Fordomme om at alt metal består af satanister og folk der er mentalt forstyrret og elsker død og ødelæggelse lever i bedste velgående. For rigtig mange mennesker er metal musik en beskrivelse af larm. Tanken om at der findes enorme forskelle indenfor denne genre ligger dem meget fjernt.
Vi følger primært tre medlemmer fra hver tre bands. Lasse fra Illdisposed, Scott fra Infernal Torment og Christian fra Nidhug.
Jeg kan ligeså godt indrømme med det samme at jeg er mere til den lidt blødere del af metalmusikken med bands som Metallica, Apocalyptica og Rammstein som jeg personligt holder meget af.
Derfor kan min viden omkring Illdisposed, Infernal Torment og Nidhug ligge på et meget lille sted. Bevares jeg havde da hørt om Illdisposed men det var så også det.
Nu har jeg så set dokumentarfilmen og fulgt hvordan de forskellige bands var dengang. Lad det være sagt med det samme: Headbang i hovedlandet gør intet godt for metalgenren. Og det virker til tider som om det bevidst er klippet for at få de interviewede til at fremstå som tåber.
Scott fortæller hvordan mere eller mindre alle deres tekster handler om lyst til sex med ens egen mor og Christian er så dybt seriøs omkring sin Ase tro og hvor vigtigt det er for deres dæmoniske velsignelse at de bevarer de hedenske traditioner.
I næste klip ser vi så selv samme Christian sidde med far og mor over det jyske kaffebord, og han virker som noget af det mest dengsede set på dansk tv hidtil. Den skarpe kontrast virker særdeles ironisk og det er uden tvivl tilsigtet. Det fjerner dog ikke så mange fordomme som det underbygger og det er en skam.
Heldigvis er interview delen med Lasse en kærkommen forandring. Han har en selvkritik og afstandtagen til den sorte del af musikken som er forfriskende. Vi følger både hans vilde koncerter men ser ham også i hans daværende arbejde i en vuggestue. Lige den del af filmen rammer en pil tværs gennem hjertet på de værste fordomme. Her ses en person der virker helt normal til daglig. Han er meget kærlig i sin omgang med sin familie og de børn han arbejder med. Samtidig har han den rette vildskab i sin sceneoptræden til at levere metalmusikken rå og usødet.
Men han ved det kun er musik, han tager selv tykt pis på de bands som drikker blod eller på anden måde opfører sig fuldkomment åndssvagt. Mest tydeligt kommer det frem da han danner et band kaldet GOAT og udgiver en plade. Hele ideen bag er at forsøge at kopiere de bands, som ifølge ham, lever på et ondt og råt image, som et dække over deres manglende musikalske talent.
Andre steder fortæller han så hvordan deres forsanger i en rus af druk og opstemthed af musikken i flæng gennemtæver tilfældige personer ved koncerterne, og hvordan han selv også har været med til det. De få udtalelser er nok til at hive de upartiske passager helt til jorden.
Ud over selve dokumentaren ligger der på disken et par korte interviews fra i dag med henholdsvis Lasse og Scott, og det er naturligvis grunlaget for DVD-udgivelsen.
Scott virker ikke som om han er kommet et skridt videre og fortæller om hvordan han er i et nyt band og lever af pizza og øl og elsker at være uafhængig.
Lasse er også i et nyt band, men han tager for alvor afstand denne gang. Det er tydeligt han på mange måder er blevet voksen og ser anderledes på mange ting. Han elsker stadig metalmusikken men på en anden måde. Og det er forfriskende at høre hans kommentar til Headbang i hovedlandet. Han fortæller hvordan han ikke kunne holde sig for grin da han så passagerne med Christian, samme følelse jeg sad med.
Disse nutidige interviews redder dokumentaren fra at ende som dybt fordomsfuld, og skaber et mere ironisk indtryk af oplevelsen.
Desværre så vi intet til Christian fra i dag. En mere voksen og fornuftig skildring af ham ville ellers have været særdeles rart. I stedet sad jeg som seer med formodninger om en langhåret mors dreng der sidder i en kreds af ni lys og drikker blod fra tre geder... mens hans far henter kage til kaffen.
Headbang i hovedlandet ender som en noget komisk dokumentar der giver mange blandede følelser til seeren. Den ændrer næppe ved folks allermest forankrede fordomme til metalgenren hvis man tager den alt for seriøst. Formår man at se blinket i øjet der titter frem flere steder vil man dog få et fint og humoristisk indblik i datidens danske metalscene. Husk dog den er 13 år gammel og meget er sket siden da.