Steven Russell (Jim Carrey) er på overfladen lykkelig gift, har børn, spiller orgel i kirken og har endda en karriere som lovens mand i uniform. Men ved siden af det lyserøde familieliv gemmer sig en vaskeægte flamboyant 80'er-homo, som manifesterer sig bag et skalkeskjul af forretningsrejser. Men efter at have været involveret i et biluheld beslutter Russell sig for, at dobbeltlivet ikke er ham længere. Nu vil han leve som sig selv, uanset hvad verden tænker - og det gør han ved at flytte fra hus og hjem til Miami og skrue kraftigt op for bøssevolumen.
Men den flamboyante livsstil, han ønsker, er dyr at opretholde. Så inden længe bedriver den førhen så retskafne eks-politimand større og større svindelnumre for at holde drømmen gående. Men på trods af stadigt mere opfindsomme og selvskadende finter for at undgå arrestation ryger han til sidst i spjældet - hvor han møder og hurtigt bliver kæreste med den følsomme Philip Morris (Ewan McGregor, der næsten er forklædt bag afbleget hår og ditto øjenbryn).
Resten af filmen bruger Russell sine svindlermetoder til at blive hos sin nye kæreste, selv om Morris - på trods af at være oprigtigt forelsket - kraftigt misbilliger Russells fremgangsmåder.
Filmen er baseret på sande hændelser om stadig nulevende mennesker, så det er en af den slags "for sær til at være fiktion"-film, i stil med Running With Scissors eller Catch Me If You Can. Lighederne med specielt sidstnævnte er slående, for ikke nok med at filmen handler om en svindelkunstner, men ligesom i Spielbergs film er publikum konstant med på gættelegen om hvorvidt det, de overværer, er "ægte", eller om Russell har gang i endnu et svindelnummer - og som regel finder vi publikum først ud af det når de andre figurer i filmen gør.
Ulempen ved den fremgangsmåde er selvfølgelig, at publikum ender med at fordybe sig i gættelege om hvor plottet er på vej hen. Hvis det ikke var for en velbalanceret balancegang mellem de syrede svindelnumre og den sandfølte drama i kærlighedshistorien var der en reel risiko for, at sidstnævnte var blevet nedprioriteret. Heldigvis er der et klart skel mellem de følelsesmæssige øjeblikke og de komiske spræløvelser, og eftersom dramaet i øvrigt behandles med behændig modenhed uden at forfalde til for megen melodrama fungerer kombinationen faktisk lige så godt som i instruktørernes forrige film, Bad Santa.
Jim Carrey beviser igen, at han både kan komisk timing og rent faktisk spille skuespil ved siden af - men det har han faktisk gjort i alle hans film siden (og inklusiv) den første Ace Ventura. Ewan McGregor er i virkeligheden den, der stjæler showet, hvis man er til oprigtige følelser på film. Han leverer en troværdig pragtpræstation, der faktisk næsten er på højde med hans glansrolle i Trainspotting - om end selvfølgelig i en helt anden boldgade, rent dramatisk.
Forventer man en traditionel "zany" Jim Carrey-komedie, så bliver man skuffet: her bør man nøjes med at se de første 20 minutter af filmen, hvor Carrey får lov til at folde sig ud i sædvanlig stil. Men Carrey har for længst bevist, at han er andet end et særdeles velmotioneret gummiansigt - og hvis man lægger dén stereotypiske forestilling om manden fra sig, og i øvrigt ikke bliver sart af at se to mænd simulere sex på sin tv-skærm, så har man en særdeles vellykket drama-komedie mellem hænderne.