Dungeon Hunter 4

Dungeon Hunter. Verdens bedste dungeon crawler til iOS og Android, så enkelt kan det siges. Kigger du på karakteren her til højre, så kan det udsagn måske undre en smule.

Men lad os først gå tilbage i tiden.

Da det første Dungeon Hunter udkom tilbage i 2009 viste det for alvor, hvad man kunne levere på en mobil platform. Jeg kvitterede med et flot 9/10 i anmeldelsen. Efterfølgeren, der udkom i 2010, fik et respektabelt 8/10. Originalens efterfølger var rigtig god, og det var kun de mobile platformes stadig bedre udgivelser, der gjorde, at karakteren røg et enkelt hak ned på skalaen. Selv PS3-udgaven nød jeg.

Med Dungeon Hunter 3 tabte Gameloft alt hvad jeg havde af kærlighed til serien. Den fornøjelige Dungeon Hunter-serie, den fine historie og de mange spændende lokationer var blevet degraderet til en uendelig arena-baseret (kedelig) kamp for at bruge rigtige penge, for igen at kunne fortsætte de kedelige kampe. Mit loot-elskende hjerte var sønderknust.

Det er fint at eksperimentere, men helt ærligt? At trampe på en så veletableret serie var for meget. Jeg gad ganske enkelt ikke engang anmelde titlen. Den var alligevel gratis og tæt på en falliterklæring, på trods af, at den måske havde virket fint, under et andet navn. Du laver heller ikke et nyt Jak & Daxter, og sætter heltene i en gokart, vel? Eller jo, det gør du. Men så må du også være forberedt på tæskene det giver, især hvis du ikke leverer.

Fortræffelig dual stick-shooter som magiker eller bueskytte, herlig buttonmashing som blademaster, og uretfærdigt hårdt som kriger.

Dungeon Hunter 4 vender tilbage til det, der kendetegner serien: tons af loot, masser af spændende og varierede områder i form af mørke grotter (masser!), grønne marker, dystre slotte, nedlagte kirkegårde i sumpområder og sneklædte bjerge. Samtidig leverer spillet formiddabel grafik, stemningsfulde lokationer, varierede monstre samt bosser og faktisk en ganske underholdende historie, der strækker sig over mere end femten-tyve timer (afhængig af klassen), og derefter kan den gentages med din stærkere figur.

Lydsiden er ligeledes fænomenal. Orkesterkompositioner sætter stemningen og reagerer endda organisk på dine handlinger, mens overraskende godt stemmeskuespil og velfungerende gameplay i de første par timer lægger op til endelig at kunne give os verdens bedste dungeon crawler på de mobile platforme. Faktisk må jeg indrømme, at jeg nyder oplevelsen mere end Diablo III. De første par timer.

Derefter begynder det at ramle. Bam: Pay or die.

Der er ellers nok af positive ting at sige, så lad os starte med dem. Du har fire ganske forskellige klasser, du kan endda vælge om de skal være helte eller heltinder. Animationerne er vellavede og designretningen interessant. Dit udstyr og din udrustning skifter samtidig udseende efterhånden som de opgraderes. Og statistikkerne er overskuelige og velleverede. Det samme gælder beskrivelserne af dine skills og passive evner.

Fabelagtigt detaljerede statistikker og forklaringer, men opgraderinger er for de rige eller tålmodige. Det samme gælder plads til mere end to karakterer.

Figurerne spænder over de klassiske rogue-, warrior-, wizard- og ranged-temeaer. Jeg klukker flere gange over ganske velleveret dialog, der skifter en smule mellem hver klasse, og jeg forbavses over, at der både er gems, crafting, tons af aktive og passive skills og både singleplayer og multiplayer. PvP og co-op. Så meget indhold.

