Glass Onion

Rian Johnson var i en relativt kort periode en af Hollywoods mest kontroversielle skikkelser. Takket være Star Wars: The Last Jedi blev hans virke, og hans metoder, blandt de mest omdiskuterede i nyere tid, men det lod som om at meget af det faldt til jorden lige så snart at han droppede "a galaxy far, far away", og fremviste sit talent på en helt, helt anderledes måde.

Den anderledes måde blev til Knives Out, og med et lod det til at Johnson løftede den klassiske "whodunnit"-genre ud af sin dvale. Filmen blev en bragende succes, og etablerede Daniel Craigs karakter Benoit Blanc som en moderne Hercule Poirot. Netflix hoppede på med det samme, og købte rettighederne for et gigantisk millionbeløb. Den fortælling har vi set før, så spørgsmålet om lynet kan slå ned to gange for Johnson, der nu er klar med opfølgeren, Glass Onion.

Og det korte svar er bare; ja. Ja, lynet kan slå ned to gange, og den hårde opsummering er her at Glass Onion er en mindeværdig, festlig, underholdende og dybt selvbevidst omgang "whodunnit" af bedste skuffe. Ikke bare det, det er en af årets bedste film.

Tonen der slås an er den samme, og selvom at det mildest talt overdådige milliardærpalæ med skarpe referencer til excentriske pengemænd som Elon Musk og Jeff Bezos, står i ret stærk kontrast til det enigmatiske hus fra den første film, så er det de samme tematikker, de samme toner der slås an. Mystik, livlig komik og mennesker når de er allermest bizarre og egenrådige - og midt i det hele finder vi Craig i sin nærmest bedste rolle.

Dave Bautista, der har spillet overfor Craig i både Spectre og nu, har sagt at det var som at møde to forskellige mennesker, og at Craig havde det så uendeligt meget sjovere med at spille Benoit Blanc her, end under optagelserne til Spectre. Det kan mærkes, for Craig har det sjovt med karakteren. Han har det sjovt med den tykke sydstatsaccent, med rollen som observerende detektiv, som det almindelige mennesker der kigger ind på det her mærkværdige jetset-liv, og han fungerer som anker hele vejen igennem. Han er, med andre ord, knivskarp.

Han får selskab af et mildest talt overdådigt cast bestående af Ed Norton, Bautista, Kate Hudson, Kathryn Hahn, Leslie Odom Jr., Janelle Monáe og Jessica Henwick, der alle viser sig fra deres bedste side. Særligt Kate Hudson og Dave Bautista får rigeligt med taletid, der viser deres karakterers excentriciteter frem i fuld flor, og selvom at det er komisk overdrevet til det punkt hvor illusionen næsten brister, så er det morsomt, og underholdende.

Det ville nærmest være synd at spolere handlingen, men lad os bare sige at en eklektisk gruppe mennesker har det til fælles at de alle finansieres af milliardæren Myles Bron, og han inviterer dem ud til hans spektakulære og luksuriøse ferieø, hvor de skal bo i hans palæ, der hedder "Glass Onion" efter Beatles-sangen, hvor de skal løse mysteriet om hans mord. Blanc har på mystisk vis også fået en invitation, selvom Bron påstår ikke at have sendt den. Bum, så går den vilde skattejagt, og det ene twist afløser det andet, og mange bemærker faktisk ikke det lettere oppustede spilletid på lidt over to timer.

Det er en spektakulær film på alle måder, og derfor er det eneste reelle kritikpunkt er måske... ja, netop det. Filmen har travlt, rigtig travlt. Den har travlt med at være <em>stylish<em> med at være overproduceret til det punkt hvor nogle enkelte sekvenser næsten er fortænkte, for konstruerede. Men alt i alt er det her en værdig Knives Out-film, der er så underholdende, at man nærmest håber at de snart afslører planer om at lave tre mere. Mere Benoit Blanc til folket.