Det eneste jeg ved om den første Ghost Rider film er, at Nicolas Cages sixpack i den er computerlavet. Udover det har jeg fra samtlige kilder, kritikere som venner, hørt den skulle være umådeligt dårlig, og har derfor aldrig gjort mig umagen at se den. Da det blev annonceret at der kom en efterfølger, havde jeg derfor ikke forventet den ville være seværdig, lige indtil jeg hørte instruktørparret Neveldine & Taylor stod bag den. De er galningene bag Crank, som er en af mine yndlings-actionfilm, og klart det bedste Jason Statham har lavet, samt Gamer, som jeg ikke har set. Det var derfor med reserveret forventningsfuldhed jeg satte mig tilrette og så Ghost Rider: Spirit of Vengeance.
Vores helt Johnny Blaze begik tilbage i den første film den exceptionelle dumhed at lave en handel med djævelen. Nu er han Rytteren og har en hævnsøgende dæmon boende inden i sig, der vækkes til live hver gang han bevidner uretfærdighed. Men han er ved at blive ædt op indefra af hævngerrigheden, og da en alkoholisk præst, Moreau, tilbyder ham en opgave der vil give ham hans sjæl tilbage og løfte forbandelsen, siger han ja. Han skal redde en dreng fra djævelen selv og bringe ham i sikkerhed.
Spirit of Vengeance prøver mærkbart at tage afstand fra den første film. Jeg var fuldstændig med ved hjælp af en kort animeret intro, der ridser de mest basale ting op. Mere er der ikke brug for, siden historien er ren, utilsløret action, selvom den gør et bravt forsøg på at være mere. Det er skam fint med mig, siden det er hvad Neveldine & Taylor gør bedst. De beder én høfligt om at efterlade hjernen ved indgangen og have det lige så sjovt som de havde det med at lave filmen. Kameraet er i konstant bevægelse (uden at være kvalmeprovokerende vel at mærke) og narrativen afbrydes indimellem af gakkede, visuelle indfald. Oplevelsen minder nærmest om en koncert.
Hvis instruktørparret er orkestret, så er Nicolas Cage forsangeren, og christ hvor han skråler i Spirit of Vengeance. Han overspiller så meget at det i filmens skøre kontekst er en fornøjelse og skidesjovt. En af hans transformationer midt i filmen er det største WTF?!-øjeblik jeg har set i en film. Det har helt sikkert været Neveldine & Taylors plan fra starten at give ham frie tøjler, og det fungerer på sin egen måde smukt.
Om Spirit of Vengeance faktisk er en forbedring på etteren kan jeg ikke sige, hvad jeg kan sige er, at det her er hovedløs underholdning, hvis det er det du er efter.