Bill og Brady er enæggede tvillinger, men det ville man ikke kunne se på dem. Bill er universitetsprofessor i klassisk filosofi ved Harvard, mens Brady stadig bor i hjembyen i Oklahoma og sælger pot fra sit kæmpe hjemmelaboratorium. Men Bradys grønne shangri-la har efterladt ham forgældet hos nogle helt forkerte mennesker, så han snyder broderen, der i forvejen ikke vil vide af hans "bonderøvs-familie", til at flyve tilbage til Oklahoma og agere dobbeltgænger mens han selv tager op og "reder trådene ud."
Edward Norton spiller begge brødre, hvilket betyder en masse split-screen, stand-ins og meget præcist planlagte scener. Heldigvis er vi efterhånden ved at være så gode til den slags, at Norton ikke har nogle problemer med at få interaktionen mellem de to brødre til at se naturlig ud, selv om han i virkeligheden står og spiller overfor en tennisbold på en snor. Norton er, som Kevin Spacey og Christopher Walken, en af den slags skuespillere, der har specialiseret sig i at spille en bestemt type karakterer - i Nortons tilfælde spiller han som regel altid en lettere nedtrykt og indigneret underdog (ref. Fight Club, Keeping the Faith, etc.) - og denne film lader ham både hvile i sin comfort zone, men også strække skuespiltalentet lidt. Den velfriserede universitetsprofessor Bill er Norton i sit vante es, mens den flippede, næsten uforståelige sydstats-accent-spyttende Brady minder mig lidt om den uventede side af Norton, der pludselig flashede en six-pack og havde dræberøjne i American History X.
Hvis man derimod ikke er til Edward Norton, så skal man holde sig væk, for samtlige scener i filmen involverer ham i mindst én af disse udklædninger. Og just som Brady lokker Bill til Oklahoma under falske forudsætninger (Brady faker sin egen død for at få Bill hjem til traktorland), så spiller filmen også på nogle falske forudsætninger. Den lokker med humor, thriller, gangstere, pot og en R-rating, men er i virkeligheden et tørt familiedrama om sønnen, der har vendt sin familie ryggen, som må lære at acceptere sine bonderøvsaner og genforenes med sin familie.
Filmen er skrevet og instrueret af Tim Blake Nelson, der også spiller Bradys muskelbundt af en bedste-ven i filmen. Og han har virkelig haft patos-kortet lige ved hånden, da han sad og skulle skrive manuskriptet. Til hans forsvar skal han have ros for at have pakket det ind i elementer, vi ikke normalt forbinder med rørstrømske familiedramaer - de førnævnte gangstere og narko, for ikke at nævne den kreative brug af samme skuespiller til to hovedroller - men i sidste ende er det læbestift-på-en-gris syndromet.
Hvis man skærer al indpakningen væk er filmens budskab ikke andet end en sløv, gammel floskel á lá "accepter din families svagheder", som end ikke ville være nyskabende i stumfilmsæraen, og filmens slutning er så desperat for ikke at falde i melodrama-grøften at den i stedet lader en masse tilfældigheder ramle sammen og kalder dét for en forløsning ... og i øvrigt stadig ender med at være unødigt melodramatisk. I call bullshit.
Hvis man vil se Edward Norton brillere som altid, så er Leaves of Grass et strålende eksempel på hvor god en skuespiller, den mand egentlig er. Bare lad være med at tage dig for meget af historien - den kommer for det meste bare i vejen.