Immaculate

Sydney Sweeney er skuespillerinden der er på alles læber lige nu. Men udover at medvirke i tv-serie fænomenet Euphoria, så har hun faktisk ikke, endnu, nogle reelle værker der bakker op om hendes massive popularitet. Jo, den romantiske komedie Anyone but You hev over $200 millioner ind, og hun har også medvirket i Madame Web, så derfor er det ret så vovet, og sejt også, at hun så personligt har været med til at sikre at gyserfilmen Immaculate blev produceret.

Immaculate handler om Sister Cecilie (Sweeney), der ankommer til et kloster i Italien efter at have fundet gud i forbindelse med en nærdødsoplevelse. Kort efter bliver det dog tydeligt at Cecilia er gravid, og det er uden nogensinde at have haft samleje med en mand. Klostret afgør graviditeten som værende "immaculate", altså på samme måde som Jesus blev undfanget, men straks derefter begynder mystiske ting at ske.

Og lad os da starten med Sweeney - hun er fin. Det lyder måske lettere afstumpet, men Immaculate er hendes film, hun medvirker i 90% af scenerne, og det er igennem hendes filter at vi behandler de begivenheder filmen udsætter os for, og det fungerer... ja, fint. Nej, det er ikke nogen prisværdig powerhouse performance, der får væggene til at runge af ren og skær troværdighed eller star power, men heller ej er hun i front alene på grund af udseende eller box office-appel - hun er tydeligvis dygtig. Uerfaren, men dygtig.

Problemet er ikke Sweeney, men snarere at en ret heavy metal-agtig afslutning (der i øvrigt ikke fortjener sin egen f*cking trailer, Neon) til trods, så er filmen omkring hendes acceptable præstation lettere forudsigelig, og falder i den samme okkulte genopliv-djævlen-idéskuffe vi har set tusind gange før, og uden at have noget synderligt originalt at sige i samme ombæring.

Tag dog ikke fejl; produktionsværdierne er tilpas høje her, det omkringliggende italiensktalende cast gør et overraskende godt stykke arbejde, og der er da nogle enkelte spidsfindigt tilrettelagte sekvenser, men Immaculate formår aldrig at konstruere det tykke tæppe af stemning, filmen så ihærdigt forsøger at overbevise dig om at det har. Det hele bliver bare lettere middelmådigt, særligt når der ikke rigtig er nogen spændende ikonografi at falde tilbage på.

Med det mener jeg at der som sådan mangler et monster, en skygge, noget at frygte, og selvom at klosteret filmen udspiller sig på i sig selv bidrager med gotiske omgivelser, så formår hverken mysteriet der lurer under overfladen, eller noget overnaturligt og uforklarligt at skabe nogen former for uhygge.

Der er dog tilpas spændende musik fra komponist Will Bates, og ret præcist tilrettelagte omgivelser fra Elisha Christian, og det hele går da også op i en tilpas højere enhed, igen takket være en slutning der giver os Sweeneys mest overbevisende øjeblikke, og måske filmens bedste scene.

Så Immaculate er slet ikke skidt, men heller ej repræsenterer den nogen som helst form for innovativ genopfindelse af de genretræk vi har set mange gange før. Det er klassisk okkult horror af den generiske skuffe, men det betyder ikke at den ikke bliver en fin fredagsgyser for mange.