Odysseen: Alle kender den, men hvor mange af jer har læst den? Det har jeg ikke, men jeg har set mindst et par filmatiseringer, inklusiv miniserien med Armand Assante. Når det er sagt, har jeg ikke helt styr på hvordan Nolans filmatisering er i forhold til det originale materiale. Vi taler dog om en filmatisering der er blevet 'larger than life', selv før dens udgivelse, på grund af alle kontroverserne omkring valget af skuespillere. Diskussionen udviklede sig dramatisk online, og var efter min mening virkelig grundløs fra starten, men jeg undrer mig primært over hvordan man overhovedet kan lægge så meget energi i noget så ubetydeligt. Gå ud og slå græsplænen, tag dig af herreløse katte, donér penge til de lidende. Bare et eller andet...
Lad os opsummere handlingen:
Efter den trojanske krig står Odysseus over for en farefuld rejse tilbage til Ithaka hvor han møder kyklopen Polyfemos, sirenerne og Kirke undervejs.
Vi starter med Christopher Nolan, instruktøren, der i de senere år er gået fra at være en af mine absolutte favoritter til at ryge ned fra piedestalen. Prestige, Batman Begins, Dark Knight og Inception: Fire film der har betydet meget. Ikke alle er de lige gode når de genses et par år senere, men Prestige er stadig i min top ti. Men altså, Inception havde fantastiske øjeblikke, og nogle der ikke var så fantastiske. Dunkirk mistede mig fuldstændig i biografmørket, men slog mig i gulvet da jeg genså den et par år senere. Tenet var ikke kun så unødvendigt kompliceret at den hæmmede sig selv, den var også virkelig kedelig.
Oppenheimer havde nogle virkelig gode scener, men retssagsdelene satte tempoet ned.
Så! Nu har jeg brokket mig lidt, tilbage til Odysseen.
Lad os kigge på holdet af skuespillere: Matt Damon spiller hovedrollen, jeg har altid kunnet lide ham, og faktum er at alle skuespillerne i Odysseen gør et godt stykke arbejde. Der er så mange kendte ansigter at det nogle gange næsten føles lidt unødvendigt. Jeg vil ikke nævne dem alle. Du vil lægge mærke til det når du ser filmen, eller du kan scrolle igennem rollelisten på IMDB. Der er mange navne!
Så, hvis vi springer kontroverser og andet lækkert over, holder The Odyssey så? Den har jo fået topkarakterer fra mange kritikere. Jeg gik dog ind med lave forventninger fordi Nolan og jeg, som sagt, ikke rigtig er kommet godt ud af det med hinanden de seneste par år - og det var nok en god ting, for de lave forventninger blev faktisk stort set indfriet. Lad mig gøre én ting klart: The Odyssey er bestemt ikke en dårlig film, men den er nok ikke for alle.
Et af mine største problemer med Nolans film udover Batman x 2 (vi nævner ikke Dark Knight Rises) og The Prestige er at han ikke lykkes med karaktererne. De er normalt papirtynde og uinteressante hvilket betyder at man er ligeglad med dem, og man mister straks en masse af sin indlevelse og empati for dem. The Odyssey er ingen undtagelse. Jeg er ligeglad med Odysseus, hans søn eller nogen af de andre der tager plads i historien. Jeg har måske ondt af hans kone, Penelope, som må sidde og vente i tyve år omgivet af liderlige bejlere der håber at hendes mand er død så hun kan gifte sig igen. Den eneste karakter man rent faktisk holder af, er Artos, hunden, der bogstaveligt talt ligger på sit dødsleje og venter på sin herre.
Dette får straks min interesse for historien til at dale. Tempoet er også Nolan-agtigt ujævnt. Bemærk at filmen er næsten tre timer lang, og det tager meget lang tid, før vi rent faktisk får en scene der indeholder nogen form for spænding. Der er bestemt nogle virkelig fede actionscener, hvoraf nogle byder på lidt spænding, men når mændene for eksempel sidder fast i kyklopens hule, føler jeg ingenting. Mange af karaktererne føles også underudviklede og ikke rigtig brugte, de trives mest i baggrunden. Det slår mig også at Odysseus både er ret dum og også en ekstremt dårlig leder. Jeg synes dog at Nolan formår at skabe en fin udviklingskurve for ham som karakter mod slutningen når sandheden om hans følelser før angrebet på Troja kommer frem. Det afspejler også vores samfund.
Men tilbage til tempoet og spændingen. Faktum er at jeg ikke synes The Odyssey bliver rigtig spændende før i sidste akt, og det er et problem. Den er bestemt flot at se på hele vejen igennem, bortset fra at den førnævnte kyklop Polyfemos, som jeg ikke husker er nævnt ved navn i filmen, er virkelig grim. De burde have brugt flere praktiske effekter end at stole på halvfærdig CGI. Det er meget underligt når resten af filmen er teknisk genial. Sirenerne nævnes også i filmens synopsis, hvilket er interessant fordi de er med i omkring tre minutter.
Et af de mere mindeværdige elementer er Samantha Morton som Circe (Kirke på dansk). Scenen er både mærkelig, grotesk og underholdende og viser tegn på en legesyge der er nødvendig fordi dette epos, ligesom de fleste andre af Nolans film, er fuldstændig drænet for enhver form for humor. Jeg mener ikke at der skal være en comic relief eller en Dirch Passer-kriger der snubler rundt, men det kan faktisk være sjovt at have en vittighed en gang imellem i løbet af en tre timer lang film. Jeg siger det bare lige.
Jeg bør heller ikke glemme at nævne filmens musik komponeret af svenskeren Ludwig Göransson. Det er endnu en grund til at jeg aldrig rigtig mærker nogle følelser. I Nolans bedste film har musikken altid spillet en stor rolle. Interstellar skiller sig faktisk mest ud. Scenen hvor rumskibene lægger til kajs til bombastiske toner for eksempel. Mit problem er at Ludwig Göransson, der også komponerede for Tenet og Oppenheimer, efter min mening ikke får følelserne frem. Musikken forbliver upersonlig og til tider næsten irriterende i stedet for at tilføje en ekstra dimension. Jeg tror at The Odyssey til en vis grad ville have været en helt anden film med en komponist som Hans Zimmer.
Jeg lyder som en idiot, jeg ved det, men Odyssey falder i alt for mange Nolan-fælder, og en film af denne længde der ikke formår at skabe interessante karakterer eller reel spænding, fungerer bare ikke for mig. Men, som jeg nævnte tidligere, tager det fart mod slutningen når Odysseus vender tilbage, og hævnen begynder. Den sidste kamp er hektisk og teknisk fantastisk, samtidig med at den er så overdrevet at den grænser til det fjollede. Igen, The Odyssey er slet ikke en dårlig film, men når jeg læser nogle af de anmeldelser der roser den til skyerne, spekulerer jeg på om vi virkelig har set den samme film.