I 70'erne og 80'erne regerede arcade-hallerne, men intet sted mere end i Japan. Her blev arcade-kulturen så eksplosiv, at den vitterligt overtog folks liv. Men i modsætning til her i Danmark, hvor arcade-(grill)hallerne efterhånden kun huskes af folk med over et par årtier i bagagen - og for nogle amerikanere ligefrem forbindes med lyssky steder hvor bøller og byens horer hang ud - så blev arcadekulturen for japanerne hængende op gennem 90'erne og lever stadig i dag i bedste velgående.
I modsætning til vestlig kultur, ligesom med tegnefilm, Pokémon og Tamagotchi, er arcadespil ikke bare noget for børn og barnlige sjæle i japansk kultur. Her blev Space Invaders så populært, da det blev udgivet i 1978, at hele arcade-haller blev omdannet til kun at have Space Invaders maskiner og at den japanske nationalbank løb tør for 100 yen mønter - prisen for et spil på maskinen. Alle spillede det.
De hjemlige spilkonsoller har måske decimeret antallet af arcadehaller, sammenlignet med en tid hvor du ikke kunne runde et gadehjørne uden at støde på en. Nu er det bare ikke længere casual gamers, der besøger nutidens arcadehaller, men de mest hardcore nørder, der konkurrerer om den største high score og den største ære. Men vigtigst af alt er den sociale atmosfære ved arcadespil noget, der ikke helt kan genskabes ved at spille derhjemme på Xbox Live.
Alt dette fortæller Brad Crawford med grødet stemme, mens han drømmer sig tilbage til en svunden tid. Han går tålmodigt gennem den kronologiske udvikling, lige fra Space Invaders og op til de nutidige turneringer i Street Fighter IV og Dance Dance Revolution, krydret med små interview-bytes fra de japanske seniorer, der byggede gamer-revolutionen med deres bare næver, og de hardcore gamere, der dominerer dagens turneringer.
På trods af de hurtige skift mellem interviews og voice-over baggrundsviden (som på billedsiden ledsages af enten stock-footage af spilnørder eller noget lidt halv-fesen computeranimation), så bliver det desværre også hurtigt en lidt langtrukken affære. Crawford tager sig nemlig god tid med hver eneste bid. Og selv om historien om de første arcadehaller i Japan og opfindelsen af Space Invaders er interessant, så begynder det at halte når vi skal til at male et billede af den sociale arcadespiller-kultur, som Crawford tydeligvis er så forelsket i.
Netop på grund af hans dybe forelskelse bliver det et meget ensidigt og romantisk sløret portræt af et community, som efter filmen at dømme består af en skare sygeligt dedikerede spilnørder, der træner til deres store øjeblikke som ninjaer træner til deres sidste mission. Det ender med at blive en parade af ellers ganske imponerende personager subkulturens royale cirkler, der desværre ikke har andet at fortælle end at det er sjovt at spille arcadespil.
Nu er det ikke fordi alt skal have en kontroversiel vinkling eller en dybere, filosofisk pointe, men en dokumentarfilm uden nogen egentlig konflikt eller historie er ikke spændende i det lange løb. 100 Yen fungerer mere som en infomercial eller en introduktionsvideo til arcadespillenes rækker for spæde arcade-ruslinge, der lige vil have et lynkursus i jargonen.
Det hjælper heller ikke, at Crawfords kærlighedsbrev til joystick-junkierne akkompagneres af et seriøst distraherende - og ikke særlig opfindsomt eller melodiøst - 8-bit chiptune soundtrack, der værst af alt på ingen måder formår at holde sig pænt i baggrunden hvor historiske-dokumentarer-soundtracks hører til.
Hvis Crawford måske havde gjort mere ud af selve arcadespillenes historie, fortalt mere om konkurrencen mellem arcadefirmaerne indbyrdes, måske snakket noget om det store videospils-crash i 80'erne andet end i en fodnote, eller, bare for at være spids, spurgt tættere ind til hvordan de unge japanere kan bruge flere hundredtusind yen om måneden på at spille arcadespil uden at få sumoklask af deres bankrådgivere, så havde der måske været mere til at fastholde interessen. Men jeg var seriøst ved at falde i søvn henad slutningen, hvor dokumentaren virkelig truede med at gå fra tomgang til stilstand.
Hvis det eneste, du ved om arcademaskiner, er, at der engang var noget, der hed grillbarer og at farmand af og til bliver lidt våd om øjnene når han snakker om flippermaskiner og Street Fighter II med joystick, så er 100 Yen en film, der måske får dig til at ønske, at du boede i Japan, så du stadig kunne få oplevelsen. Hvis du altså vel at mærke var interesseret i at hengive en overvejende portion af din fritid og et alarmerende budget til at blive bedst til et spil. Som du ville få venner for livet af. Ræk hånden op hvis det er dig.
100 Yen: The Japanese Arcade Experience udkommer i fjerde kvartal af 2013 på digital download gennem 100yenfilm.com og på Blu-Ray. DVD-screener er brugt til anmeldelsen.