Historien er nok noget, de færreste virkelig bekymrer sig om med en dungeon crawler, og også her er den mere en velleveret kulisse til drabene end et storlitterært værk. Valenthia er under angreb af dæmoner, og det er naturligvis din opgave at sørge for at det hele ikke går i (dæmon) hundene. Så er der nogle børn, der er blevet kidnappet og en gammel mand, som har taget skylden for sin søns fiflen med nekromantik. Spøgelser der mangler deres udstyr eller elskede. Sidemissioner (hjælp mig!) og twists. Altså business as usual.

Mens historien fortælles, er det således bare at gå i krig og opgradere dit udstyr, så du kan slagte løs.

Altså hvis du ikke har noget imod at vente eller betale eller grinde.

Spillet er nemlig igen denne gang freemium. Og med Dungeon Hunter 4 betyder det, at du har timere på at skifte gems, timere på dine potions og mulighed for at købe dig til genoplivning, hvis du har brug for det.

Vind gems dagligt eller køb dig til gevinsten. Heldigvis har DH4 ingen tvungne pauser indbygget. Du kan altid spille.

Ingen af delene har jeg et problem med, og som med Real Racing 3 køber jeg derfor fluks en af de billigste pakker. Jeg vil nemlig gerne betale en smule for at vise min gestus overfor en udvikler, der lader mig spille gratis. Hvis det ellers er en fair model.

Har du prøvet at pisse på en ildebrand?

Sådan føles Dungeon Hunter 4 til tider. Ikke fordi at det at skulle genbesøge tidligere områder eller spille lidt multiplayer er et problem for mig. Jeg har heller ikke et problem med at skulle vente nogle minutter (senere en times tid for store opgraderinger) for at se resultatet af min indsats. Faktisk er det heller ikke irriterende, at jeg kun kan bære tre potions, og jeg derefter skal vente to timer (rettet fra otte ved lanceringen) før jeg får nye (med mindre jeg betaler). Hvad jeg har et problem med, er at sværhedsgraden virker lige nøjagtig så unfair, at man fristes til at betale.

Jeg har ligeledes et problem med, at multiplayer føles som pay-to-win (selvom det skalerer til et lavere niveau), at specialangreb lige tager et halvt sekund for lang tid om at udløses (så man fornemmer at det er bevidst, for at du som spiller skal tabe). At butikken altid er anmasende og tilgængelig. Og at det allerbedste gear kun er tilgængelig for penge. Bevares, den bedste bil i RR3 var også kun til freaks med en enorm pengepung, men den føltes ikke nødvendig. Det gør det her.

Og hvad gør man så? Dungeon Hunter 4 er verdens bedste dungeon crawler-spil i mobilform, det bliver bare for ofte vingeskudt af en grådighed og en alt for tydelig beregnede in-your-face-model til at det virker okay. Det sker næsten hver eneste gang spillet for alvor sigter mod himlen. Der er ingen måder (som ved eksempelvis Real Racing 3) at tænke strategisk og fornuftigt, og derved undgå straffen for ikke at punge ud. Til gengæld er det heller ikke grotesk som i Final Fantasy: All the Bravest, og du kan altid spille, når du har lyst. Der er ingen tvungne spilpauser - heldigvis.

Når du spiller løs, er det hamrende forrygende. For kampene er nemlig ganske herlige. Som ranged-klasse fungerer spillet som en dual-stick shooter, og som melee-klasse er det button-mashing med fede specialangreb. Du kan i vanlig Gameloft-stil ændre placeringerne af dine virtuelle knapper, og det mekaniske fejler intet. På iPad 4 er det hamrende flot, og selv på iPad Mini er det skønt (selvom det her til til hakker en smule grundet de mange effekter). Billederne her på siden er dog fra iPad Mini, som er min foretrukne enhed.

