Ser du, jeg kan faktisk stadig huske at have leget med legetøjet da jeg var mindre, men ikke engang dengang hvor min begejstring for plasticsoldater med sjove navne var på sit højeste, kan jeg forestille mig at ville have fundet nogen begejstring ved G.I. Joe-filmen.
Christopher Eccleston spiller den afskyeligt onde Destro/James McCullen der har udviklet nogle ganske frygtelige nanovåben, som han har tænkt sig at bruge mod fire storbyer verden over, for at straffe dem for den fæle skæbne hans familie påførte sig selv, samt naturligvis for at overtage verdensherredømmet (han er jo ond!).
Med sig har han de næsten ligeså onde supersoldater Storm Shadow, Baroness, Zartan og The Doctor som af grunde vi aldrig helt får forklaret, synes at ideen om at styrte verden i ruiner, er den helt rigtige vej frem.
Modsvaret er G.I. Joe, en hemmelig superstyrke med de bedste forskere og soldater i verden, samt en bankkonto der synes uudtømmelig. Ledet af Dennis Quaid i et af hans livs tarveligste roller som General Hawk, råder holdet over så kreativt navngivne soldater som Scarlett, Snake Eyes, Duke og Ripcord.
Det lyder på det nærmeste som starten til at rigtig ringe computerspil, og jeg misunder ikke instruktøren af G.I. Joe opgaven det må have været at få det hele til at give mening. I modsætning til en film som Transformers, nyder figurerne fra G.I. Joe-universet nemlig ikke ligeså stor genklang som robotterne for Transformers, og selv fans af soldateruniverset vil have svært ved at bortforklare at transformerende superrobotter, er væsentligt mere spændende end mærkværdigt udklædte supersoldater.
Måske kunne det hele være reddet hvis historien havde forsøgt at være bare en smule mere, end hvad der her bydes på. I stedet virker det hele som noget der i tegneserieform kunne være forklaret på en side, men her trækkes ud over halvanden times håbløst uinteressant skuespil, der udelukkende bygger op til actionsekvenser som slet ikke er imponerende nok til at bære det hele.
Skuespilpræstationerne rangerer fra absolut afskyelige til absolut ligegyldige, men fælles for dem alle er det at man kan mærke ingen rigtigt har haft noget at arbejde med. Channing Tatum skriger og skråler som Duke, men byder ikke på mere end at ansigtsudtryk hele filmen gennem, mens Marlon Wayans synes godt træt af at blive typecastet, og kun modvilligt her viser en brøkdel af det talent for komik hans eller har. Dennis Quaid er nærmest ikke med i filmen, og synes mest af alt at virke som om han er på ferie når han endelig viser sig foran kameraet.
G.I. Joe er en rodet omgang specialeffekter og tynd historie, som fra start til slut synes i højere grad at være kogt op om et ønske om at tjene penge på en tidligere populær legetøjsserie, end om at lave en underholdene og sammenhængende film.