En dreng skære sig i hånden og spørger om en pige vil blande blod med ham. Pigen begynder at ryste, hendes pupiller går amok og hun skriger at han skal gå. Jeg sidder tilbage i sofaen og overværer et umuligt venskab, om end et venskab som sjældent er set stærkere. Den svenske vampyrfilm Lad Den Rette Komme Ind fortæller en historie om isolation, ensomhed, venskab og umulig kærlighed. Samtidig stiller filmen spørgsmålet om vi egentlig er bedre end en blodtørstig vampyr, et spørgsmål der måske lyder dumt, men som i bund og grund flyder ud i resultatet af menneskets egne fantasier og erfaringer.
Drengen Oskar bor i et koldt og stille snebeklædt område i det nordlige Sverige. Byen er lille, tom og besidder ikke meget andet end en skole, et butikscenter og ellers det ene grå boligkompleks efter det andet. Oskar er en ensom særling der bliver tyranniseret af en flok drenge i skolen, og fordriver tiden derhjemme med hævntanker og sin samling af mordartikler fra den lokale avis. Det er lige indtil der flytter en pige ved navn Eli ind i lejligheden ved siden af. Pigen er anderledes end andre piger Oskar kender, og de udvikler langsomt et venskab som resultat af deres ensomme liv. Hver aften leger de på legepladsen ved boligkomplekset, Oskar fortæller hende om sit liv og Eli hjælper Oskar med hans problemer. Når det er dag er Eli så godt som forsvundet fra overfladen. Langsomt går det op for Oskar at Eli ikke er helt almindelig, og hendes underlige adfærd er dog heller ikke tilfældig. Hun er nemlig tørstig vampyr.
Det er svært ikke at lade sig rive med af universet der er opbygget i Lad Den Rette Komme Ind. Den simple by, de ensomme snedriver, den konstante koldt belyste nat gør sig som fænomenale scenarier i historien. Historien ved hvad den vil, og man sidder konstant og bliver ført gennem den ene magiske sekvens efter den anden. Magien kommer som et udfald af den fåmælte stemningsfyldte musik, billeder som er så gennemført beskrivende og gennemtænke at man ikke kan andet end at blive forbløffet, og sidst og ikke mindst filmens to hovedpersoner. Kåre Hedebrant og Lina Leandersson spiller fantastisk som henholdsvis den ensomme skilsmissedreng der bliver mobbet i skolen, og vampyrpigen der aldrig kan leve et normalt liv. Deres uskyldige, men samtidig livsbekræftende forhold til kærlighed, og deres venskab forbundet i mystikken og længslen efter forståelsen, slår gnister på skærmen, og det er utrolig længe siden jeg har set børneskuespillere med så troværdig indlevelse.
Som den vampyrfilm det nu engang er bliver man selvfølgelig heller ikke sparet for blod, og det er endnu en fabelagtig del af Lad Den Rette Komme Ind. Uden at udpensle volden i et vampyrangreb, eller jagten på blod ud i ansigtet på seeren, bliver man i stedet serveret nogle geniale vinkler på det hele, og selvom det ikke skaber sønderrivende chokeffekter, kan det mærkes helt ind til benet når en person bliver dræbt. Det samme kan mordernes tanker når det sker. Der er hele tiden noget dobbeltmoralsk over drabene i filmen, og når man føler medfølelse for de ofrene, forstår man samtidig vampyrens trang til at overleve.
Lad Den Rette Komme Ind er på alle områder en anbefalelsesværdig film, og som vampyrfilm formår den at fremvise temaet fra en helt igennem nyskabende vinkel. Når blodet flyder så smukt som det gør i Tomas Alfredsons film, kan jeg ikke andet end at give efter. Se den.