Skip to main content
Gamereactor Film Fantastic Mr Fox
Film

Fantastic Mr. Fox

Thomas har set Wes Andersons nyeste dukkefilm, og er klar til at fortælle om hvorvidt det er værd at sidde gennem en historie om en moderne rævs hverdag.
Thomas Blichfeldt 15 oktober 2010

Det er ikke nemt at være en moderne ræv, specielt ikke når man ikke kan få lov at lave hvad man helst vil, men i stedet er bundet fast til et kedeligt job. Dette er situationen Mr. Fox står i, for i denne eventyrlige historie hvor alle skovens dyr opfører sig som mennesker, er det hovedpersonen der har de største problemer med at få hverdagen til at gå.

Da han endnu var en ung ræv, var Hr. Fox omegnens dygtigste tyv, og gæs, ænder og andet levende kræ kunne aldrig vide sig sikker for rævens listige evner. En skæbnesvanger episode og det pludseligt at skulle være far, fik dog ræven til at afsværge sit farlige job, og i stedet finde sig en ny karriere som journalist, godt gemt væk bag et skrivebord hvor den farligste fjende er skrivemaskinen.

Men Hr. Fox er kørt fast i sin hverdag, og savner noget bedre og større til sig selv og sin familie. Derfor beslutter han at hive familien ud af deres jordhule, og i stedet købe et nyt stort hus i et træ, i omegnens farligste kvarter. Faremomentet kommer af at træet ligger tæt på de tre ondeste landmænd i mands minde: Buggis, Bunce og Bean, hvilket hurtigt bliver en udfordring Hr. Fox ikke kan lade ligge. Resultatet bliver mesterligt udførte kups, men konsekvenserne katastrofale for både Hr. Fox og resten af dyrene i skoven, hvilket igen stiller Hr. Fox over for en opgave der skal løses - om det lykkes, vil jeg dog ikke afsløre her.

Eventyret om den snedige ræv er faktisk oprindeligt skrevet af forfatteren Roald Dahl helt tilbage i 1970, men er altså blevet vakt til live som film af instruktøren Wes Anderson, som blandt andet kendes fra film som "The R. Eventyrstemningen er dog blevet holdt i live ved at instruktøren har valgt at lave det hele som en dukkefilm, hvor der ikke er blevet brugt computereffekter eller dets lige. Figurerne bevæger sig derfor engang i mellem en smule kantet, og det hele ligner en dukkefilm fra 70'erne, men stemningen er helt unik og passer perfekt til historien.

Sjovt er det, at de primitive rammer faktisk dækker over et stemmeskuespil, der er leveret af nogle af Hollywoods tungeste sværvægtere. George Clooney er perfekt som Mr. Fox, mens Meryl Streeps silkebløde stemmer giver liv til familieankeret Mrs. Fox. Sjovest er dog ikke overraskende Bill Murray som advokaten Badger, der nærmest stjæler hver scene han er med i.

Wes Anderson har dog gjort mere end blot at genfortælle det oprindelige eventyr, og således har han tilføjet en reel familiehistorie uden at gå på kompromis med eventyret. Derfor formår filmen at trække hverdagens trummerum ind i et rigtigt eventyr, og rævefamilien slås således med helt almindelige problemer som en rebelsk teenagesøn, jagten på et bedre liv og det at vokse som person.

Fantastic Mr. Fox er en af de mest originale og hyggeligste film jeg har set i lang tid, og det mener jeg ikke kun fordi jeg har en forkærlighed for originale oplevelser eller lignende. Under dukkefilms-ydret, ligger nemlig en helt igennem fornøjelig film der charmerer med stærke personligheder, vittig dialog og en god historie om personlig udvikling.

Er du til skæve, jordnære komedier som tager udgangspunkt i situationer vi alle kender fra hverdagen, og kan du se det sjove i at det her udspilles som dukkefilm, bør du vælge Fantastic Mr. Fox næste gang du skal se film.

Fuld profil 6.943 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.