Gamereactor anmelder hvert afsnit af den afsluttende Game of Thrones-sæson, og her vil vi ikke kunne undgå at komme ind på potentielle spoilers. I hvert fald har vor film- og serieanmelder Mathias ikke i sinde at holde sig tilbage fra at diskutere afsnittets indhold. Under billedet her følger anmeldelsen af det fjerde afsnit - The Last of the Starks. Nu er du advaret.
Game of Thrones' længst teasede slag blev i sidste uge udkæmpet, til noget der mildest kan kaldes en "blandet" modtagelse. Med seriens tre resterende episoder har det derefter været uklart, hvordan sæsonen skulle fordrive tiden, nu foruden seriens angiveligt primære antagonist.
Cersei, som har overtaget rollen (nogle sæsoner tilbage, ville nogen formentlig mene) har vi nemlig ikke haft meget at gøre med i år. Og det retter den nyeste episode desværre ikke helt på. Til gengæld bliver der fjernet al tvivl om, at det største slag allerede skulle være overstået. Cersei står nemlig for sæsonens potentielt største overraskelse, hvorefter magtfordelingen pludselig ikke synes at være så skæv.
Tro mod sæson 8s allerede etablerede tradition, starter episode 4 naturligvis ikke i højt tempo midt i et nyt plot. Vi får lige lov til at se udfaldet af sidste episodes kamp, da vi nødigt skulle være i tvivl om, hvem der sørger over hvem. Men efter en halvlangsom start, begynder episoden i modsætning til de forrige i sæsonen at tage både form og fart. Episode 4 ligner nemlig i langt højere grad tidligere sæsoners episoder, med en struktur, hvor der bliver givet mere tid til karakterers motivationer og planer, end tidligere. Vi får ikke blot meningsløs fan service, hvor vi hører Arya og the Hound hyggesnakke (det får vi også lidt af) men primært samtaler af mere substans. For første gang i sæson 8 føles det som om, at der ikke kun bruges tid til at behandle de forrige sæsoner, og snakke om hvor fedt det hele engang var, men der diskuteres og planlægges i stedet fremad. Og dette er reetableringen af Varys en stor del af.
Efter Petyr "Littlefinger" Baelishs pludselige død, har Game of Thrones nemlig i høj grad manglet det, der (i al fald for mig) drev serien. Snedige sammensværgelser, der handlede om andet end blot at have det længste sværd og den stærkeste ideologi. Selve spillet om tronen, der i høj grad afhang af hvem man kendte, men primært hvordan man spillede mod sine fjender har længe været forsømt. I Game of Thrones blev man ikke belønnet for altid at gøre det rigtige, faktisk mistede man hovedet af at være for ærefuld. Dette lærte Stark-familien på den hårde måde, der siden seriens start har været central for plottet. I løbet af de sidste otte år, har vi nemlig fulgt og lært sammen med børnene, hvordan man til tider er nødsaget til at gå imod Ned's hæderlige ideal for at overleve. De er alle gået i forskellige retninger, og hver især blevet repræsentanter for Ned Starks ideologi på sin egen måde, hvilket resulterer i en indbyrdes stridighed. For livet er ikke altid sort/ hvidt. Og det er Game of Thrones heller ikke. I en episode, navngivet efter de resterende få medlemmer af familien, hvor en er en Targaryen og en anden er greenseeren the Three-Eyed Raven (/Crow i bøgerne), er det pludselig tydeligt, at ens alliance ikke længere er lige så nem at placere som i sæson 1. Og denne uro i seriens kernefamilie er et kæmpe plus for seriens resterende plot. Det usikre fundament er præcis, hvad der har manglet for at give de sidste episoder en form for gravitas. Det hele er ikke lige nemt at forudse.
