Skip to main content
Gamereactor Film Last Vegas
Film

Last Vegas

Torben har været med fire gamle sølvræve i Las Vegas, men er vendt hjem med bitter smag og tomme kalorier.
Torben Andersen 17 juni 2014

Alderdommen er en underlig størrelse, både set fra et darwinistisk og sociologisk synspunkt. Vi bruger hele ungdommen på at forberede os på voksenalderen, hvor menneskeracen kan formere sig, børn vokser op og efterlader forældrene for sig selv. Resten af levealderen er blot en gradvis udfasning, så der bliver plads til de nye. Svært må det være, ikke at kunne bidrage med mere, hverken til artens overlevelse eller samfundet, hvilket er største springbræt for alderdommens identitetskriser. Hvad skal man - udover at sove i lænestol med morgenkåbe hele dagen?

Filmbranchen har fundet dette dilemma. Derude går pensionister som træder vande i udviklingen, men de har stadig mønt på kontoen, så hvorfor ikke lokke segmentet med film for det grå guld. Judi Dench i "The Best Exotic Marigold Hotel", Jack Nicholson i "Rundt om Smith" og alt hvad Meryl Streep optræder i. Dansk film skar den virkelig ud i pap med filmen "Det Grå Guld". Ja. Der laves film for vores bedsteforældre.

Det virker nemt, men er det åbenbart ikke, for Last Vegas har alle potentialerne til at blive en folkelig alderdomsfilm. Faktisk fire meget store potentialer: Robert De Niro, Morgan Freeman, Michael Douglas og Kevin Kline. De har sammen fyldt så grænseløst meget på lærredet, alle kender mindst én af dem, og deres rutiner er urørlige. Kunne ingen af dem læse ud fra manuskriptet hvilken kikser dette ville blive?

Så her har vi dem. Fire gamle mænd, der har kendt hinanden siden de var gadens uvorne knægte. Mange år efter er de gamle og udbrændte, undtagen én: Billy, som holder gejsten oppe med solarium, hårtransplantationer, botox og kæresten på halvdelen af hans alder - naturligvis en karakter båret af Michael Douglas. Da han skal giftes, beslutter de fire gamle sølvræve sig for at afholde polterabend i Las Vegas, og det starter faktisk godt med komiske situationer og dynamisk ping-pong dialog mellem de fire rutinerede hanhunde.

Men ligesom alderdommen, så er det tiden som svigter filmen. 100 minutter uden retning og ingen anelse om hvordan de fire stjernenavne bære historien. Komiske indslag på natklubber, misforståede facetter mellem ungdom og alderdom, og en abrupt pinlig bikinikonkurrence hvor LMFAO (I'm sexy and I know it) tværer skridt rundt i ansigtet på Paddy (Robert De Niro). Ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg tror faktisk ikke vores bedsteforældre gider glo på det. Imens sniges lidt konflikthåndtering ind i sammenholdet, da Paddy frakender sig byens selvbedrageriske sjæl, som har grebet om vennerne. Men desværre undviger handlingen kategorisk det spørgsmål som er mest relevant: Hvordan er det at være gammel?

De smiler og se glade ud, men Douglas, De Niro, Freeman og Kline er fire spildte potentialer i et forsøg på en amerikansk folkelig komedie for det grå guld. Den ungdommelig og tempofyldte tone klæder på ingen måde en film, der omhandler pensionsalderens præmisser. Vores folkepension er ikke stor nok til at ødsle pengene på Last Vegas.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen indeholder fem små featurettes om filmens tilblivelse samt et kommentarspor med instruktøren.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.