Kraven: The Hunter

Her er det, mine damer og herrer - det sidste søm i Sonys superheltekiste. Sony vidste det, alle i verden vidste det, og derfor er det ikke så underligt, at de nu lægger låg på dette elendige filmunivers. Under låget kæmper bundskraberen Kraven the Hunter vildt for på en eller anden måde at forsøge at blive husket, men vejen dertil er umulig. Så træt og uinspireret er dette Spider-Man-spinoff, hvis eneste formål er aldrig at give slip på Spider-Man-licensen.

Det er tydeligt fra starten, hvor filmen kæmper for at skabe en illusion af et plot, og man begynder at forstå, hvorfor filmens premiere er blevet udskudt gang på gang, når man fem minutter inde i filmen indser, hvordan den vil ende. Den er ikke usammenhængende som Madame Web, men den er søvnigt fortalt. Fragmenteret. Sløset sat sammen. Man kan næsten se, hvilke genindspillede scener og dialoger der er blevet klistret ind for at skabe en bedre struktur, men man kan se sprækkerne i facaden. Ud fra den trætte dialog føles det, som om filmen skulle have været udgivet i begyndelsen af 2000'erne sammen med andre mislykkede tegneseriefilm fra den æra.

Kraven the Hunter er en historie om hævn, om at omfavne sit indre bæst, om at vende tilbage til sine rødder, om at så længe man er dyrenes ven, er det ok at slå folk ihjel, eller noget i den stil. Ja, det synes i hvert fald at være de røde tråde der etableres her, men alt er tvetydigt fordi det er så ringe kommunikeret. Plottet og karakterernes motivation er så tynd, at jeg ikke bebrejder trætte julehandlende biografgængere, at de falder i søvn her og der, for det føles aldrig, som om der er reelle konsekvenser eller noget af betydning i denne actionthriller. Instruktøren JC Chandor kan nemlig aldrig beslutte sig for, hvilken tegneserietone han vil have, hvilket resulterer i et usikkert rod, der for det meste bare er grimt at se på. Nogle gange er det på grænsen til det komiske, men det hele er så latterligt, at man ikke kan lade være med at smile. Det er et af de bedste aspekter af den her filmoplevelse.

Man kan sikkert spille bongotrommer på Aaron-Taylor Johnsons mavemuskler, men det er alt, hvad skuespilleren kan tilbyde i den her rolle. Han er lige så livløs som filmens konstruerede actionscener og tilbyder intet, der får biografgængeren til at ville vide mere om figuren eller hans lamme baggrundshistorie. Kraven er en billig, ligegyldig actiondukke, der kan smides i popcornboksen, for der er ikke noget mindeværdigt i hverken plottet eller de tandløse actionscener, som for det meste bare er klæbrige green screen-effekter. Jeg tror, jeg har mest ondt af Russell Crowe, som er sunket ned på dette niveau af affald.

Kraven the Hunter er måske ikke lige så morsom som den fuldstændig håbløse Madame Web, men den er ikke langt fra, og hvor Morbius i det mindste var underholdende takket være sit utilsigtede meme-potentiale, byder Kraven ikke på andet end tomme kalorier. Hvis du vil have noget virkelig hjernedødt til juletiden, kan Kraven sikkert komme dig til undsætning, men ellers skal du bare gøre en ende på dette deforme dyrs lidelser.