I løbet af de seneste par år er en lang række spil blevet filmatiserede. Gran Turismo, baseret på PlayStation-spillet af samme navn, skiller sig dog ud. For hvor mange andre film forsøger at genfortælle et spils historie eller i det mindste bygge videre på det fiktive univers, så tager den seneste film fra PlayStation Productions en anden tilgang, og er i stedet en fiktionaliseret fortælling om Jann Mardenborough - en ung britisk racerkører, der vandt realityprogrammet GT Academy og senere fik en hæderlig karriere i professionel motorsport. Nok en god beslutning, da en 20 timer lang film, hvor hovedpersonen møjsommeligt kører den ene ensomme omgang efter den anden for at opnå licenser, næppe ville resultere i stor filmmagi.
Som sagt følger vi Jann Mardenborough (Archie Madekwe), en ung britisk knægt, der har én stor passion i livet: Gran Turismo. Selvom faderen, den tidligere professionelle fodboldspiller Steve Mardenborough (Djimon Hounsou) ikke giver meget for sønnens hobby, så lykkes det Jann at kvalificere sig til realityprogrammet GT Academy, hvor ti udvalgte simracere skal konkurrere i rigtige biler om at få en professionel kontrakt med et racerhold. Det lykkes Jann at vinde konkurrencen, og sørme om han ikke klarer sig så godt som professionel, at han, trods uheld, skuffelser og tragedie undervejs, ender med at skulle konkurrere ved det legendariske 24-timers motorløb Le Mans.
Det lyder da som en fin historie til et indslag i de sene sportsnyheder eller som optakt til et motorløb i TV. Men så heller ikke meget mere end det. Så hvad har manuskriptforfatterne Jason Hall og Zach Baylin gjort, da de i sin tid modtog følgende synopsis? De har selvfølgelig smidt det i skraldespanden og ladet fantasien tage over. Og det gør de næsten for godt, hvilket ikke er overraskende med tanke på, at Hall forvandlede den blodige, uretfærdige katastrofe, der var Irakkrigen, til rendyrket amerikansk heltedyrkelse i American Sniper.
Gran Turismo er nemlig dramatisk som bare pokker. Og det betyder nogle gange, at den fornærmer biografgængerens intelligens. Karaktererne er toptunede arketyper uden meget overflødigt lir, og det gør dem ofte utroværdige, som tilfældet er med den småpsykopatiske rival Nicholas Capa, der er så gennemført usympatisk, at det eneste, der mangler, er et hagekors tatoveret på halsen. Det bliver også hurtigt trættende, at HVERT ENESTE ræs - fra den virtuelle kvalifikation på en netcafé i Cardiff til kampen om podiet på Le Mans - bliver afgjort med ganske få centimeter. At flere scener forsøger at bygge spænding ved, at der skal granskes målfotos, bliver er næsten komisk med tanke på, at filmen handler om superbiler, der kører på den absolut gale siden af 300 kilometer i timen.
Alt er sat på spidsen. David Harbour leverer en passioneret, nærmest teaterværdig præstation som den afdankede racer, nu modvillige træner Jack Salter, mens Orlando Bloom er ganske overbevisende som den fødte marketingsmand Danny Moore, der i løbet af et tre minutters pitch får overbevist nogle meget skeptiske japanske forretningsmænd om, at de skal smide millioner af Yen efter et realityshow. Det fungerer - for det meste. Men når næsten samtlige karakter cirka hvert femte minut skal nævne, at Gran Turismo er den bedste, mest præcise simulator med 80 millioner spillere (det er i øvrigt samlet på tværs af den femogtyve år lange serie - en af mange gange filmen har en lidt løs omgang med sandheden) - ja, så falder det en smule til jorden. Alle præsentationer er altid med den emotionelle pedal trykket helt i bund, og filmen mangler simpelthen den finesse, der skal til for at komme igennem handlingens lidt mere komplicerede sving.
Men lidt ligesom når man i virkeligheden kører bil, betaler det sig nogle gange at slå hjernen lidt fra, og lade køretøjet og vejen tage kontrollen. Og læner man sig først godt og grundigt tilbage i biografsædet, ja, så er Gran Turismo også en forbandet medrivende film. Archie Madekwe kommer hele følelsesregisteret igennem, og familiedramaet (måske fordi det virker til at være skrevet med hjælp fra en Screenwriting 101) er ganske effektivt. De konstante skift mellem lokationer giver også et hæsblæsende tempo, der passer perfekt til en racerfilm. Det ene øjeblik drøner Jan gennem en ørkenbane i De Forenede Arabiske Emirater for kort efter at ramme den legendariske Hockenheimring midt i de dystre tyske skove. Producenterne trykker dog ikke kun speederen i bund, med ved også, præcist hvornår de skal skifte gear og endda bremse helt ned - Gran Turismo er ganske enkelt mesterligt pacet.
Instruktør Neil Blomkamp formår at skabe visuelt distinkte film med kompliceret, nærmest skinnende maskineri, der rammer en prekær balance mellem CGI-cirkus og det naturtro. Det fungerer helt perfekt i en film som Gran Turismo, hvor netop mødet mellem simuleret ræs og den virkelige pendant, er hele omdrejningspunktet. Og så er det heller ikke kun udelukkende negativt, at filmen til tider virker som et promotionsfremstød. Under flere af løbene, ser man bilen skilles af i sine enkelte komponenter, og Jann sidder pludselig og kører i sit teenageværelser, som var det en dyrt produceret PlayStation-reklame. Det ser bragende godt ud, og det samme gælder for de virtuelle "racing lines," der både assisterer Jann under kørslen og fungerer som en rød tråd i filmen, der forbinder hans fortid som simracer med den nye benzinduftende virkelighed.
Oplevelsen understøttes af et glimrende soundtrack fyldt med licensmusik, der spænder vidt fra Enya over Kenny G til Black Sabbath. Da rulleteksterne kørte, og Mobys "God Moving Over the Face of the Waters" bragede ud af højtalerne, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile, selvom jeg indledningsvis var noget skeptisk. Gran Turismo skærer så mange sving i forhold til den bagvedliggende fortælling (og virkeligheden som sådan), at den utvivlsomt vil blive diskvalificeret af dedikerede racerfans, men det gør nu ikke så meget, for under filmens motorhjelm sidder et hjerte, der tydeligvis brænder for motorsport.