Jeg har intet imod et godt drama, og slet ikke et der trækker lidt i hjertestrengene, men Flightplan er simpelthen et lidt for fladpandet forsøg på at holde liv i et plot, der konstant slår knuder på sig selv og kun virker sandsynligt, hvis du fuldstændig betingelsesløst slipper alle analyser af historien efterfølgende.
Kyle (Jodie Foster) er på vej hjem til Amerika med hendes datter for at begrave manden, der tragisk er omkommet. Under flyveturen forsvinder hendes datter på det enorme fly, og da hun begynder at lede efter hende, kan personalet hverken bekræfte at hun står på flyets manifest eller at nogen af passagererne nogensinde skulle have set hende. Og så går den vilde jagt ellers. Er Kyle sindssyg? Er hendes datter blevet kidnappet - har der overhovedet nogensinde været en datter?
Flightplan er god i de første tredive minutter, herefter falder plottet fra hinanden og når du endelig serveres for svaret, sidder du utvivlsomt og klør dig i håret, og så kommer spørgsmålene raslende. Filmen punkterer sin egen logik, og selv hvis din skepsis står på standby, vil du ikke kunne undgå at se de enorme huller i manuskriptet. Flightplan er en ægte styrtdykker.