Altså, hvad ved jeg om franske film? Jo, jeg har da set Amélie og Delicatessen, men det har alle vel. Og jeg har da haft syrehatten på før med stor fornøjelse, dengang jeg så Naked Lunch med en gedigen bagstivhed i kroppen, eller dengang jeg fik overbevist en kammerat om, at Labyrinten Til Troldkongens Slot var én lang metafor om incest. Og jeg har da fået megen morskab ud af at sidde og greje David Lynch film.
Men fandme om jeg kan greje det her. Det er jeg dog næsten sikker på, at de fleste heller ikke kan. Jeg prøvede endda at finde en skelsættende præcis analyse på forskellige indie-film websites - der var endda en, der havde dedikeret en hel redaktion-roundtable til at diskutere de forskellige metaforer og billeder. Men det eneste, de kunne blive enige om, var, at de virkelig godt kunne lide den, men ikke fattede en brik af den.
Det var også halvt sådan, jeg havde det. Jeg fattede ikke en brik af den, men det har jeg det okay med, for det virker bestemt heller ikke til at være hensigten. Resten af internettet ser heller ikke ud til at have fundet ud af det. Men lide den kunne jeg heller ikke. Men jeg prøvede i det mindste at være en god anmelder og finde ud af, hvad lortet egentlig skulle forestille at handle om, inden jeg satte min egen uvidenhed til offentlig skue. Men, så vidt jeg kan se, så er det i store træk bare Leos Carax' hjerne, der omsider er gået fuldstændig ud af gevind og at det på en eller anden måde er eksploderet ned på celluloid.
Jeg kan kort opsummere plottet, selv om det er en aldeles meningsløs eksercits: Denis Lavant er en gammel mand, der kører i limousine og har forskellige "aftaler." Det er nogle ret mærkværdige aftaler, der involverer alt fra at gnave fisse på et slangemenneske i latexkostume mens han bliver motion-captured til at spæne rundt i nissekostume på en kirkegård mens han æder blomsterdekorationerne. Til sidst dukker Kylie Minogue op og synger en sang, der ikke har med noget som helst at gøre, forinden Denis tager hjem til en familie chimpanser til lidt aftenhygge.
Det er som hvis David Lynch tog alt for meget syre mens han var under en ubønhørlig deadline om at aflevere et manuskript inden dagens udgang. Det er som hvis et fransk filmselskab havde fået verdens bedste guffer og sagde ja til alt hvad de fik præsenteret. Det er i virkeligheden, hvis du spørger mig, skoleeksemplet på alt hvad stereotypen omkring brandkedelige, uforståelige franske film er. Og selvfølgelig er samtlige udenlandske anmeldelser hovedkulds forelskede i den, for hvis de ikke var det, så ville de sikkert ikke blive inviteret med til Cannes næste år.
Filmen er ikke det mindste interesseret i at give en skid mening - og man kan mærke, det er med fuldt overlæg - og den er endnu mindre interesseret i at give dig noget at holde fast i. Den driller dig med en lille snert af mening når Denis begynder at fable om "kameraernes størrelser" (på trods af, der ikke er nogen kameraer til stede i filmen) og "illusionens vigtighed" - og man tror næsten, man er ved at få en reel pointe serveret - men den taber det lige så hurtigt på gulvet igen når den holder pause i midten for at give os et seks minutter langt harmonika-jam-nummer.
Jeg caller bullshit. Prætentiøst bras.
