Eat Pray Love

Liz Gilbert er en kvinde i krise. Hun er midt i en grim skilsmisse, kan ikke rigtig forholde sig til den tilværelse, hun har skabt sig, og hendes nye forhold til en yngre skuespiller er alt andet end sundt. Det eneste hun rigtig har gående for sig er en voksende interesse for meditation, skudt i gang af førnævnte skuespiller-kæreste, og derfor beslutter hun at forlade New York, for i stedet at rejse verden rundt. Destinationerne er Italien, hvor hun vil spise god mad, Indien, hvor hun vil fordybe sig i meditation, og til sidst Bali, hvor hun vil genbesøge den heksedoktor, der i sin tid forudsagde al denne modgang.

Det er kort fortalt plottet i Eat Pray Love, der bygger på en erindringsbog af samme navn, som tilbragte 187 uger på New York Times' bestseller-liste.

Det er altså en film om kærlighed, sorg, mad, spritualitet, indre fred, venskab, og at rejse. Det er ret mange ting, selv når man har 133 minutter at fylde ud (eller 138 i den medfølgende director's cut-udgave). Den stikker derfor i enormt mange retninger og har vældig travlt, til trods for at den kører i et relativt roligt tempo. Eat Pray Love vil gerne være en road movie, en venindefilm, en romantisk komedie og en udviklingsroman i levende billeder på én og samme gang, og derfor bliver resultatet ret skizofrent.

Filmens tone tager nogle gevaldige spring, efterhånden den bevæger sig fra land til land, og især første halvdel, der foregår i New York og Italien, virker ufokuseret og rodet. New York-delen har mest af alt travlt med at sætte plottet op, hvilket går stærkt udover karakteriseringen af mændene i Liz' liv her, og i Rom bliver italienere nærmest stereotypisk portrætteret som folk, der kun tænker på pasta, godt kan lide at være lidt dovne, og altid taler med store armbevægelser.

Bedre bliver det når vi kommer til Indien. Her er ret meget snak om Gud (i en løs, udogmatisk og meget lidt kristen forstand), hvilket bliver lettere anstrengende hvis man ikke interesserer sig synderligt for den slags, men de andre personer i den ashram, hvor Liz lever og mediterer, er med til at live tingene op. Især Richard Jenkins i rollen som Richard fra Texas, der bliver en slags grovkornet mentor for Liz, er god, og spiller virkelig røven ud af bukserne i sin sidste scene. Godt gået!

Og Eat Pray Love bliver decideret charmerende, da den endelig når til Bali. Her går det meste op i smuk natur, fest og salsa-musik, og Javier Bardem er både sjov og troværdig i rollen som brasilianeren Felipe, der selvfølgelig viser sig at blive Liz helt store kærlighed. Det er temmelig forudsigeligt, men også både underholdene og visuelt gribende nok til at det ikke gør noget.

Julia Roberts har det som en fisk i vand i hovedrollen, og selvom der er flere scener, hvor dialogen virker temmelig unaturlig, slipper hun stadig heldigt fra dem - og når hun er bedst, stråler hun. Rent visuelt er filmen en blandet fornøjelse, på trods af at alting er optaget on location. Der er et par enkelte flotte billeder af Rom, men ellers er det først når filmen når til Bali, at den virkelig giver los og viser hvor smukt et sted, den foregår.

Det samme gælder filmen som helhed. Den glimter momentvis, især hen mod slutningen, men overordnet er den ret ujævn, og kommer aldrig rigtigt op at ringe.

Ekstramateriale:
Udover både at indeholde biografversionen og et director's cut af filmen, der er omkring fem minutter længere, er her også et interview med instruktøren og en minidokumentar om filmen, der blandt andet indeholder interviews med Julia Roberts, forfatteren bag bogen Elizabeth Gilbert, manuskriptforfatteren på filmen, og andre. Det meste af det omhandler mere de medvirkendes forhold til bogen Eat Pray Love end selve filmen, og bliver interessant for alvor. Dertil er der en musikvideo til Eddie Vedder-nummeret Better Days, der består af klip fra filmen.