Kingdom of the Planet of the Apes

Det er måske ret afgørende at slå fast helt fra start af, at jeg betragter Matt Reeves' to Apes-film, mere specifikt Dawn of the Planet of the Apes of War of the Planet of the Apes, som moderne sci-fi mesterværker, der selv et årti efter (i Dawns tilfælde) fremstår intelligente, gudesmukke og sublimt produceret. For mit vedkommende markerer de et moderne sci-fi pejlemærke, og er en lige så stor menneskelig bedrift som den er teknisk.

Det er derfor ret så risikabelt for instruktør Wes Ball at samle trådene op 300 år efter afslutningen på War of the Planet of the Apes, og forsøge at fortsætte fortællingen derfra hvor Reeves og skuespiller Andy Serkis begravede den på så effektiv vis. Men det er præcis hvad Kingdom of the Planet of the Apes er, en direkte fortsættelse i samme univers, hvor Serkis' Caesar fortsat forgudes blandt de intelligente aber, men som samtidig forsøger at sætte scenen for et nyt eventyr.

Det gør mig dog utrolig glad at kunne konstatere, at trods adskillige generationsskift og et instruktørskift også, så er dette fjerde kapitel endnu et bevis på, at 20th Century Fox har fat i den helt lange ende her, og at Apes-filmene forbliver nogle af de mest velkonstruerede blockbusters på markedet i dag.

Der er gået 300 år, og Caesar er nu en myte, men ligesom så mange andre afdøde ledere igennem historien er hans ord, hans doktrin, blevet fortolket, og de intelligente aber der fortsat er den mest dominerende art på kloden, er ikke enige om hvordan de bør forstås. Vi følger Noa, som bor afskærmet i en dal med sin klan, men hans relativt trygge tilværelse afbrydes pludseligt da en invasiv klan leder efter et specifikt menneske, et af de få overlevende af slagsen, og værst af alt; de kommer i Caesars navn - siger de.

Herfra begynder en rejse gennem vragresterne af den amerikanske civilisation i selskab med Noa, spillet mesterligt af Owen Teague, Raka spillet af Peter Macon og naturligvis mennesket spillet af vores allesammens Ciri, altså Freya Allan. Historien er tankevækkende, og mættet med en prekær afbalancering af store og små spørgsmål, hvoraf nogle er af ret filosofisk karakter. Det handler om biologi, om heltedyrkelse og mytiske skikkelser, om doktriner og love og om hvorvidt menneskets totale dominans over deres omgivelser gør, at de faktisk fortjener den underdanige position, de holder i den her virkelighed.

Jeg ledte febrilsk efter den ansvarlige blandt filmens crew, der har stået for at skabe autentiske skuespillerpræstationer. Terry Notary og Andy Serkis formede den generelle præstationsramme i den foregående trilogi, men det tætteste jeg kan komme her er Movement Director og koreograf Alain Gauthier. Pointen er sådan set bare, at samtlige skuespillere her, og i særdeleshed dem der har taget motion capture-dragterne på, er decideret sublime. Dialog, intonering, kropssprog - det er alt sammen så subtilt, så troværdigt og så uendeligt underholdende. Faktisk er særligt Teague, og skurken spillet af Kevin Durand, så gode, at sådan en som Freya Allan falder lidt igennem. Det siger måske lidt om hvor gode de her aber er, at mennesket i blandt dem virker mere kunstig.

Der er nogle enkelte ankepunkter, naturligvis. En længde på to timer og 25 minutter i lige i den høje ende, og der er visse aspekter af historien, der kunne være blevet skåret lidt til. William H. Macy dukker også op og er ligeledes lettere malplaceret, særligt ved siden af så geniale præstationer fra motion capture-aberne.

Men udover det er det her en sjælfuld, spændende og tankevækkende blockbuster, som jeg for alt i verden håber kan hive nok hjem i biograferne, så vi om ikke andet kan se hvad folkene bag kan finde på i en eventuel efterfølger. Det er ikke nødvendigvis fordi at dette filmunivers vil forblive engagerende og spændende forgodtbefindende, men for nu er det tydeligvis en effektiv platform hvorfra anderledes fortællinger kan blive overleveret. Gå ind og se Kingdom of the Planet of the Apes.