi romaner alligevel ikke er noget der ligger uden for hans rækkevidde.

Villeneuve har efterhånden instrueret og skrevet så mange bundsolide film tværs af genrer, at konceptet om "den svære toer" ikke rigtig gælder, men samtidig må der siges at være pres på i denne usikre tid, hvor enkeltstående film bliver millionsucceser, men engang faste størrelser, såsom alt både DC og Marvel har produceret det sidste stykke tid, ikke længere kan betragtes som værende træfsikre. Hvordan fungerer et sci-fi epos med meget på hjerte til $190 millioner, og som skal forsøge at lukke og slukke for en vild, ambitiøs fortolkning af Herberts roman?

Okay, jeg trækker tiden. Svaret er, ganske enkelt, at Villeneuve ikke bare demonstrerer at han i bund og grund forstår hvad Dune handler om, og formår at finde frem til essensen, den røde tråd, i Herberts mildest talt facetterede skriverier. Dune Part Two er blandt Villeneuves bedste, som ikke siger så lidt, og det er uden tvivl en af årets bedste storfilm af en række forskellige grunde.

Part Two samler diverse tråde op efter den ret kyniske, systematiske og planlagte udryddelse af Atreides-familiens virke på ørkenplaneten Arrakis, og den rivaliserende klan, Harkonnen-familien, driver nu igen den eftertragtede spice-produktion med kejser Shaddam IV's velsignelse. Paul Atreides må og skal hævne sig på Harkonnen-familiens overhoveder og resten af det bundkorrupte Landsraad, og det gør han gennem Fremen-ørkenfolket, der kvadratkilometer for kvadratkilometer skal yde modstand mod Harkonnen-overtagelsen.

Mange af de centrale tilbageværende skikkelser fra den i forvejen stjernespækkede første film vender tilbage. Timothée Chalamet er gudsbenådet som Paul, men selvom at Dune Part Two er "hans" film så at sige, så bakkes han op af et storslået cast bestående af Josh Brolin, Zendaya, Rebecca Ferguson og Stellan Skarsgaard, samt nye ansigter i form af Austin Butler (der er fantastisk som den ret centrale Feyd-Rautha Harkonnen), Florence Pugh og Christopher Walken. En god portion af filmens budget er gået til dette vilde udvalg, men man får samtidig fornemmelsen af at ingen er valgt alene på grund af starpower. De er der fordi de legemliggør deres respektive karakterer med dybde og dedikation, og der findes ikke et svagt led imellem dem.

Kombineret med nogle af de mest episke krigssekvenser jeg tror nogensinde er blevet bragt på det store lærred, der godt nok benytter sig af CG-animation, men som gør det på en uhyre taktil og fysisk måde (ligesom The Lord of the Rings eksempelvis også gjorde). Desuden leverer Hans Zimmer hans måske bedste score til dato, og godt nok er noget af hans arbejde en kende opreklameret hvis du spørger mig, så er det her mindeværdigt, bizart, unikt og ikonisk.

Er der så nogle ankepunkter? Nja, jo, selv med masser af egentlige plotstrenge at hive fat i, karakterer at eksponere og udbygge og begivenheder at dække, så føles Dune Part Two lang. To timer og 46 minutter skal man ikke kimse af, og det er så absolut meget få film, ja nogensinde, der er så lange uden at man føler et lille stik i siden undervejs, der minder en om at balancepunktet mellem episk omfang og noget der egentlig bare er langtrukkent for at være det er så tynd som en knivsæg. Dune Part Two føles lidt for lang, men jeg har gentagne gange fremstillet denne anke ved større Hollywood-film, og har forstået derigennem at ikke alle oplever den metaltræthed på samme måde som jeg gør. Den anden side af den mønt er dog, at Dune Part Two har brug for sin lange spilletid for virkelig at udforske nogle af de mere centrale tematikker, der er så afgørende for succesfuldt at kunne påstå at man har fortolket Herberts værk, og det lykkedes til den helt store guldmedalje. Faktisk er der tidspunkter hvor den egentlige handling sågar bevæger sig en kende hurtigt, som igen beviser hvor vanskeligt det reelt set har været at fastholde den røde tråd. Men det er altså lykkedes, det er det virkelig.

Og med det er vi i mål. Villeneuve gjorde det, castet gjorde det, manuskriptforfatter John Spaiths gjorde det, komponist Hans Zimmer gjorde det, de leverede en succesfuld, ambitiøs og velkonstrueret fortolkning af en bog som tidligere blev betragtet som værende netop umulig at fortolke. Ikke bare det, i samme ombæring har Villeneuve kun yderligere cementeret sit ry som en af Hollywoods mest konsekvente og spændende instruktører - ja, måske nogensinde. Med syv film bag sig, hvoraf alle får en helhjertet anbefaling herfra, så er der ikke andet end at sige; bravo.