Jeg har det dog virkeligt svært med, hvordan Gameloft har grebet det an. Selv efter at have givet los i kun at købe den billigste pakke og derefter brugt 65 kroner på at opgradere tasker, våben og udstyr, føles spillet ikke fair. Bevares, jeg kan gå tilbage og grinde og burde måske have brugt pengene på at åbne lifeleech-evnen tidligt eller fokuseret på én figurs opgraderinger. Men for den pris forventer jeg en følelse af at kunne levere daller, selv ved mindre kloge valg, om ikke andet mere end fem levels for hver gang jeg hoster op. En daglig gratis roulette-tur, der kan give dig gems, potions med mere, hjælper en smule. Og dit liv regenererer.

Trods kritikpunkterne spiller jeg stadig. Meget. For det er et yderst velfungerende og underholdende spil, der gameplay-mæssigt trykker på alle de rigtige knapper. Det er sjovt at kæmpe alene, eller med (mod) andre spillere om at nakke mobs (denne gang både offline, online og med voice chat). Det er hyggeligt at nusse med opgraderinger og et hav at skills. Og det er kort sagt et imponerende mobilspil.

Jeg kan dog ikke få mig selv til at levere en topkarater, selvom jeg ganske sikkert kommer til at bruge måneder med spillet. For der er for mange problemer, som virker unødvendige.

Melee-klasserne føles for svage, men det har været et kendetegn ved serien siden dag et, så jeg er ikke overrasket (selvom det hjælper at kunne omdanne skade til liv efter level 38 - med mindre du betaler inden, naturligvis). Og glem alt om Warrior-klassen, gå direkte efter den lynhurtige blademaster, hvis du endelig vil i nærkamp. Der er alt for meget "larmende" IAP (in app purchases) og alt for mange hentydninger til dem, og man skal på ingen måde have travlt, hvis man vil nyde spillet. Det er muligt at sætte tempoet ned, og måske bruge hundrede timer på det femten-tyve timer lange eventyr, men det føles helt ærligt som for meget i forhold til gevinsten.

Alligevel er det ofte det, som mange gerne vil have af en dungeon crawler: endeløse gentagelser og fiflen med loot og gensyn med fjender. Og faktisk taber du hverken penge eller erfaringspoint, hvis du dør, så det er muligt at gentage områder indtil du er stærk nok og dermed kan klare dig gennem hele spillets historie uden at åbne pengepungen. Det er trods alt ganske positivt.

Dungeon Hunter 4 giver dig nok af chancer for at smadre løs og blive stærkere. Der er masser af områder (også i singleplayer-historien) der smider dig i en bunke arenaer, hvor du så kan tjene loot og XP, og det er nu ganske underholdende. Kombinerer man det med den solide lydside og den flotte grafik, så er der her et spil, som jeg gerne betalte fuld pris for på en PS Vita, en mobil eller en konsol. Men freemium-modellen skriger desværre altid efter mere på en ærgerlig måde, og det skal trække ned.

Jeg nyder Dungeon Hunter 4. Det kunne have været verdens bedste mobile dungeon crawler (og er det på visse punkter stadig). Betalingsmodellen er desværre bare for anmasende.

Har du tålmodighed og venner at spille med, eller er du tilfreds med at spille online med fremmede i de mange arenaer, så er online-delen en nydelse at bruge og dit værn mod betaling. Den værste bug, jeg har været ude for online, var at ende fem mand på et firemandshold, hvilket naturligvis kun gjorde kampene lettere. Jeg kan sagtens se mig hive Dungeon Hunter 4 frem, når jeg føler for lidt loot-jagt og multiplayer. For det er imponerende godt (især nu, hvor jeg har brugt henved hundrede kroner på spillet). Synes du, at det er for høj en pris for et mobilspil, så bør du holde kreditkortet i lommen, og bare tage den med ro. Har du ikke et problem med at betale, så smid en eller to karakterer på den endelige her til højre. Jeg ved, at jeg allerede har fået mere underholdning her, end på mange fuldprisspil til konsollerne.

Hent det. Det er trods alt gratis og et ganske fortræffeligt eventyr. Men tro ikke, at det at betale lidt, giver dig fred i sindet.