At kombinere elementerne rigtigt kan ende i ren magi, men risikoen for at fejle fælt lurer, hvis man ikke forstår genrens styrker og svagheder.
Kings of Crime er den voldelige, sande historie om en bande italienske gangstere, der opererede i den sidste tredjedel af 1900-tallet. I løbet af de 20 år handlingen strækker sig over, skiftes der mellem de forskellige ledere af banden og man får fortalt deres personlige historier. Imens følger vi politiets jagt på de kriminelle overhoveder og vender flere gange tilbage til en mystisk herre, der påstår at arbejde for staten.
Dette er lidt som en græsk tragedie der foregår i det moderne Italien. Vi har at gøre med et 2-en-halv timers magnum opus hvor det forventes at seeren skal holde styr på ca. 15 karakterers indbyrdes forhold og mål. På grund af det meget skarpe manuskript er dette heldigvis muligt så længe man koncentrerer sig.
Den lettere frygtindgydende længde formår at suge en så meget ind i den interessante og spændende handling, at det vil føles som det halve.
Udover den flot sammensatte handling kan Kings of Crime bryste sig med at være uhyre stilsikker og formår gennem sit godt udtænkte soundtrack at skabe en finurlig 70'er stil.
Stærke karakterer er selve gangsterfilmens rygrad og også her bliver man ikke skuffet. Alle bandelederne, fra Libaneseren til Den Kolde, er nuancerede, komplekse og meget ubehagelige personer. De portrætteres som mennesker og kriminelle hvilket giver dem en yderligere dybde.
Kings of Crime er et imponerende stykke håndværk der godt kan nå højder som i Godfather-filmene eller American Gangster, og er derfor en no-brainer for enhver der kan lide Gangsterfilm.