Seksualundervisningen har altid været en beklem samling stunde for alle ungersvende. Det var jo direkte tortur at sidde bag skolebordet i 6. klasse med røde ører af forlegenhed på vegne af den cardiganbærende fysiklærer, der sandsynligvis ikke havde set fjappe siden den dag han blev født, stamme sig igennem de kliniske betegnelser for de kvindelige kønsorganer med værdigheden sappende ud af ham for hvert pinefuldt, fnisfrembringende ord. Heldigvis er der hjælp at hente.
Problemet med seksualundervisning har altid været, at det tilgængelige undervisningsmateriale om emnet ikke har talt et sprog, børn i den alder kan relatere til. Det har altid haft noget at gøre med barnagtige tegninger og über-pædagogiske pixi-bog-sprogvendinger som, "Når drengens tissemand bliver stiv." Det er intet under, at fysiklæreren føler sig nødsaget til at hente hjælp ind fra professionelle seksualvejledere og kendisser, der på en eller anden måde har forvildet sig ind i branchen om at undervise kneppekunst til mindreårige, med det værktøj, de får stillet til rådighed!
Heldigvis har vi Hollywood til at målgruppeanalysere sig frem til en løsning. Med en skinnende overflade som en Photoshoppet fotomodel, og nok indie-rock bands på soundtracket til at fylde et cirkustelt, har seksualundervisningen endelig fået det audiovisuelle redskab, der skal redde den fra de evindelige røde kinder og forpinte spørgerunder. Aldrig mere behøver du svare på hvor klitorisen befinder sig, eller hvor mange eufemismer for tidlig sædafgang du kan remse op på et minut. How to Make Love to a Woman besvarer alle disse spørgsmål, og den har lebber, der kysser! Og Jenna Jameson!
Det er selvfølgelig et kompliceret emne, men heldigvis holder denne undervisningsfilm de unge purkers og tøsebørns opmærksomhed fastlimet gennem et simpelt, ikke-forstyrrende narrativ om en ung narhat og hans robotkæreste. Det er et smart valg, den debuterende filminstruktør Scott Culver har taget om at lade filmen foregå i en surrealistisk karikatur af den menneskelige verden, hvor vi oplever karakterene omkring vor hovedperson Andy (Josh Meyers) som korporelle manifestationer af hans egne seksuelle mindreværdskomplekser, der hver især er programmeret til at stimulere hans underbevidste mojo med potensindsprøjtende verbale godbidder som, "Have you tried the Hammer Grip of Thor?"
Men visse livslektier er dyrtkøbte, og heldigvis har denne film husket at have hjertet med hvor det tæller. Din seksualitet er, som du sikkert allerede ved, en gave, der ikke bør spildes på den forkerte, uanset hvor mange tequilashots han kan trække ud af sit Dankort, og sex uden kærlighed er jo, som vi ved, bare onani med støttehjælp. Det er vigtigt at denne pointe er med i enhver konstruktiv læren om vores prokreationelle funktionalitet i den biologiske livscyklus, og at de unge husker, at det er vigtigt at have følelserne med. Heldigvis behøver filmen ikke rent faktisk at vise ægte følelser, da hele rollebesætningen som sagt blot er tomme, kun svagt humanoide karikaturer af noget lignende homo sapiens. Og det er godt, for så kommer plottet heller ikke i vejen for al den livsnødvendige lærdom, vi skal nå at fyre afsted på kun halvanden time.
Andys kæreste Lauren (Krysten Ritters) repræsenterer Andys undertrykte følelsesliv (genialt protrætteret af frøken Ritters med en præstation, der kun svagt antyder, at hun er en automaton), der druknes i den evindelige, overdøvende larm fra hans primale trang til reproduktion (spillet af Eugene Byrd i rollen som Andys stereotypiske sorte ven, Layne). Fordi Andy fokuserer så meget på stemmen i hans nosser i stedet for den i hans hjerte, er hun lige ved at kaste sig i armene på Andys usikkerhed om sin penisstørrelse, manifesteret i formen af Daniel (Ian Somerhalder), som i Andys surrealistiske univers er Laurens barndomsven, der flyttede til Chicago, men dukker op i Andys underbevidsthed fordi han ikke er i stand til at give hende orgasmer.
Det er betagende hvordan manuskriptforfatteren Dennis Kao, der ligesom instruktøren debuterer med denne film, væver dette fantasiunivers omkring os hvor samtlige figurer agerer psykoterapeutiske værktøjer, der bekæmper eller styrker Andys dybe mentale skavanker.
Det ene øjeblik indgår de i dialog med Andy og giver ham råd, som om vi ser den fysiske manifestation af Andys interne dialog mellem hans id og ego; det næste øjeblik taler de direkte til os, seerne, som om vi også er inviteret indenfor i Andys underbevidsthed og deltager i hans oplevelse som om det var vores egen. Men dette er så subtilt vævet ind i filmen, at man slet ikke lægger mærke til det mens man ser den -- og derfor er den så perfekt til den moderne seksualundervisning: den iklæder sig et skalkeskjul af menneskeligt drama under forklædningen af at være et seriøst informerende læreredskab. Man opdager simpelthen ikke, at man lærer!
Vi får aldrig brug for medicinske diagrammer med halvskårne kønsdele, eller de der elendige tegnefilm, der så ud som om de var produceret af et hashrygende kollektivs tegnestue tilbage i midten af 70'erne -- eller for den sags skyld Mads og Nannas Sex Show. Denne film giver vores børn svaret på alt hvad de kunne finde på at spørge om, inklusive et par ting, de måske ikke engang havde tænkt på, og den er tilmed så eminent skruet sammen i dens fortællemåde, at den efter min mening bør anvendes i alle skolers seksualundervisnings-forløb.
