"Det er sgudda verdens sejeste vaskebjørn", sådan cirka kan mine tanker opsummeres, da jeg træder ud af biografens mørke. Filmen, jeg lige har nydt, er Guardians of the Galaxy, og humøret er højt.
Jeg havde ikke de store forventninger til oplevelsen. Manden bag filmens screenplay er James Gunn, og udover det lækre remake af Dawn of the Dead fra 2004 ligner mandens curriculum vitae mere en liste over middelmådige filmatiseringer af tegnefilm, end et menukort over en velsmagende buffet.
Hverken Chris Pratt (Moneyball og Zero Dark Thirty) som filmens hovedperson eller Vin Diesel (The Fast and the Furious) i CGI-form som et træmonster var nok til at tænde min gnist, og tanken om wrestleren Dave Batista i en anden af hovedrollerne gav mig næsten hovedpine. Bevares traileren så herlig ud, men det var mest af alt grundet den sarkastiske raket-skydende vaskebjørn, Rocket Raccoon.
Guardians of the Galaxy anno 1969, 2008 og 2014
Selvom jeg er tegneserieelsker, havde jeg ikke givet tegneserien synderlig opmærksomhed. Dan Abnett og Andy Lanning, der stod bag den nyeste udgave fra 2008, har ellers tidligere leveret solidt arbejde på især 2000AD (universet, der blandt andet inkluderer Judge Dredd). Men faktisk stammer Guardians of the Galaxy helt tilbage fra 1969, hvor det ganske vist var Arnold Drake og Gene Colan, der stod bag tegneseriens første hold af galaksebeskyttere.
Men som sagt er det 2008-tegneserien, der danner rammer om den nye film, og holdet er i bedste fald en flok middelmådige skuespillere med en enkelt hovedrolleindehaver, der trods alt har fået et par roser med på vejen i sin karriere.
Peter Quill er den unge knægt, der i slutfirserne kidnappes af et gigantisk rumskib. Her nogle årtier senere følger vi så hans klunserkarriere som Star-Lord. Star-Lord har udover det herligt kiksede navn, som kun en pre-teenager kan synes lyder sejt, en strålende karriere som dameforfører og galakse-freelancer. Som en blanding af Han Solo og Indiana Jones lægger han damer ned på stribe til tonerne af halvfjerdsernes og firserne bedste musikhits. Hans walkman og et mixtape er nemlig hans eneste følgesvende, lige indtil han pludselig hænger på fire andre galakseudskud i en kamp for at redde universet.
Som med alle Marvel-historier er der dog en sammenhæng med andre dele af Marvel-universet, og enhver der har fulgt de nyeste eventyr med blandt andet The Avengers ved, at der varmes op til en kamp med Kree-imperiet. Således sendes vi hurtigt ud på fremmede planeter i et kapløb om at holde på en kosmisk krystal, som Star-Lord har fået fingrene i. Og det er sådan set alt, som du behøver at få at vide.
Guardians of the Galaxy er nemlig som science fiction-film med fokus på action er flest: et spørgsmål om farvestrålende lasere, store eksplosioner, enorme rumskibe og et plot, der hverken overrasker eller forbløffer. Der er dog en ting, der især adskiller denne fra konkurrenterne: den sarkastiske og til tider sorte humor. Og ja: altså også den raketskydende vaskebjørn med et træ som bodyguard.
Enhver fan af Star Wars skriger sikkert med millioner af andre over den næste påstand, men helt ærligt, I ved at jeg har ret. A New Hope havde et tyndbenet plot. Filmen havde samtidig en bunke skuespillere, der bestemt ikke leverede synderligt godt (med få undtagelser). Alligevel var den mere end summen af de enkelte dele, for Star Wars: A New Hope havde en bunke fantastiske effekter og på trods af skuespillet lagde den mere eller mindre kimen til eftertidens rumfilm. På mange måder er Guardians of the Galaxy i samme båd.
Det brogede hold af galaksebeskyttere er et af de mest mindeværdige i nyere tid, selvom de grundet de mange action-scener aldrig udvikles synderligt. Groot (Vin Diesel) er et enormt træmonster med et yderst begrænset ordforråd, Gamora (Zoe Zaldana, der tidligere har leveret i Star Trek) er den lynhurtige kvindelige snigmorder, Drax the Destroyer (David Bautista) er filmens hårdtslående og hævntørstige kriger, der ikke forstår metaforer eller andre inddirekte referencer, Star-Lord (Chris Pratt) er som sagt den lurvede og grådige anti-helt, mens Rocket (Bradley Cooper) er herlig i rollen som et geneksperiment, der har givet en vaskebjørn sit sarkastiske og bitre lune.
Det er en broget skare, og det fungerer. Når Guardians of the Galaxy samtidig er fyldt med flotte effekter, ret farverige rumskibe i stedet for de vanlige grå kasser, herlige hitsange, der inkluderer Jackson 5, Blue Swede, 10CC og Redbone, samt storladne orkesterkompositioner af Tyler Bates, så går man ud fra biografens mørke med et bredt smil på læberne (og som med alle Marvel-film bør du blive til efter rulleteksterne, mens du smiler).
Guardians of the Galaxy leverer ikke et dybsindigt plot eller fantastiske skuespillere, men som A New Hope før Marvels rumeventyr har bevist, kan den rette sammensætning gøre undere. Slutresultatet føles som Firefly, men leveret så den kan ses af hele familien. Det er ikke en perfekt film, og den er dybt forudsigelig, ligesom den ikke kommer til at revolutionere genren, men det er pokkers glad action-underholdning, der vil føles som et godt match til dine indkøbte popcorn.
Der er en efterfølger til Guardians of the Galaxy under forberedelse, og du kan være sikker på, at jeg denne gang ser frem til flere eventyr med Star-Lord og (u)vennerne.