In the Mix

Hvad tænker du, når du ser en kendt popstjerne, der har en rolle i en spillefilm? Og her mener jeg ikke i en birolle som Madonna i Die Another Day eller Beyonce Knowles i The Pink Panther, altså tilfælde hvor de kun er med fordi de har en scene, hvori de skal synge en sang fra filmens soundtrack. Nej, jeg mener popstjerner, der får hovedrollen, såsom Britney Spears i Crossroads eller Mariah Carey i Glitter. Uanset hvad du synes om konceptet bag eller de to sidstnævte film, så er der nu blevet endnu en titel til det tvivlsomme slæng - det har Usher sørget for.

Usher spiller DJ'en Darrell som vender pladerne på New Yorks mest trendy natklub. Han er populær, godt på vej mod en pladekontrakt og hans eneste problem er faktisk, at det er så forbandet svært at holde de villige groupier på afstand. Da han får et tilbud om at være DJ til den lokale mafiosos fest, takker han ikke nej, men da gangsterbossen forsøges myrdet af hans rivaler, er Darrell nødt til at tage en kugle i skulderen for ham og senere bliver han udnævnt til bodyguard for bossens datter, Dolly, som tilfældigvis kender Darrell fra de gode gamle dage.

Uanset hvor lovende eller hvor lamt du synes oplægget til filmen lyder, skal du vide at der ikke er det mindste at komme efter i denne film - hverken hvad angår humor eller spænding og selvom vi kun er i februarmåned, tør jeg godt udråbe In The Mix til en af årets værste film og det gør jeg først og fremmest pga. filmens manglende tempo. Og nej, jeg snakker ikke om tempoløs i den forstand, at der er et kvarter midt i filmen, hvor der ikke sker så meget. Jeg snakker om tempoløs i den forstand at der er et stort, gabende hul på en time (!!!) hvor det eneste der sker, er at Usher og Dolly langsomt bliver mere kærlige overfor hinanden. Og jeg mener laaangsomt. Derudover virker hele sidehistorien hvor Dollys far forsøger at træde vande i gangstermiljøet også meget akavet, da kæmpe plothuller river det fuldstændigt fra hinanden og resultatet af dette er at filmens skurk dukker op ud af det blå til allersidst, uden at du ved det mindste om ham.

Jeg kunne blive ved. Jeg kunne fortælle om hvor dårligt skuespillet er, eller om at en tredjedel af replikkerne er hentydninger til hvor lækker Usher er, eller hvor godt han ser ud. Eller måske skulle jeg fortælle om hvor ukomisk mafiabossen søn, som er hvid men snakker som om han er sort (ha ha), er, eller også kunne jeg fortælle om alt det andet der er i vejen med denne halvanden time lange katastrofe, men jeg tror jeg lader være.
Fan eller ej, hold dig væk og som Usher selv sang sidste gang, han havde et hit i radioen: "Let it burn"... i helvede kan jeg så tilføje.