Heretic

Det er et af de helt gamle tricks i bogen at caste "against type", altså at tage en skuespiller vi er vant til at se i en specifik genreramme, og gøre noget helt andet med pågældendes rolle. Det skaber bevågenhed først og fremmest, og kan også lede til fornyet kreativ energi.

I forhold til Hugh Grant som enigmatisk, excentrisk og glubsk religionsfilosof i A24's Heretic, så virker det til den helt store guldmedalje. For det er i virkeligheden alt du skal vide om det efterhånden legendariske produktionsselskabs seneste triumf - Grant bevæger sig så langt fra den kiksede cockney-charmør i den jævne romantiske komedie som overhovedet muligt, og er frygtindgydende, kalkuleret og rablende sindssyg, og det er filmens helt store trækplaster. Resten er sådan set bare okay.

Sister Barnes og Sister Paxton (spillet af henholdsvis Sophie Thatcher og Chloe East) missionerer for "The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints" (også kendt som Mormonkirken) og falder helt tilfældigt over Mr. Reeds hus (Grant), og idet han inviterer dem ind på et stykke blåbærtærte og en iskold cola, så mærker de allerede uroen vokse efter få minutter. Pludselig er de dog i hans spind, og det lader til at han har ventet ganske tålmodigt på netop det her øjeblik, et øjeblik hvor han vil konfrontere dem med hans personlige teorier om religions rolle i det moderne samfund, og gøre det på en ret uhyggelig måde også.

Hvad der følger er godt og vel halvanden time i en eskalerende thriller setting, hvor Reeds mærkelige hus, der er blevet redesignet til netop dette formål, agere konstant overraskende ramme, og hvor Reed selv leger intellektuelt og filosofisk kispus med de to forfærdede unge kvinder. Særligt East og Grant leverer til UG her, men det her er, når alt kommer til alt, Grants film, og alt ved ham, fra lettere duggede briller til hver eneste replik, er uhyggeligt omhyggeligt eksekveret. Heretic fortjener ingen Oscar-statuetter, men Grants præstation er på det niveau - omfattende, avanceret og helt igennem troværdig trods excentricitet og sindssyge.

Det sjove er, og det kan være svært at adskille, at hans levering af indholdet er til tider bedre end indholdet selv. Ja, for efter en række uhyggeligt intense set-up scener i filmens første halvdel, hvor Grants filosofiske fremstilling af religioner, og påpegningen af deres selvmodsigende eksistensgrundlag, så mister Heretic for alvor grebet om sin egen røde tråd, og i stedet for at skubbe karaktererne fremad på en måde der bibeholder og understreger den intensitet, så bliver det hele til én stor analogi.

Og det er ikke nogen subtil analogi heller. Reeds karakter oscillerer kraftigt fra kalkuleret til uberegnelig, men ikke på nogen fascinerende måde. Snarere forholder det sig sådan at man som seer, efter cirka en time, sidder tilbage med et brændende ønske om at filmen ville tilrettelægge sig selv sådan som Grant kunne gå en af de to nævnte planker helt ud. Filmen fortsætter hverken den intellektuelle "katten efter musen", heller ej går Reed så meget op i limningen, at Grant kan rykke sig endnu mere. I stedet bliver filmen meget opsat på at Reed skal bruge sine scener på at understrege analogier, forklare hans bevæggrunde og vinde en filosofisk tvist med sine ofre, og det er ikke helt lige så interessant at se på som filmen selv lader til at tro. Der mangler, i sidste ende, noget af den suspense, der etableres og bruges som virkemiddel i den første halvdel.

Det betyder ikke at Heretic er ringe stykket sammen, slet ikke. Der er et utroligt overskud i colorgradingen, klipningen, musikken og hele konstruktionen. Thatcher leverer klart den mindst overbevisende præstation, men som film der kun har tre egentlige roller, så er den velspillet ingen tvivl om det. Det kan sagtens være at du vil nyde Heretic, og anmeldere verden over lader til at være mere begejstrede. Jeg selv fandt Grants præstation fantastisk, men at resten af filmen kæmpede for at få tegnet sin ramme færdig.