Med en voksende usikkerhed i familien samt i Jon og Daenerys' forhold bliver den lykkelige slutning særdeles mindre sandsynlig. Efter denne episode virker det nemlig pludselig ret sandsynligt, at teorien om The Mad Queen er på vej til opfyldelse. Teorien har længe været teaset i bøgerne samt i de tidligere sæsoner, hvor Khaleesi eks. erobrer et par byer med sine Dothraki -krigere uden hensyntagen til beboerne. Det fremstår tydeligt i scener som denne, at der er en vis risiko for, at hun skæbnesvangert følger i fodsporene på sin far "The Mad King" Aerys II. Det har nemlig ikke altid stået helt klart, om lille Dany var mere erobrer end hersker. Men efter den nyeste episode tyder tilfældet på at være førstnævnte ud fra hendes rigide uvilje om at finde et kompromis, der ikke ender i tyranni.
Daenerys' udvikling foregår rapt og sideløbende med diskussioner mellem to af seriens tidligere mest velskrevne karakterer, Tyrion og Varys. Sidstnævnte har der ikke været det store gavn af, siden de forlod King's Landing for nogle år siden, men han er for alvor i gang med at spinde et nyt spindelvæv. Han har været savnet, og det er rart at have noget politik tilbage i serien, der længe har været domineret af drager og sværdkamp. De to skuespillere har utroligt god kemi, og deres udvekslinger er nogle af sæsonens absolutte højdepunkter. Det bliver igen illustreret, hvor vigtigt det er at have velargumenterede diskussioner, der ikke blot er baserede på følelser eller "det gode mod det onde". Ligesom det var tydeligt i de tidlige sæsoner, er Westeros lidt mere kompliceret end dette. Det er svært at pege på en karakter og sige, at de 100 procent er det ene eller det andet. Selvom Cersei nærmer sig, er ingen udelukkende monstre. I hvert fald ikke længere, nu hvor Night King ikke kan intimidere med regelmæssige T-poses.
Scenerne med Tyrion og Varys er desuden gode eksempler på, hvordan klipning burde eksekveres. Som kort nævnt i de tidligere anmeldelser, har der været en lidt akavet tendens til at skære scenerne lidt for korte. Klipning burde ikke blot anvendes, når man ikke ved, hvordan en samtale skal afsluttes. Sådan fungerer det heller ikke i virkeligheden, at man bare vender sig om og går. Enhver samtale kræver en afrunding, eller en konklusion, og den bliver givet i næsten hver scene her. Selvom episoden ikke er helt fri fra klodset klipning, er den på dette område markant bedre end de tre forrige episoder.
Episodens højdepunkt var for mig, Rhaegals pludselige død, selvom det om end var lidt tosset, at et sådant spyd kan nå dragen inden Daenerys overhovedet kan se skibene. Det virkede til at være mere en "scripted death", end noget andet. Dog illustrerede dette, at selvom Night King er væk, venter døden stadig lige om hjørnet. Ingen burde føle sig sikre, og det var da også lige før, at man frygtede, at Tyrion ville dø fuld af pile. Et andet højdepunkt var som nævnt Tyrion og Varys' samtaler, hvor der da er et eller andet enestående i, at høre en eunuk stå og snakke så længe om vigtigheden ved at have en penis.
De mindre optimale elementer i episoden var de lidt forhastede afslutninger, hvor birollerne jages ud af porten med et kram og en lykønskning. Det var lidt synd at smide både Ghost og Tormund væk på den måde, og egentlig også Sam. Det føltes lidt som om, at tiden var gået, hvilket nok er en følelse vi burde forberede os på. Det er svært at se dem binde alle løse ender sammen i løbet af to episoder. Derudover var den første halve time lidt for meget match-making til min smag. Det er virkelig svært at være investeret i Brienne og Jaimes forhold eller Arya og Gendrys. Derudover var green screenen med dragerne var som altid lidt tam. Det er ikke for at sige, at jeg foretrækker forrige episodes mørke, men det skal næsten brokkes over.
Jeg håber fremover, at Peter Dinklage får flere muligheder for at brillere, som han også gjorde sidst i episoden, og ellers krydser jeg fingre for en omgang Cleganebowl næste episode.