Billedet fader op på en tætpakket menneskemængde badet i blod. Det er i hvert fald ens umiddelbare indtryk, men da kameraet langsomt nærmer sig dem, opdager vi at den knaldrøde farve kommer fra de tomater, de kaster efter hinanden. Selvom det umiddelbare chok, jeg føler, er blevet desarmeret, formår det visuelle overfald at sætte en krog fast i mit sind, og der bliver den siddende de næste to timer.
I Lynne Ramsays nye, hårdstlående drama, Hvad Med Kevin?, følger vi Eva. Hun er en anerkendt rejseforfatter, men hendes eventyrlyst kommer til en brat ende, da hun føder sin søn Kevin. Nu skal hun være familiemor i forstaden sammen med sin søde, men uopmærksomme mand Franklin. Det viser sig dog hurtigt at Kevin ikke er en normal dreng. Han gør en masse ondskabsfulde ting, bevidst og tilsyneladende uden grund.
Historien fortælles komplet ukronologisk. Der springes lystigt mellem tid og sted uden speciel hensynstagen til publikum, men det føles aldrig tilfældigt, og desto længere man når desto, mere afsløres et overordnet motiv. Fortællestilen minder om den fra en roman, hvor en lille detalje pludselig blomstrer ud i en indre odyssee. Det kræver en intens selvdeltagelse, noget det gængse filmpublikum ikke er vant til, men det formår at skabe et stærkt bånd mellem os og karaktererne, siden de ting vi lærer at kende om dem stammer fra vores egne konklusioner om dem som mennesker, i stedet for at filmen fortæller os hvordan de er.
Det springende punkt i den her type film er, at vi skal møde Kevin. Han er et omvandrende enigma, og selvom vi følger ham hele vejen op til sine sene teenage-år, er han ekstremt svær at gennemskue. Han er også med til at gøre Hvad Med Kevin? til den emotionelt drænende oplevelse det i sin inderste kerne er. Vi føler så intenst med Eva, der spilles fremragende af Tilda Swinton, at når hun har det dårligt, så har vi det virkelig dårligt. Det er et rædselskabinet af skuffelser hun skal igennem i løbet af historien, og da rulleteksterne kørte henover skærmen følte jeg mig komplet tom.
Nu lyder det her nok som den type filmoplevelse, der efterlader én med en depression, og det er måske også rigtig nok, men gør det den til en dårlig film? Slet, slet ikke.
Det er en ekstremt elegant fortalt og reel historie om familiens ustabile fundament, der stiller spørgsmålstegn ved om familier overhovedet eksisterer. Skuespillet er rigtig godt, og især Ezra Miller imponerer som Kevin, samtidig med han får en til at vanære sit undertøj.
Du skal ikke gå ind og se Hvad Med Kevin? hvis du er i dårligt humør, den advarsel kommer jeg med lige nu. Men hvis du trænger til en seriøs intellektuel udfordring og er parat til at gennemgå hele følelsesregistret på rekordtid, så er der en stor oplevelse i vente.