Quentin Tarantino er en auteur, et ikon, og tilhører den eksklusive klub af Hollywood-instruktører, som altid får opmærksomhed omkring deres projekter. The Hateful Eight er ingen undtagelse, og ikke nok med at hele manuskriptet blev lækket tidligt, hvor instruktøren sværgede at smide projektet i skraldespanden, den er også blevet filmet i et specielt format, der kun kort var tilgængeligt i de danske biografer. Men spørgsmålet er som altid, er filmen en god film? Kan Tarantino formå endnu en gang at levere en spidende kommentar af samfund og historie igennem spændende, ekstremt karikerede karakterer, og skarp scenografi, eller drukner det hele i selvhøjtidelighed og indforståethed?
Først og fremmest er The Hateful Eight en western, og hvis du stadig har Django Unchained, instruktørens sidste film, hængende i bevidstheden, ville mange elementer føles genkendelige. Dette er ikke en svaghed, men snarere et glædeligt gensyn, da Tarantino har et fantastisk kraftfuldt greb om scenografien og om historisk inspireret dialog, der føles troværdig, morsom og utroligt karikeret på samme tid. Dog skal det nævnes, at The Hateful er mærkbart mørkere end sin forgænger, til trods for at den bevarer mange af de humoristiske elementer, som gør en Tarantino-film til en Tarantino-film.
Det centrale plot kredser omkring hytten Mindy's Haberdashery, et slags pitstop for rejsende i området, der agerer snæver ramme for vores otte karakterer. John Ruth, kaldt The Hangman, har fanget Daisy Domergue, og han tilbringer natten hos Mindy's, for at køre hende til Red Rock for at blive hængt den følgende dag. Hendes dusør er en klækkelig sum, så han er ikke synderligt glad for gæster. Men gæster kommer der, for en række andre karakterer tropper også op for at spendere nogle nætter hos Mindy's, der er offer for en kraftig snestorm. Den kommende sherif af Red Rock, en anden dusørjæger, en ensom cowboy, en mexikansk fyr kaldet Bob, en bøddel og en pensioneret sydstatsgeneral. Dog er alt ikke som det ser ud til at være, og mere er der ikke at sige om det.
Allerførst bør det nævnes, at filmen i det store og hele er forbandet velspillet, og der bliver leveret over hele linjen. Tarantino-film har det med at sætte et gigantisk spot-lys op på de skuespillere, der ikke helt køber de meget monolog-hæftige manuskripter. Heldigvis formår stort set alle medlemmerne af castet at bære sin del med stolthed, og særligt Samuel L. Jackson og Walton Goggins skiller sig ud med helt eminente præstationer. Ligeledes er der dog karakterer der ikke helt formår at fremstå naturlige i dette karikerede univers, og her taler jeg specielt om Michael Madsen og Channing Tatum, der mest af alt fremstår tørre og kedelige.
Og nu hvor vi er ved det tørre og kedelige, lider filmen under ét centralt problem. Den er for lang. De første 90 minutter er intense, velskrevede, velspillede og sat mesterligt op, og man tager sig selv i at sidde på kanten af biografsædet konstant. Dog opstår problemet i det at der er en hel times film tilbage efter, og den anden halvdel formår slet ikke at præsentere samme mystik, samme spænding, og det skader det samlede helhedsindtryk. Det er svært at forklare nærmere uden at ødelægge historien for de af jer, som endnu ikke har set filmen, men når mysteriet forklares, løber filmen tør for damp relativt hurtigt.
Dog hjælper det en del, at filmens generelle kunstneriske udtryk er så kraftfuldt. Som med alle Tarantino-udgivelser er The Hateful Eight fantastisk flot filmet, og der er generelt en upåklagelig sans for visuel detalje, og det gælder både de sneklædte udendørslandskaber og det skumle Mindy's Haberdashery. Derudover leverer den legendariske filmkomponist Ennio Morricone et helt nyt score til filmen, så den får den helt rigtige Sergio Leone-inspirerede spaghettiwestern-feeling.
Tarantino er en auteur, og derfor er interessen i manden bag nærmest lige så stor som i filmen der kører henover lærredet. En af Tarantino's centrale styrker er, at man aldrig ved hvad man skal forvente. Jo, der er faste indslag som går igen, men han tager så kraftigt afstand fra genre-snakken, at det næste projekt lige så godt kunne være en sci-fi-gyser. Derfor kommer The Hateful Eight til at lide en del under, at være præcis som du tror. Det er hans anden western i træk, og derfor føles det lidt som om, at filmen er en eftertanke oven på Django Unchained, det føles lidt som om, at det kører på auto-pilot. Samme problem led Kill Bil Vol. 2 under, for her fik man også præcis hvad man forventede.
Der er altså tale om klassisk Tarantino-filmkunst af den forventede skuffe, og selvom nogle svigtende skuespillerpræstationer blandt det ellers talentfulde cast skurrer i øjne og ører til tider, er der tale om en solid film på alle tænkelige fronter. Manuskriptet er skarpt, humoristisk og kritisk som forventet, og filmen lyder skønt og ser fantastisk ud. Dog er det et irritationsmoment, at filmens anden halvdel fremstår så meget svagere end den første, og derfor vil The Hateful Eight sandsynligvis stå i skyggen af Django Unchained, der trods alt fremstår som en lidt mere præcis Tarantino-western.
