Gamereactor anmelder hvert afsnit af den afsluttende Game of Thrones-sæson, og her vil vi ikke kunne undgå at komme ind på potentielle spoilers. I hvert fald har vor film- og serieanmelder Mathias ikke i sinde at holde sig tilbage fra at diskutere afsnittets indhold. Under billedet her følger anmeldelsen af det andet afsnit - A Knight of the Seven Kingdoms. Nu er du advaret.
Episode 2 er nu blevet udsendt, set og for det meste mentalt færdigbehandlet. Efter en sæsonstart som jeg fra tidligere kommentarer kan forstå, ikke blot var lunken i min optik, har det været spændende at se, hvordan denne uges episode skulle udspille sig. Et af de store problemer ved det første afsnit, som jeg bestemt ikke var alene om at belyse, var den manglende plot og handling. Udover en kort dragetur, skete der nærmest ikke noget som helst i episode 1. Det er dog ikke helt muligt at sige det samme om dette afsnit, eftersom der ikke var nogen dragetur denne gang. Resten gælder dog meget godt.
Mens sidste uges afsnit primært foregik i Winterfell, forlader vi aldrig slottet i episode 2. Det er aftenen inden det store og længeventede slag mod de dystre White Walkers (eller The Others, som de blot er kendt som i bøgerne) og ingen ved, hvad de skal foretage sig mens de venter. Så i stedet for at skippe frem til kampen, får vi seere lov til at vente med dem. I nærmest reel tid.
Så hvordan bliver tiden trukket ud? Det bliver blandt andet gjort ved at tvinge alle skuespillere, der nogensinde har været på skærmen samtidig, til stift at interagere med hinanden og lave en halvakavet ajourføring. Bran og Jaime deler et par minutter sammen. Der er en akavet sexscene mellem Arya og Gendry. Arya og the Hound udveksler nogle one-liners igen igen. Sansa og Daenerys er lige ved at snakke om noget reelt, men bliver stoppet inden det bliver spændende. Tyrion og Bran får også tid. Brienne og Jaime, og så videre, og så videre. Alle snakker i par på kryds og tværs, udover de eneste to, man venter på, skal snakke sammen. Og det sker ikke før til allersidst i afsnittet, at Jon og Daenerys får tid til hinanden, inden de naturligvis kort efter bliver afbrudt, uden vi får en forløsning på sidste uges dilemma. Så nu kan vi igen vente en uge, inden vi får de næste tre minutter af deres parkonflikter. Og derefter kan vi godt forvente en masse unødvendigt drama, baseret på de potentielle misforståelser, der opstod af den korte samtale. Som om der ikke var travlt nok i forvejen.
Der er utallige gange i løbet af afsnittet hvor man naivt håber, at det hele pludselig bliver afbrudt af et brag eller en anden indikation på en tidligt startet krig. I klassisk Game of Thrones-stil, er det vanskeligt ikke at sætte sin lid til, at gardinet pludselig bliver revet ned, og man finder ud af, at alt man troede var falsk. Kampen kom før man troede, før man var klar. Men det hænder ikke. Vi får lov til at vente tiden ud. Og det hele er desværre bare ikke så nervepirrende længere, i stedet er det egentlig bare antiklimatisk.
Det er svært at vurdere, hvorfor hele episoden ikke bare blev overstået i en montage, eller foregik off screen. Det er ikke nødvendigt for os seere at se castet interagere med hinanden på den måde. Der er rigeligt fanfiction i verden, uden vi behøver at se, hvordan Tyrion ville snakke med Bran. Det er som om, at der forveksles mangel på action med karakterudvikling. Men ingen rykker sig. Der er ingen, der udvikler sig. I stedet ser vi bare, hvad de forrige sæsoner har medført af udvikling for dem alle. Men dette er ikke det samme som situationer, der udfordrer karakterernes holdninger og værdier. Det er bare at hvile på laurbærrene og nyde de forrige sæsoners hårde arbejde. Med det sagt, skal det indskydes, at det da altid er en ren fornøjelse at give Tormund noget tid på skærmen. Han var episodens absolutte lyspunkt for mig.
Eftersom denne episode i stor grad har sparet på budgettet (udover en meget stillestående CGI-ulv, som vi ikke har set længe) kan man godt forvente et brag af en tredje episode, der i stor grad slår den endda nævnte Battle of the Bastards. Jeg ser i stor grad frem til at se Ghost og dragerne folde sig ud og dræbe nogle ismænd. Og dette er virkelig det pæneste jeg kan sige om ugens episode. Den har bestemt formået at få mig hypet til den tredje episode, selvom det om end har efterladt mig yderligere kritisk og pessimistisk. Men jeg håber det ændrer sig efter den 82 minutter lange episode 3.
Egentlig har jeg altid syntes, at det mindst fede i Game of Thrones var de store slag, mens karakterernes motivationer, politik og interaktioner var der, hvor saften lå. Men på en eller anden måde har D. B Weiss og David Benioff formået at presse citronen helt tør for mig. Minimum halvdelen af alle karakterernes dialoger er akavede nok til at være skrevet af George Lucas og den anden halvdel er klippet så underligt kantet, at det også er ubehageligt at se på. Og så er det som om, at der aldrig helt kan besluttes, hvorvidt en samtale skal være morsom eller dyster, men uanset hvad, kommer den næste scene til at bryde den forriges stemning. Hvilket får det hele til at fremstå halvabsurd, kludret og super underligt.
Vi er en tredjedel igennem sæsonen, uden at have nærmet os den uundgåelige slutning. Det bliver spændende at se, hvor de skærer en tå af, og pludselig siger "fem år senere" eller lignende. Ellers tror jeg virkelig de får svært ved at nå det. For resten af sæson otte, hepper jeg som nævnt i stor grad på mere action og forventer en utroligt blodig næste episode, hvor vi vinker farvel til minimum 60% af castet. Ellers kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor vi skulle høre om Grey Worms fremtidsplaner, eller have Brienne til at blive ridder. Det må være vores emotionelle investering, der giver noget længe ventet gravitas til den næste kamp. Selvom det virker underligt, at det er nu, White Walkers skal besejres. For derefter at skalere kampen lidt ned, når der engang skal kæmpes mod Cersei. Men den tager vi til den tid.