Havoc (Netflix)

The Raid var bemærkelsesværdig, da den udkom i 2011, på så mange måder. En 29 (!) år gammel britisk instruktørdebutant tog til Indonesien, hyrede indonesiske og kinesiske kampsportseksperter, koreografer og skuespillere og sammensatte en lavbudgetfilm fyldt med så meget hårdtslående action, at den stadig i dag står som en af de bedste, der nogensinde er lavet, når det gælder rendyrket, koreograferet action. The Raid 2 var også fræk, eksplosiv og voldelig, mens den gotiske gyser Apostle (2018) i bedste fald var acceptabel.

Nu er Gareth Evans tilbage med en af årets mest hypede Netflix-film. Havoc er en slags tilbagevenden til den hektiske ultravold fra Raid-filmene, og her er det lykkedes Edwards at få mod nok til at hyre Tom Hardy, Timothy Olyphant og Forest Whitaker. Det er stjernespækket, grumt, beskidt, råt og gennemsyret af gammeldags filmvold. Historien har vi alle set før, 500 gange. En pragmatisk, street smart politimand med familieproblemer og tvivlsom moral kommer i problemer og må gennemsøge underverdenen for at finde den kidnappede søn af en magtbegærlig, korrupt politiker. Den pågældende politimand spilles af Tom Hardy, hedder selvfølgelig "Walker" og er kreeret uden det mindste forsøg på originalitet. Han er en mellemting mellem McClane og Jericho (End of Days), og den svedige politiker, hvis søn skal befries, spilles af Whitaker, som spiller præcis den samme karakter her som i Street Kings, bare mindre intens og troværdig.

Med Havoc har Gareth tydeligvis forsøgt at finde en måde at kombinere kampsports-mash-up'en fra Raid med den stilistiske, klaustrofobiske, teatralske fornemmelse fra Sin City med råheden og grusomheden fra Max Payne 3. Det lyder meget godt, men det fungerer bare ikke her. Desværre. For det meste ligner denne film en virkelig udtværet, grim cutscene fra et True Crime-spil fra de tidlige 2000'ere, med akavet forsænkede skuespillere og en overdreven mængde støj oven på billedet (for at skjule ufuldkommenhederne), der irriterer.

Historien er flad og dum, fornemmelsen af omfang, sted eller retning er ikke-eksisterende, og Tom Hardy giver en præstation, der for en gangs skyld er svær at acceptere. Han skifter mellem at være fåret og ubarmhjertigt supergnaven og hård til at forsætligt uvidende udelukkende for at plottet kan bevæge sig fremad, hvilket i sidste ende opsummerer dette virvar af vrøvl.

Havoc forsøger at ride med på selvtægtsbølgen, og hypen bag den har været god, ikke mindst da Netflix kombinerede Raid-fyren med en af tidens hotteste mandlige filmstjerner. Desværre tager det aldrig fart, i stedet lægger Havoc sig ned i en brønd og gurgler videre med elementer, der stinker af amatørisme.