Boyz in tha Hood, Menace to Society, Juice og nu Get Rich or Die Tryin’. Jeg har naturligvis udeladt mere end ti års hiphop-inspirerede film, heriblandt den jævne 8 Mile - og det er der en grund til. Lige siden John Singleton gjorde Los Angeles’ ghetto-kvarterer verdenskendte og katapulterede Ice Cube op mellem stjernerne, har alle, og jeg mener alle hiphoppere, i en eller anden forstand enten leveret musik til en askepot-historie eller spillet med i en. Og det er ikke til at holde ud. Ghettoen kan ikke klare flere filmatiserede drivebys, den er slidt ned af teenagemødre på crack og hovedløs bandevold, den gider ikke flere blødende homies der dør i barndomsvennens arme. Det gør jeg i øvrigt heller ikke.
Med undtagelsen af blødende homies så indeholder Get Rich Or Die Tryin’ det hele. En ung 50 Cent, i filmen kaldet Marcus, en mor der sælger crack for at købe knægten et par hvide gummisko, en ukendt og ikke tilstedeværende far og et par bedsteforældre, der ender med at give ham tag over hovedet, da hans mor brutalt bliver dræbt. Herfra får du så den vante og ekstrem slidte historie om Curtis Jackson og hans liv som narkohandler. Fra de tidlige år, hvor han som snottet knægt sælger crack til gud og hver mand og frem til tiden med dyre biler og endnu dyrere vaner. Ned i potten hældes også hele affæren med de famøse ni skud, der burde have dræbt ham (ifølge lægerne); nå ja, og så hans ønske om at blive rapper. Kort sagt: Historien er lige så forudsigelig, som det årligt tilbagevendende jule Disney-show.
Jim Sheridan har dog været en smule smart. Den første tredjedel af filmen er nemlig stort set 50 Cent-fri, hvilket betyder, at skuespillet er væsentlig mere engageret og sprudlende. Knægten der spiller den unge Curtis (Marc John Jefferies), leverer en solid præstation, så det er noget af en skuffelse, når 50 Cent selv, nu med et lidt større afrohår, overtager sin egen livshistorie og fortæller hvad der skete. Og netop det der med hvad der skete i hans barndom virker overpyntet. Hans mor dræbes af en ukendt crackhandler, hans far viser sig at være en af byens mest frygtede bandeledere, rundt omkring ham falder vennerne i fordærv og barndomskæresten bliver hans kone og mor til hans barn. Ikke engang Fay Weldon kunne skrive en historie så nydelig.
Det der redder filmen fra at være decideret tidsspilde er alle skuespillerne omkring ham. Fra Bill Duke (ja, ham fra Predator) over Russel Hornsby, Joy Bryant og til den altid super velspillende Terrence Howard (Crash og Hustle & Flow), er 50 Cent omgivet af talenter, og det skjuler selve hullet i filmen, nemlig at Curtis hverken kan eller egentlig vil spille skuespil - han er bare med som sig selv. Og det glatter de mange herlige skuespillere ligesom ud og gør mere fordøjeligt.
Faktisk, og her prøver jeg ikke at være ond overfor 50 Cent-fans, så er Get Rich or Die Tryin’ langt hen ad vejen ikke en egentlig film, det er mere en PR-kampagne, der skal være med til at sende den millionsælgende rapper ud på endnu flere dollareventyr. Jeg er helt sikker på, at der er mere i 50 Cent end det vi ser i den film, men de sider passer ligesom ikke sammen med den opstyltede livsstil og det image han har i dag, så det er naturligvis udeladt i drejebogen - og det kan mærkes, så du skal være indstillet på en "livet i ghetton"-light udgave, hvis du sætter Get Rich Or Die Tryin’ i maskinen.