Det er lang, rigtig lang tid siden vi sidst, har set noget til Indiana Jones, og for et par år siden havde jeg ikke forestillet mig, at denne serie nogensinde ville komme tilbage. Derfor kom det også som en utrolig positiv overraskelse da legedrengene Lucas og Spielberg på et tidspunkt valgte at lave en helt ny film om Indy's mildt sagt fantastiske eventyr. Lad det være sagt med det samme, Krystalkraniets Kongerige er Indiana Jones som kun Spielberg og Lucas kunne have lavet den. Det ændrer dog ikke ved at den på mange måder virker meget dummere end sine forgængere. Charmen er der stadig, men substansen mangler i den grad.
Anden Verdenskrig er slut og den kolde krig er lige begyndt. Sovjet Unionen forsøger adskillige midler for at bekæmpe Amerikanerne, og det er her den aldrende Henry "Indiana" Jones havner i konflikten. Den sovjetiske general Irina Spalko har nemlig indfanget Indy og vennen Mac i et forsøg på at opsnuse et mytisk krystalkranie. Krystalkraniet skulle besidde mægtige overnaturlige kræfter, og for den tankelæsende Spalko er dette yderst interessant.
Indy slipper naturligvis væk fra hende på dristigste vis, og vender tilbage til jobbet som lærer. Dette varer ikke længe, for inden han har set sig om, lægges fyresedlen på hans bord, idet efterretningstjenesten forbinder ham med Sovjetiske foretagender. Da en af hans gamle venner forsvinder, netop på grund af krystalkraniet, rejser han dog ufortrødent til Peru for at finde vennen og løse mysteriet. Sammen med sig har han den unge Mutt Williams, en blærerøv med en eventyrer i maven, og snart er de på vej gennem diverse gravkamre og jungler på et eventyr lidt udover det sædvanlige.
Krystalkraniets Kongerige er rendyrket underholdning, og dette er både på godt og ondt. Samtlige skuespillere overspiller, det hele virker næsten teatralsk og overfladisk, men samtidig minder det en om, at det der sker på skærmen bare er ren eventyr. Alligevel virker Cate Blanchett flere steder mere latterlig end egentlig ond som skurken Irina Spalko. Ford har også mistet lidt af den energi og karisma som han viste i de gamle film, men alligevel accepterede jeg dette, da Indy trods alt ikke ser ud som en 20-årig længere.
Men hvor den nye Indy-film for alvor slår fejl er i dens ekstremt ligegyldige handling. Hele filmen igennem bliver vi taget i hånden, og alle plotdrejninger og mytiske historier bliver smidt så direkte ind i ens ansigt at man aldrig nogensinde selv behøver at tænke. Flere steder skulle man også tro at Spielberg og Lucas har kørt på autopilot, for adskillige scener virker alt for overdrevne, og det er faktisk imponerende når man tænker på hvad Indiana Jones ellers har været igennem i sine forrige film.
Alligevel holder charmen og den lune humor næsten hele vejen hjem, og med nogle stadig hamrende underholdende actionsekvenser, tropiske locations og replikker lige efter bogen, så kan man faktisk komme sig over de fleste fejltagelser den nye Indiana Jones-film laver, også selvom de visse steder er på grænsen til utilgivelige. Starten, slutningen, og et par steder indimellem kører filmen lidt i overgear, men det ændrer ikke på det faktum at Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige er solid eventyrlig underholdning uden de store mentale armbevægelser, og dette er et kompliment langt hen af vejen.