Romantiske komedier tiltaler mig sjældent, men nogle få eksempler rammer til tider rigtigt, og med dem, jeg faktisk kan lide, beviser det også, at genren har rigtig meget at byde på. Desværre bliver mine forhåbninger om gode kærlighedskomedier oftere svækket end tilfredsstillet, og I Think I Love My Wife er et klasseeksempel på dette. Det er utvetydigt, at den flatterede komiker Chris Rock har haft noget på hjerte i sin film, men når udførslen og skuespillet er så elendigt, som denne film, kan man ikke andet end væmmes en smule.
Chris Rock, som også har instrueret rodet, spiller ægtemanden Richard Cooper, som har været gift med sin kone i syv år. Konen er smuk, de har to børn sammen og han har et godt betalt job. Men ægteskabet er endt op i et kedeligt, ensformigt, sexløst rod, hvilket går Richard umådeligt meget på. Så meget, at han dagdrømmer om hver eneste kvinde, han kommer i øjenkontakt med. Da hans gamle veninde Nikki Tru, pludselig dukker op, bliver dagdrømmene ikke mindre, for magen til lækkert skår skal man lede længe efter.
Det er sådan set også det eneste lækre ved denne film, for ligeså snart hun kommer ind i billedet, begynder filmen at dale i tempo og smide jokes i hovedet på en, der er så forudsigelige og akavede, at Bill Clintons affære med Monica Lewinsky, pludselig virker som en kæmpe overraskelse.
Det er dybt ærgerligt, at filmen tager så mange forkerte valg og virker så dum, for hele vejen igennem kan man fornemme, at Chris Rock faktisk vil noget filmen. Han kommer undervejs i filmen med et hav af små finurlige ægteskabseksempler og situationer, som på tegnebrættet egentlig virker okay. Hvordan han end så har formået at gøre dem så uvedkommende og irriterende, er mig stadig et mysterium. Et andet mysterium er, hvad der har fået en fantastisk skuespiller som Steve Buscemi, til at hoppe med på vognen. Hans rolle kunne være spillet af en hvilken som helst anden idiot. Der er kort sagt intet i denne film, som ikke er set bedre et eller andet sted før.
Under det meste af I Think I Love My Wife, sad jeg faktisk med en klump i halsen, men vel og mærke ikke af den gode slags. På mange måder fornærmer den sit publikum med sin forudsigelige historie, og de steder hvor den overrasker, f.eks. en sangsscene hen mod slutningen, er det så vammelt og dumt, at man bare må væmmes. Bevar mig, jeg fniste uskyldigt under få scener, og dette er også grunden til, at jeg ikke giver den ultimativ bundkarakter. Undgå filmen, med mindre du elsker dybt, dybt forudsigelige romantiske komedier, som overhovedet ikke er morsomme.