Det er med et svagt sug i maven, at jeg sætter mig til rette i den polstrede biografstol. Jeg er parat: en alt for stor kasse med popcorn og en vand i stolens tilhørende cupholder. The LEGO Movie kan vise sig at være noget forfærdeligt skrammel, der fokuserer på klodser og klods-jokes, glemmer inspirationskilden, eller bare er tilfreds med at være en middelmådig animationsfilm.
Som LEGO-entusiast er det let at være begejstret over udsigten til The LEGO Movie, og som du kan se i teksten her, staver jeg også navnet konsekvent med versaler, ganske som koncernen så gerne vil have. Det er jo en forkortelse af Leg Godt. Glem bare det latinske lego som betyder jeg samler, det er en tilfældighed. Med den forklaring har jeg jo tydeligvis signaleret at jeg er en af entusiasterne. Tilhører du ikke denne gruppe, kan du sikkert roligt scrolle ned til anden halvdel af teksten og læse om filmen, ellers kan du bare læse videre.
Siden Ole Kirk Christiansen købte ideen om såkaldte interlocking toy bricks af en englænder tilbage i fyrrerne, har det vist sig at være lige netop det legetøj, der kunne stå tidens tand. LEGOs gamle trælegetøj blev afløst af plastik, og med tiden blev sidstnævnte mere og mere detaljeret, til et punkt hvor koncernen selv glemte grundideen med ens og simple klodser. Den kom de dog i tanke om igen i kriseårene omkring årtusindeskiftet. Heldigvis.
Samtidig fik de også en god ide: at tage licenser og genskabe dem i LEGO. Star Wars var den første, så fulgte der et hav af andre licenser, til et punkt hvor The Lone Ranger, Lord of The Rings, DC samt Marvel, Indiana Jones og selv The Simpsons hører med til udvalget af LEGO-legetøj. Gule, lyserøde og brune ansigter var pludselig normen i det ellers så race-neutrale univers. Hvilket igen førte til en fragmentering.
The LEGO Movie skal samle alle disse tråde. Hvilket er ret tydeligt fra lige omkring første minut af filmen. Den er lavet af folk, der kan deres historie. Der er så rasende mange referencer gemt, hvis man interesserer sig for det, og så er der ligeledes en god analyse af Billund-koncernens udvikling til dem, der følger den slags.
Når man ser den blå astronaut-figur fra firserne optræde i filmen med et slidt logo og en knækket hjelm (som det altid endte for den ellers så holdbare mini-fig - eller LEGO-mand for de uindviede), så er det så man som erfaren LEGO-entusiast klukker. Når en af hovedpersonerne snakker om hvordan universet er blevet splittet fra at handle om leg med klodser til branding og opdeling af genrer, så kan man nikke genkendende. Når samme person efterfølgende hastigt skøjter over Fabuland og andre droppede projekter som universer, der ikke behøver at blive nævnt, så bliver joken en smule for nørdet for de fleste. Men pointen er at som LEGO-entusiast er der alt det, man kunne ønske sig gemt i filmen.
Selvfølgelig er du måske hverken LEGO-entusiast eller synderligt interesseret i de forskellige grene af LEGO og vil bare underholdes. Derfor er det naturligvis på sin plads at kigge på filmen som andet end en klodsnørd.
Heldigvis er produktionsværdien skyhøj, de kendte stemmeskuespillere er mange og holdet bag er hamrende dygtige. Efter Cloudy With a Chance of Meatballs (Det Regner Med Frikadeller) er Phil Lord og Chris Miller tilbage som hjernerne bag historien, mens blandt andre Chris Pratt, Will Ferrell, Elizabeth Banks, Will Arnett, Liam Neeson og Morgan Freeman lægger stemmer til de mange mini-figs. På dansk er det Timm Vladimir, Søren Pilmark, Mille Dinesen og andre danskere, der står for stemmerne. LEGO filmen - Et Klodset Eventyr, som den hedder på dansk, valgte jeg dog at springe over.
Udover at der som sagt gemmer sig masser af referencer for folk, der elsker LEGO, så er der heldigvis også en fin historie gemt i eventyret. Den onde Lord Business (Will Ferell) har en plan om at ødelægge hele LEGO-universet ved hjælp af supervåbnet Kragle. Den utroligt middelmådige bygningsmedarbejder Emmet er udset som den ene, der kan stoppe de skumle planer. Emmet elsker alt i LEGO-byen og er utrolig tilfreds med at følge fastlagte konventioner og regler. For så er alle jo glade. Og Lord Business (som producerer stemmeoptællingsmaskiner, skriver alle historiebøgerne og er præsident) er jo på ingen måde en ond fyr. Du kan nok selv regne ud, at det måske går galt. I plotoplægget er der ikke mange overraskelser.
Derefter kører det ellers for fuld skrue med figurer fra de fleste dele af LEGO-universet, vanvittige animationer (der er næsten psykedeliske, når de forsøger at ligne stopmotion-opbygning af klodser) og masser af action. Det er i bund og grund en imponerende og anderledes animationsfilm, vi bydes på.
Samtidig er det som at se en LEGO-ficeret udgave af Idiocracy med masser af samfundskritik, men samtidig skruet ned på et niveau så alle i familien kan være med.
Man keder sig sjældent, og selvom ikke alle jokes er lige sjove (eller gentages en smule for ofte), så er de så lune og gennemtænkte at man også som voksen klukker med på flere af dem. Når Batman med hæs stemme leger superhelte-playboy eller drejer hovedet som pigen i Exorcisten, eller Superman ville ønske at nogen havde kryptonit, så han kunne slippe for at høre på Green Lantern, så er det også hyggeligt sjovt.
De bevidst dårlige animationer og lyden, der følger med, så man får følelsen af leg, er ligeledes lige i skabet. The LEGO Movie er heller ikke for seriøs til at bide skeer med Terminator og Matrix, ligesom Star Wars-kendisser også kommer på gæstevisit. Der er konstant noget at se på, og filmen kører sjældent i tomgang.
Samtidig leverer The LEGO Movie en ret overraskende slutning og en ganske fin løftet pegefinger. Som LEGO-entusiast er jeg virkelig blæst væk af oplevelsen, og karakteren her på siden afspejler naturligvis dette. Tager man bare ind for at blive underholdt, er man dog også sikret en god biografoplevelse af den slags som efterlader en med et stort smil på læberne.
