Hvidsten Gruppen

Historien om Marius Fiil og Hvidsten-gruppen har været en del af mit samlede billede af besættelsestiden siden skoletiden. Ikke voldsomt konkret og udførligt. Men dog som en påmindelse om de danskere, der tænkte, nu ka' det være nok - for derefter at sætte livet på spil mod besættelsesmagten.

For mig var det en overraskelse, at det var instruktør-debutanten Anne-Grethe Bjarup Riis, der skulle omsætte historien om Hvidsten-gruppen. Der er umiddelbart langt fra temperamentsfuldt engagement i en nutidig debat om købesex til historien om at betale den ultimative pris for at have modtaget våben, ammunition og sprængstof til støtte for modstandsbevægelsens sabotageaktioner.

Resultatet er tilsvarende overraskende. Filmen byder ikke på glorificering af helte. Der er ikke nævneværdigt fokus på dramatik og i traditionel action-forstand på skyderi, biljagter eller andre mere udvendige effekter. Tværtimod. I stedet går instruktøren bemærkelsesværdigt tæt på almindelige mennesker, der lever et såre almindeligt liv, men som også ender med at tage en beslutning med fatal udgang.

Indledningsscenen er forberedelserne til fejringen af Marius og Gudrun Fiils sølvbryllup. Det vil sige, Marius har mere travlt med kortspil, kaffe og en lille dram sammen med blandt andet dyrlægen Albert Iversen, spillet af Bjarne Henriksen, og karetmager Søren Kristensen, spillet af Arne Siemsen. I køkkenet skæmter kvinderne med Marius' mildt sagt tilbagelænede deltagelse, men Gudrun tager ham i kærligt forsvar. "Han organiserer jo ... På sin egen måde. Sin helt egen måde". Gemytligheden bliver imidlertid forstyrret af radiotransmissionen af statsminister Buhls tale om sabotage. En tale, der vækker harme og stærk vrede, ikke mindst hos dyrlægen.

Personerne og skuepladsen bliver ridset op med lune, indlevelse og en fornem sans for detaljer og akkuratesse. Personerne befinder sig så langt fra krigsindsats, som man næsten kan tænke sig - og alligevel bliver der allerede i indledningen opridset en ufravigelig logik i beslutningen om at ... GØRE noget over for - som dyrlægen udtrykker det - den besættelsesmagt, der har armen oppe i røven på den danske regering.

Da lægen Thorup Petersen, spillet af Jesper Asholt, første gang lægger en føler ud om modstandsarbejdet, er Marius ikke et sekund i tvivl. "Du skal bare sige til!", mens hans kone mere besindigt tvivler på, at der kan gøres så meget i Hvidsten. En samtale, der er afgørende for historiens og handlingens videre forløb, men som bliver fremstillet følsomt, uden patos og unødigt dramatisk underlægningsmusik. Det er ikke det samme som at der overhovedet ikke bør være musik i filmen. Nej, tværtimod er der filmen igennem en fin sammenhæng mellem de jordnære menneskeportrætter og den sarte og følelsesladede underlægning.

Den første modtagelse går godt. Ængstelsen er dog stor hos familien - og hos de deltagende. En indsats, der går godt, for en stund. Indtil en nedkastet engelsk agent bliver afsløret og ikke når at sluge den cyankaliumpille han ellers er udstyret med. Den tyske tortur medvirker snart til, at Hvidsten-gruppen er afsløret. Igen viser afgørende scener, hvor fattede og afklarede gruppens medlemmer går den kun alt for sandsynlige dødsstraf i møde.

Anne-Grethe Bjarup Riis har formået at balancere fint igennem historiens mange muligheder eller rettere faldgruber. Som film kunne mange afgørende scener være endt som klichéer, som drama mest af alt for dramaets skyld. I stedet er der den røde tråd igennem filmen, fra det indledende sølvbryllup til de sidste stærkt følelsesladede stunder inden henrettelsen i Ryvangen - at nødvendigheden af indsats, af at GØRE noget, kan være større end det enkelte menneske. Som det er udtrykt i filmens undertitel: "Nogen må dø, for at andre kan leve".

Både Jens Jørn Spottag som Marius og Bodil Jørgensen som Gudrun føjer liv og indlevelse til rollerne som kromutter og -fatter. Bjarne Henriksen viser både den bryske og temmelig opfarende side af dyrlæge Albert Iversen og den følsomme og omsorgsfulde side som ægtemand og far. Jesper Asholt formidler modsvarende fint den helt naturlige forsigtighed, som lægen udviser som organisator af modstandsarbejdet på Randers-egnen.

Det er på sin vis uretfærdigt at fremhæve nogle få af filmens skuespillere, for rollelisten er i al overvejende grad besat med sans for figurernes karakter. Bevares, Hvidsten Gruppen er eftertidens dramatisering af virkelige begivenheder, men resultatet er både nærværende og overbevisende.

Ekstramateriale
Fiktionen i filmen er suppleret med den nærmest obligatoriske bag-kameraet-dokumentar og en dokumentarfilm om den virkelige Hvidsten-gruppe, der især er båret af interviews med overlevende og efterladte.

Det skal ikke underkendes, at arbejdet med filmen har gjort indtryk på både instruktør, skuespillere og andre involverede. Der er imidlertid noget lidt for flagrende, lidt for nutidigt distanceret over den førstnævnte dokumentar.

Så er der straks mere substans og nerve i den anden. Ved krydsklip med sekvenser fra filmen bliver det fornemt understreget, hvor loyalt filmens lavmælte tone fremstiller personer og begivenheder. Det står nøgternt og smukt, hvordan efterkommerne har båret Hvidsten Kro videre i dyb respekt for historien og traditionen. Marius' og Gudruns værdighed lever videre i driften af kroen, hvor der stadig den dag i dag bliver lavet æggekage efter den gamle opskrift.